En mand, flere mande hedder det jo ikke. Men det kunne det have heddet. Vort sprogs historie forklarer mange uventede (u)regelmæssigheder. Og den forklarer også, hvordan sprog som dansk, fransk og persisk engang kan have været ét og samme sprog.

Hvorfor hedder mand ikke mande, men mænd i flertal? Hvorfor starter ordene for ’tand’, ’to’, ’fisk’ og ’far’ med t og f på dansk, men med hhv. p og d på f.eks. fransk? Og hvor kommer vort sprog egentlig fra? Disse og flere spørgsmål vil jeg forsøge at besvare i mit foredrag, hvor jeg vil:

- fortælle om det danske sprogs historie og dets videre slægtskab med omtrent 400 andre sprog i Europa og Asien

- illustrere gennem en række tankevækkende småøvelser, hvordan uregelmæssigheder i vort nuværende sprogsystem ofte udspringer af regelmæssige udviklinger i tidligere sprogstadier, og hvordan man som en slags ”sprogarkæolog” kan bruge viden om disse sprogstadier til at afgøre, hvilke lag i sproget der er nye, og hvilke der er gamle

- afsløre afslutningsvis, hvordan ovenstående indsigter kan bidrage til øget viden om ikke kun vor sproglige, men også kulturelle historie.