4800 år gammelt kulturmøde kan aflæses i vores sprog

De fleste sprogforskere er nu enige om, at ord som hjul, vogn, hest, får og uld stammer fra urindoeuropæisk. En af de tidligste kulturer, der kombinerer disse elementer, er den såkaldte Yamnaya-kultur, som for godt 5000 år siden begyndte at påvirke Europa fra de ukrainske stepper. Den nye kulturs skikke og ikke mindst sprog, indoeuropæisk, spredte sig de følgende årtusinder over hele Europa og er i dag stamfader til næsten alle europæiske sprog.

Ikke alle ord, der findes i de europæiske sprog, kan dog føres tilbage til dette indoeuropæiske ursprog. En række ord for dyr og planter har indvandrerne overtaget fra lokale kulturer, og der må derfor have fundet en gensidig sproglig påvirkning sted. Men hvor? Ifølge arkæolog Rune Iversen og sprogforsker Guus Kroonen fra Københavns Universitet udgør Sydskandinavien et helt oplagt sted for sådan en sproglig udveksling.

- De arkæologiske levn fortæller os, at der mellem 2800 og 2600 f.Kr. eksisterede flere forskellige kulturer side om side i det, vi i dag kalder Danmark. To af de mest dominerende var den lokale, tidlige bondestenalderkultur kendt som tragtbægerkulturen med kollektive begravelsesskikke og så den nye enkeltgravskultur, der var påvirket af de nye strømninger østfra, og som især stod stærkt i Jylland. Overgangen fra tragtbæger- til enkeltgravskultur tog mange år i de østlige dele af Sydskandinavian og øerne, og de to kulturer må selvfølgelig have påvirket hinanden sprogligt i processen, siger arkæolog Rune Iversen, som har skrevet en afhandling om netop denne periode i dansk og skandinavisk forhistorie.

Vi fiskede rejer og dyrkede roer, før vi talte indoeuropæisk

Rune Iversens kollega, sprogforsker Guus Kroonen, der studerer det indoeuropæiske sprogs udvikling, kan pege på en lang række ord for dyr og planter, som ikke kan være kommet til Europa med det ukrainske steppefolk.

- Der er et ensartet lag af ord i de europæiske sprog, blandt andet i sprog som dansk, engelsk og tysk, som skiller sig markant ud, fordi de ikke har gennemgået de samme lydændringer gennem historien, som alle de indoeuropæiske ord har. Det viser, at de er kommet ind i sproget, efter det havde spredt sig fra stepperne til deres nye taleområder i Europa. Det drejer sig især om dyre- og plantenavne som stør, reje, ært, bønne og roe, og det tyder på, at den nye enkeltgravskultur må have lært en del om landbrug og jagt fra den lokale befolkning, der allerede boede i Sydskandinavien og Danmark, fortæller Guus Kroonen.

Han tilføjer, at det muligvis handler det om levn fra det sprog, der med landbruget spredte sig fra Anatolien for mellem ni og seks tusinde år siden.

Arkæologerne har i mange år været tilbageholdende med at inddrage sprogforskningen i deres arbejde, fordi det tidligere er blevet misbrugt politisk af blandt andre nationalistiske kræfter. Guus Kroonen og Rune Iversen mener dog, at det er på tide, at arkæologerne og sprogforskerne genfinder hinanden, da de to discipliner netop kan bruges til at identificere og nuancere forhistoriske kulturmøder som det, der fandt sted i Sydskandinavien for ca. 4800 år siden, da tragtbægerkulturen og enkeltgravskulturen udvekslede skikke, traditioner og sprog. Også selv om det rent fysiske materiale er gået tabt.

Læs Rune Iversens og Guus Kroonens artikel Arkæolingvistik fra tidsskriftet Arkæologisk Forum.

Læs mere om forskningsprojektet Roots of Europe, som forsker i Europas sproglige rødder.   

Emner