Med spritbåden M/S Hansaline på Flensborg Fjord

Småbutikker og -virksomheder i Danmark nr. 1. 1999 (53:40 min.).

Den 30.6. 1999 blev det toldfri salg afskaffet. De fleste ”spritbåde” indstillede den populære sejlads på de forskellige overfarter til Tyskland, undtagen M/S Hansaline. Redere og medarbejdere håbede på en fremtid som restaurant- og udflugtsskib, fortsat fra Kollund, til både Flensburg og Glücksburg. Men efter nogen tid måtte også denne sidste ”spritbåd” give op. Hansaline repræsenterer det sidste eksempel på den engang så blomstrende ”spritbådskultur”. I programmet sejler vi to dobbeltture fra Kollund til Flensborg og retur og møder undervejs passagererne i restauranter og kiosk og viser besætningens arbejde fra kabys til kommandobro. Optagelserne er fra perioden 22.4.-2.5. 1999, og programmet er produceret for Museet på Sønderborg Slot.

Baggrund: Rutesejlads og spritbåde på Flensborg Fjord

I 1866 – to år efter nederlaget i 1864 og Sønderjyllands tvungne indlemmelse i Det tyske Rige – begyndte Flensburger Compagnie at sejle på fjorden med D/S Seemöwe. I de følgende år besejlede flere rederier fjorden, indtil de i 1897 blev sluttet sammen til rederiet Vereinigte Flensburger-Ekensunder-und Sonderburger D/S Gesellschaft – i daglig tale Vereinigte.

Omkring århundredskiftet var der 50 daglige afgange fordelt på 32 anløbsbroer og 23 dampskibe. Ca. 1 mio. passagerer sejlede med dette år, og passagertallet holdt sig nogenlunde stabilt indtil Første Verdenskrig. På grund af de dårlige vejforbindelser i området var det betydeligt hurtigere og nemmere at transportere mennesker og gods med skib.

Første Verdenskrig gjorde ende på succesen med rutefarten på Flensborg Fjord. De fleste af Vereinigtes dampskibe blev inddraget til krigsbrug, og selskabet fik store økonomiske tab, som det aldrig genvandt. Skibene kom tilbage i 1918, men den nye grænse efter Genforeningen i 1920 umuliggjorde rutefart i større omfang. Flensborg Fjord skiftede karakter fra at være en oplandsforbindelse til at blive en landegrænse, hvor grænsen kom til at gå midt i fjorden. Nye toldsteder gjorde transporten besværlig, og privat grænsehandel var ikke mulig.

Fra 1936 forsøgte Förde Reederei GmbH at genoplive ruter til Danmark, men få år efter ødelagde Anden Verdenskrig den spirende optimisme. Næsten alle skibe i Flensborg blev konfiskeret til krigsbrug. I 1945 lå alt i ruiner på tysk side, om end Flensborg by var sluppet for større bombardementer, og de allierede konfiskerede mange skibe.
Förde Reederei genoplivede rutefarten til Flensborgs tyske opland langs fjorden og fik uventet succes med 1.1-1.3 mio. passagerer i 1946/47. I 1952 genoptog rederiet sejladsen til Danmark med ruten Flensborg-Kollund, og nu var det igen tilladt for tyskerne at krydse grænsen. Samtidig havde man efter Anden Verdenskrig fået bekæmpet handelsprotektionismen, og det internationale farvand var blevet toldfrit.

I Danmark og Tyskland havde varepriserne udviklet sig meget forskelligt: madvarer, og især smør, var billigt i Danmark, mens øl, vin, spiritus og cigaretter var billigt i Tyskland.

Der kom efterhånden flere rederier til med rutesejlads på fjorden, og begreber som ”drukbåd”, ”snapsbåd” og ”spritbåd” (”e spritte” på sønderjysk) dukkede op på dansk, mens tyskerne kaldte bådene ”Butterboote” (smørbåde).
Ud over Flensborg-Kollund overfarten, der med to små både må betegnes som spritbådenes ”urfædre”, blev der også åbnet for lange ture på internationalt farvand. Indtil 1973 måtte passagererne på de korte ture på Flensborg Fjord kun indføre ”den lille ration”, dvs. 40 cigaretter, mens de på de lange ture måtte indføre 200 cigaretter og 1 l spiritus.
Året 1957 blev døbt ”das Butterjahr” (smøråret), fordi der blev sendt store mængder (15.000 tons) usaltet smør ud på det danske marked til ren underpris. Smørsalget blev sat i system på spritbådene, og tyskerne gik helt amok. Der sejlede dagligt ca. 70.000 passagerer, mens der alene ved grænseovergangen i Padborg kom op til 8.000 tyskere. Mange kom helt fra Hamborg, Bremen og Hannover.

