Denne ph.d.-afhandling undersøger (1) hvordan Københavns nylige forvandling og gentrificering (det fænomen, at historiske arbejderklassekvarterer eller tomme områder af byen omdannes til middelklassekvarterer eller bruges til erhverv) fra arbejderby til ”kreativ” storby beskrives i samtidslitteraturen. (2) Hvad litteraturens fortællinger om livet i den gentrificerede storby kan bidrage med til herskende debatter om tidens samfundsmæssige problemstillinger. (2) Og ikke mindst, hvordan vi som litteraturforskere kan læse bylitteratur på nye, tværfaglige måder.
Afhandlingens empiriske omdrejningspunkt er fortrinsvis romaner, der giver stemmer til forskellige karakterer på tværs af køn, alder, etnicitet, klasse og seksualitet, og som alle tilsyneladende indtager et outsiderperspektiv på byen. Derudover er værkerne valgt på baggrund af en skelnen mellem, hvad jeg kalder ankomst- og forandringsperspektiver på den nye by.
Formelt fremstår afhandlingen som en hybrid mellem en artikelafhandling og en monografi og består udover et teori- og metodekapitel af fire artikler og tre mindre kapitler, som jeg har valgt at kalde ”sidegader”. Afhandlingen falder i tre dele, hvoraf første del er af teoretisk, samtidshistorisk og metodisk art (kappe), og de efterfølgende to er analytiske.
Jeg begynder kappen med en introduktion til selve gentrificeringsfænomenet, dets historiske rammer, typiske konsekvenser, aktører og makrosociologiske årsager. Herefter præsenterer jeg afhandlingens sociologiske grundbegreber (nærmere bestemt Pierre Bourdieus klassesociologi og Andreas Reckwitz’ prakseologiske sociologi), og diskuterer afhandlingens ellers eklektiske teorivalg. På baggrund heraf vender jeg mig mod Københavns samtidshistorie for at eksplicitere, hvad gentrificering betyder i en københavnsk
sammenhæng med særligt fokus på den ”entrepreneurialistiske” ånd, der har formet byen fra ca. 1990 til i dag. Løbende i min teorigennemgang foretager jeg små litterære ekskurser til bl.a. Asta Olivia Nordenhof.
Kappen sluttes af med en introduktion til det gryende forskningsfelt litterære urbanitetsstudier (Literary urban studies), der udgør mit metodiske udgangspunkt, samt nogle refleksioner over, hvordan litterære urbanitetsstudier ser ud i praksis, og hvordan afhandlingens kontekstbårede læsemåde adskiller sig fra tidens øvrige forsøg på at bringe litteraturen i ”brug”.
Afhandlingens anden del, ”Forandringer, facader”, består af to artikler og én sidegade og undersøger forskellige, men hovedsageligt forandringsperspektiver på Københavns gentrificering.
Her begynder vi med artiklen ”Gentrificering og mytomani. Det nye København i Jan Sonnergaards Frysende våde vejbaner”. Den vigtigste konklusion i artiklen er, at Sonnergaard i sin roman Frysende våde vejbaner (2015) får fortælleren Jesper til at fremstå som upålidelig fortæller, for så vidt Jesper ikke tager højde for sin egen rolle i byens udvikling i sin gentrificeringskritik (han har f.eks. tjent godt på sin andelslejlighed). Han kan med andre ord ikke genkende sig selv som gentrificeringsaktør.
Herefter følger afhandlingens første sidegade, ”Manicureret by”. Her diskuterer jeg, som et modperspektiv til Sonnergaards fortællers oplevelse af København som ”feminisereret”, hvordan byfornyelsen underlægges et feministisk blik i Mette Moestrups digt ”På Halmtorvet” fra samlingen Kingsize (2006) og i to noveller fra Pernille Abd-El Dayems bog Omsorgsdage (2022). Konklusionen er her, at disse tekster leverer et nuanceret korrektiv til herskende myter om den feminine, senmoderne storby og gentrificeringen som (kvinde)emanciperende.
