Henrik Pontoppidan (1857-1943) omarbejdede sine tekster efter deres udgivelse, men bevarede ikke sine manuskripter. Hans arbejdsmåde udfordrer den genetiske kritiks teorier og metoder, som er konciperet ud fra forestillingen om, at et værks tilblivelsesproces findes i dets manuskripter (de Biasi 1996). I dag har både fransk og angloamerikansk genetisk kritik anerkendt, at et værks tilblivelsesproces kan fortsætte efter dets publikation (Genesis 2017; Van Hulle 2014). Ikke alle dele af det teoretiske og metodiske apparat er dog blevet opdateret i henhold til denne anerkendelse; og da manuskripter og publikationer kræver forskellige tilgange, opstår der udfordringer.