"Min filosofi har været ikke at have for meget gæld"

Baggrund

Teglprodukter har været kendt og brugt i Danmark siden 1100-tallet som byggemateriale til kirker og klostre, borge og herregårde, borgerhuse og bøndergårde, etageboliger og offentlige bygninger, fabrikker og kontorbygninger, villaer og parcelhuse osv.  

En væsentlig del af Danmarks bygninger er udført i tegl – mursten og tagsten – indtil elementbyggeriet i beton fik sin store udbredelse fra 1960’erne. Og under jorden var det drænrør af tegl, som blev brugt, før plastikrør slog igennem i landbruget.

Antal teglværker i Danmark

I perioden fra midten af 1800-tallet og ca. 50 år frem var der det største antal teglværker i Danmark, hvilket afspejler efterspørgslen i byggeriet.

I 1892 var 975 teglværker i drift – det højeste antal nogensinde. Herefter gik antallet hurtigt ned: i 1920 var der ca. 275, som i 1967 var faldet til 114; i 1991 til 29, og i 2023 var antallet 16.

I perioden fra 1800 til 2023 er der registreret i alt ca. 3.000 teglværker i Danmark, og de var/er placeret de mange steder, hvor det egnede ler til teglfremstilling kunne graves op.

Den teknologiske udvikling

Den voldsomme reduktion og koncentration af teglværkerne i Danmark afspejler den teknologiske udvikling, hvor hånd-og hestekraft efterhånden gennem 1900-tallet blev afløst af maskiner. Bl.a. blev automatiske tørreanlæg og moderne tunnelovne indført fra 1950érne og afløste ringovnene. Automatiseret processtyring øgede det enkelte teglværks produktion markant.  

Gennem de seneste 10-15 år ser det ud til, at særligt sortglaserede tagsten har fået en meget stor udbredelse overalt i landet, både ved nybyggeri og ved restaurering af ældre bygninger, som ikke oprindeligt er ”født” med sortglaseret tegl.

Desuden beklædes byggeriets betonfacader i reglen med mursten – ”for at betonen kan tåle at stå ude om natten”, som en murer engang sagde til mig – og af æstetiske grunde.

Teglfremstillingens 6 produktionsprocesser

Til alle tider har teglproduktion bestået af 6 delprocesser:

1. Gravning og transport af det rå ler til teglværket
2. Lerbearbejdning
3. Formning
4. Tørring
5. Brænding
6. Sortering, pakning og afhentning

Teglværksindustrien ved Flensborg Fjord

Teglværksindustrien ved Flensborg Fjord voksede frem i 1700-tallet og blev en markant industri i 1800-tallet p.a. af stigende efterspørgsel efter teglprodukter til nybyggeri både i landbruget og i byerne.

Der var ler af god kvalitet til teglproduktion, og havet var transportvejen, indtil lastbilerne afløste skibene i løbet af 1960’erne.

Alene på nordsiden af Flensborg Fjord, ved Egernsund og Nybøl Nor og på sydsiden af Broagerland eksisterede der o. 1900 ca. 40 teglværker, men allerede 1906 var de reduceret til 26 p.g.a. nedgang i byggeindustrien og udvikling af nye byggematerialer, f.eks. cementsten.   Langs sydsiden af Flensborg Fjord i det nuværende Tyskland er der registreret ca. 30 teglværker.

Den omfattende teglværksdrift prægede egnen og medførte en usædvanlig befolkningsstruktur for et landdistrikt. Omkring 1856 var der således 856 arbejdere på teglværkerne i Broager og Nybøl sogne.

I 2020 var der 6 teglværker tilbage omkring Nybøl Nor fordelt på to ejere samt Gråsten Teglværk og Matzens Teglværk i Egernsund.

Under 1. Verdenskrig lå mange teglværker stille, og Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 medførte efterfølgende flere nedlukninger, da afsætningsmarkedet sydpå forsvandt med den nye grænsedragning.

Teglfremstilling har altid været en meget konjunkturfølsom industri - afhængig af efterspørgsel fra byggeriet og priser på energi til produktionen.

Brænding i kammerovn

Udviklingen i teglproduktionen har stort set ikke forandret sig indtil ringovnens indførelse i slutningen af 1800-tallet.

I kammerovnen brændte man periodisk, dvs. at hver enkelt brænding var et afsluttet forløb. Teglprodukterne blev stablet i ovnen, forvarmet og brændt og afkølet, før den tilmurede ovnport blev brækket ned og ovnen tømt. Hele processen varede ca. 14 dage.

Ringovnsperioden

Ringovnene blev indført fra 1880’erne og frem til 1. Verdenskrig på de fleste teglværker, når der blev råd til at investere i ny teknologi. I ringovnen brændes teglprodukterne kontinuerligt, idet ildzonen flyttes rundt til de forskellige kamre (16-18 kamre) ved indfyring fra oven med kul- eller kokssmuld. Efterhånden som de køles af, tages de brændte teglprodukter ud og nye kan indsættes.

Den moderne tunnelovn

Fra o. 1960 indførtes den nye tunnelovn, hvor det er teglprodukterne, der automatisk transporteres gennem en stationær ildzone. Herved slipper arbejderne for at arbejde i en meget varm og støvet ringovn, der bl.a. har været skyld i mange teglværksarbejderes kroniske luftvejsproblemer med stenlunger eller lungefibrose.

Sæsonarbejde

Teglværksarbejde var helt frem til 1960’erne manuelt krævende og hårdt fysisk specialiseret sæsonarbejde. Arbejdet begyndte i april, når frosten var gået af jorden, og leret kunne graves op. Det sluttede hen i oktober/november, når temperaturen blev for lav og luftfugtigheden for høj, til at teglprodukterne kunne lufttørre før brændingen.