Første del sluttes med artiklen ”I skyggen af regnbuebyen. Gentrificering og homonormativitet i Mads Ananda Lodahls Sauna og Tomas Lagermand Lundmes En rigtig kærlighed”. Her undersøger jeg, hvordan Københavns selvbillede som tolerant by for seksuelle minoriteter, udfordres og nuanceres i Lodahl og Lundmes romaner Sauna (2021) og En rigtig Kærlighed (2019). Artiklen konkluderer, at begge romaner, på trods af at de er fortalt fra forskellige sociale og geografiske positioner i byen, begge stiller sig kritiske overfor gentrificeringens forstærkning af en ”homonormativ” kultur.
Afhandlingens tredje del, ”Ankomster, fortrængninger”, undersøger, hvordan gentrificeringen påvirker spørgsmål om klasse, boligforhold og social mobilitet. Her er ankomstperspektivet i højsædet.
Denne del begynder med artiklen ””Fra 1. maj til mig først”. Københavns gentrificering og sociale kriser i Lone Aburas’ Føtexsøen”. Artiklen undersøger, hvordan fortælleren og hovedpersonen Lenes (klasse)rejse fra Høje Taastrups beton til det gentrificerede Vesterbro i Aburas’ roman Føtexsøen (2009) forpurres af hendes mangel på kulturel kapital blandt middelklassen på Vesterbro. Jeg konkluderer, at romanen hermed stiller sig kritisk overfor herskende byteorier om den kreative by og identificerer, hvordan Københavns
gentrificering er udtryk for, hvad Andreas Reckwitz har kaldt ”det almenes krise”.
Herefter følger afhandlingens anden sidegade, ”hvid by”. Med udgangspunkt i Jamal Bendahmans roman Ash-Shaheed [Vidnet] (2019) diskuterer jeg, hvordan det gentrificerede rum også i udstrakt grad er et hvidt rum, og jeg viser, hvordan det påvirker fortælleren Younes’ ankomst til byen efter en fattig opvækst i forstadens beton. Her afslutter jeg med at foreslå, at Younes’ erfaring af, med den amerikanske teoretiker bell hooks, at blive ”spist” af middelklassen er en racialiseringserfaring, der både er tæt knyttet til og driver gentrificeringen.
I den efterfølgende artikel ””Jeg fatter ikke, hvad jeg laver i denne lorteby”. På boligjagt med samtidens Københavnerlitteratur” undersøger jeg, hvordan Laura Ringo, Jonas Suchanek og Thomas Korsgaard skildrer utilgængeligheden af det københavnske boligmarked i romanerne Papirbryllyp (2019), Vi er bohemer (2016) og Man skulle nok have været der (2021). Artiklens tese er, at de alle beskriver, hvordan tidsbegrænsede lejemål udgør en ’prekariserende’ faktor for de unge fortællere, i og med byens boligforhold konstituerer en levet tidslighed, man med den amerikanske kulturteoretiker Laurent Berlant
kunne kalde et ”dødvande”. Artiklen diskuterer også som den mest eksplicitte i afhandlingen, hvordan litteraturen har et (litteratur)sociologisk potentiale til at belyse urbane problemstillinger.
Tredje del afsluttes med sidegaden ”Underste by”. Her diskuterer jeg med udgangspunkt i Maja Lucas’ roman Gennem natten og vinden (2019), hvordan byens utvetydigt udsatte og uønskede, repræsenteret ved romaen Dima og den alkoholiske alenemor Johanne, oplever eksklusioner i den gentrificerede by. Her er konklusionen, at gentrificeringens eksklusion for disse subjekter adskiller sig fra de andre værkers erfaringer, i og med at den i højere grad foranstaltes af byens direkte autoriteter, såsom politiet, end af forskellige magtforhold i byens sociale felter.
I afhandlingens udgang konkluderer jeg bl.a., at tidens entrificeringsfortællinger er kendetegnet ved en stemning af, hvad man med den britiske kulturkritiker Mark Fisher kan kalde ”kapitalistisk realisme”, hvorefter jeg diskuterer, hvad litteraturens gentrificeringsskildringer og kritikker kan bidrage med til dansk litteraturforskning samt eksisterende debatter og teorier om livet i den gentrificerede storby. Her argumenterer jeg for, at særligt litteraturens kritik af gentrificeringens sociale konsekvenser har et oplagt (kritisk) potentiale i kontrast til æstetiske og kulturelle gentrificeringskritikker. Afhandlingen
sluttes med tematiske forslag til videre studier i forholdet mellem skønlitteratur og gentrificering.