Denne ph.d.-afhandling består af fire selvstændige forskningsartikler og en kappe, som besvarer følgende forskningsspørgsmål: Hvordan kommer samtidig videnskabsaktivistisk retorik til udtryk, og hvordan fungerer den i et bredere vidensproduktions- og klimapolitisk spektrum? Hvordan bliver videnskabelig etos (gen)forhandlet i videnskabsaktivistisk retorisk praksis i klima- og miljønødssituationen? Hvordan kunne produktive udviklingsbaner for
videnskabsaktivisme i krisetider se ud, og hvordan kan vi komme derhen? Afhandlingen anvender et retorisk-kritisk udgangspunkt i samtale med en flerhed af felter til at undersøge diskussioner omkring ansvar og formål for social handling i klima- og miljønødssituationen blandt videnskabsfolk samt videnskabsaktivistiske protestbegivenheder, der i videnskabens navn forsøger at overbevise den bredere befolkning, og i særdeleshed magthaverne, om, at der er brug for substantiel klimapolitisk handling. Kritisk retorisk metodologi bliver diskuteret i relation til disse emner såvel som til afhandlingsforfatterens specifikke forskningsforløb i løbet af de sidste tre år.
Overordnet set argumenterer afhandlingen for, at diskursive skift i den bredere
klimadebat giver anledning til nye retoriske muligheder for videnskabsfolk.
Videnskabsfolk, der griber disse muligheder ved at engagere sig i aktivisme og socialt bevægelsesarbejde, engagerer sig uundgåeligt i en (gen)forhandling af videnskabelig etos. Der argumenteres for, at særligt videnskabsfolks uregerlig kroplige retorik og forflyttelsen af videnskabsfolks kroppe mellem forskellige steder genererer spørgsmål omkring roller og ansvar for videnskabsfolk i Antropocænen. Videnskabsaktivister engagerer sig dermed produktivt i klimakrisen i og med deres kritiske afbrydelser af foreliggende forståelser af
videnskab og samfund. Et begreb om retorisk etos som stedsligt forankret og ’urolig’ foreslås for at forstå disse bevægelser. Der argumenteres for, at videnskabsaktivister kan drage fordel af et øget fokus i deres retorik på måderne, hvorpå videnskaben selv er viklet ind i fossiløkonomiens planetariske ødelæggelse. En retorisk-humanistisk tilgang til socialt bevægelsesarbejde og aktivisme kan støtte videnskabsfolks forsøg på at bearbejde ovenstående spørgsmål – og samtidig stiller de optrevlende og forandrende ’urolige’
relationer mellem videnskab, samfund, og biosfæren vanskelige krav til retoriske kritikere, der arbejde med disse emner.