Senere fik man forskellige former for automatiske tørreanlæg, så teglprodukterne kunne brændes året rundt i ringovnen.

Tilvandret arbejdskraft

Den arbejdsintensive teglfremstilling krævede flere højt specialiserede arbejdere, end lokalsamfundene kunne præstere.

Teglværkerne tiltrak særligt i løbet af anden halvdel af1800-tallet arbejdskraft fra hertugdømmet Lippe-Detmold i Midttyskland, hvor der var en stor teglindustri, samt arbejdere fra den preussiske provins Posen i det nuværende Polen, og desuden fra Ærø og Sverige.

Hele arbejdssjak rejste i sæsonen fra april til oktober/november til teglværkerne langs Flensborg Fjord.

Det var et multikulturelt og flersproget samfund, hvor de tilvandrede arbejdere hurtigt måtte lære sig den lokale dialekt, som den taltes på Sundeved.

Boligforhold

Indtil o. 1900 boede de tilrejsende arbejdere i primitive rum ved ovne eller i tørrelader - ”sommerboliger” - og først herefter blev der bygget familieboliger med køkken, stue og soverum i længebebyggelser, der rummede flere familier.

Boligerne klos op ad teglværkerne gjorde, at også koner og børn kunne arbejde med.  Mange af de tilrejsende sæsonarbejdere blev efterhånden bofaste, og ansættelse var en betingelse for at bo i teglværkets lejligheder. Der findes endnu en del af disse arbejderboliger, hvoraf nogle er velbevarede, mens andre er ombygget til næsten ukendelighed. Flere er også revet ned.

Tilvandringen sluttede i beg. af 1900-tallet, og mange af arbejderne blev på egnen og arbejdede, giftede sig og boede i generationer på de samme teglværker sammen med lokale arbejdere og blev integrerede i lokalsamfundene.

På de lokale kirkegårde og i ældre telefonbøger kan man finde familienavne, der afslører mange teglværksarbejdere og deres efterkommeres oprindelse fra det nuværende Polen, Tyskland og Sverige.

Nationale skel

De nationale skel mellem dansk og tysk spillede derimod ingen stor rolle blandt teglværksarbejderne, da ”alle jo var lige fattige”, som en fortæller til Teglværksprojektet udtrykte det. Der var ingen formue eller fast ejendom, som skulle gå i arv.

Arveproblematikken var en central del i den nationale kamp mellem dansk og tysk sindelag, sprog og kultur efter tabet af Sønderjylland til Prøjsen i 1864.

Men også efter Genforeningen i 1920 - og i mange årtier efter 2. Verdenskrig - var arvespørgsmålet mere påtrængende for borgerne og bønderne end for de fattige teglværksarbejdere. Mange af teglværksejerne var desuden af tysknational indstilling. Disse befolkningsgrupper havde jo formue og fast ejendom at give videre i arv, der helst skulle forblive på hhv. dansk- og tysksindede hænder.

På trods af de nationale skel mødtes alle egnens teglværksejere til langt ind i1980’erne hver mandag formiddag på hotellets krostue i Gråsten, drak en øl og hyggede sig, indtil de skulle hjem til middag kl. 12.

Litteratur

Inge Adriansen, Karsten Biering & Steen Ove Christensen: Teglværker ved Flensborg Fjord. 100 år i billeder. Gråsten 1984. 101 s.

Inge Adriansen, Finn Bredahl Jørgensen & Arne Aabenhus (red.): Teglværksprojektet ved Flensborg Fjord – fra idé til virkeliggørelse. Gråsten 1986. 88 s.

Inge Adriansen: Boligforhold i teglindustrien gennem 100 år. Sønderjysk Månedsskrift nr. 5, 1992, s. 155-159.

Inge Adriansen: De Forenede Teglværker i Egernsund 1894-1994. Fra Als og Sundeved nr. 71, 1994, s. 7-108.

Lars Andersen: Teglindustrien – teknologi og levevilkår. Fabrik og Bolig 1985, s. 3-13.

Karsten Biering: ”Polske” gæstearbejdere, der blev bofaste i Sønderjylland.

Nordslesvigske Museer 12, 1985, s. 142-148.

Karsten Biering: Fire fortællinger om barndom og opvækst i teglværksmiljøet ved Flensborg Fjord. Kassettebånd i kommission hos lydbogsforlaget Infoko, 1990, 26:40 min.

Karsten Biering: Tre videoprogrammer om teglproduktion og teglværkshistorie. Årbog for Arbejderbevægelsens Historie 1992, s. 135-155.

Karsten Biering & Torben A. Vestergaard: Cathrinesminde Teglværk 1732-1993. En fortælling om Teglværksegnen. Booklet 35 s. til DVD (28:30 min.) med samme navn. Udg. Af Foreningen Danmarks Folkeminder i samarbejde med Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk.

Thorkild Kjærgaard & Thomas Lyngby: Matzens Teglværk Egernsund. Cathrinesminde Teglværksmuseum & Cathrinesmindes Venner Årsskrift XIV, 2001 s. 7-35.

Mariann Kristensen (red.) Cathrinesminde. Teglværk og Museum. Årsskrift XXXI 2018. Museum Sønderjylland Cathrinesminde Teglværk & Cathrinesmindes Venner, s. 5-43.

Nationalprojekt Danmarks Teglværker. Teglværker fra 1800-2023. Teglhistorie.dk

Kim Jacobus Paulsen: De danske teglværker 1997, Årsskrift Cathrinesminde Teglværksmuseum & Cathrinesmindes Venner 1997, s. 3-33.

René Ejbye Pedersen: Teglværksindustrien ved Flensborg Fjord 1700- . danmarkshistorien.dk – Aarhus Universitet.