Der blev sat system i spritbådsfarten, og ombord blev der indrettet store saloner - eller flydende restauranter – hvor passagererne kunne spise, drikke og ryge og gøre deres toldfri indkøb i de dertil indrettede kiosker. Det toldfri salg blev den afgørende indtægt for rederierne, og billetterne kunne derfor sælges næsten gratis.

I midten af 1960’erne skrumpede smørsalget ind, og myndighederne krævede, at spritbådene skulle være mindst 8 timer på vandet uden for 3 mile zonen, for at passagererne kunne medtage den ”store” toldfri ration, og der blev derfor efterhånden åbnet ruter, der gik til Kappel, Gelting og Langballigau. Aabenraa og Sønderborg var udgangspunkt for de lange ture, mens der fra Gråsten til Glücksburg og Kollund til Flensborg blev sejlet korte ture, hvorfra passagererne ikke måtte hjemtage spiritus. Dette betød, at der blev drukket toldfrit og tæt på bådene, der derfor fik navnet ”spritbåde”.

Succesen fortsatte, og i 1962 sejlede der konstant 14 spritbåde alene mellem Kollund og Flensborg.
Blandt rederierne var der skarp konkurrence, og i 1963 brød den første ”krig” ud mellem dem om ruten Kollund-Flensborg, hvor der var afgang hvert tiende minut og op til 30.000 passagerer om dagen! Kollund var dengang en af Danmarks største havne mht. passagertrafik.

I 1968 sejlede ca. 2 mio. passagerer i alt med alle spritbådene, mens 10 mio. kørte over landegrænsen i bil.
Det kan være svært i dag at forestille sig den massive menneskemængde og det store antal busser og spritbåde, der klumpede sig sammen ved fjordlandsbyen og badestedet Kollund (700 beboere i 1975) fra morgen til aften. Med nedlæggelsen af overfarten for 20 år siden er landsbyen blevet stille. Den har siden vokset sig meget mondæn med store, nybyggede fjordvillaer på den lille vej ned mod molen og Fleggaard koncernens store domicil - opført i stil med Bernstorff Slot i Gentofte - prangende øverst på skrænten. Hertil kommer luksuriøse lejlighedskomplekser kilet ind på smalle grundstykker mellem den gamle villabebyggelse fra årtierne omkring 1900 og enkelte gennemrestaurerede stråtækte tidligere fiskerhuse helt nede ved vandkanten.

Danmarks medlemskab af EF i 1973 betød en lempelse af toldreglerne, idet der nu kunne indføres 3 l bordvin, 3 l hedvin og 2 l øl plus 40 cigaretter, og grænsehandelen steg fortsat kraftigt gennem 1970érne. Bilerne havde fået en stor udbredelse, og i 1977 rejste 18 mio. mennesker over landegrænsen.

På grund af de restriktive og skiftende toldbestemmelser forsøgte passagererne gennem årene at smugle spiritus og flere cigaretter gennem tolden end den tilladte beskedne ration, og der er mange lokale fortællinger om snu og fantasifulde passagerer og snedige og grundige toldere. Men der var aldrig nogen passagerer, der selv havde smuglet. Derimod vidste de, at mange andre gjorde det!

I 1970’erne begyndte rederierne at kombinere deres spritbåde med busser til transport af passagererne. De behøvede nu kun at sejle den ene vej, og den anden vej blev de kørt retur i den bus, der netop ankom til båden med nye passagerer. Alle sparede tid uden at miste den toldfri ration, og tyskerne stoppede på hjemvejen ved de danske købmænd i Kruså. Alene fra Sønderborg sejlede i 1975 1.2 mio. passagerer med spritbådene, og i 1980’erne var passagertallet steget til 1.8 mio.

Busholdepladsen på Sønderborg Havn måtte udvides, og der blev opført en ny toldbygning. Der kunne holde over en halv snes af de store busser på kajen, hvor de aflæssede passagerer og modtog nye ved hver ankomst og afgang, mens mange andre busser var på vej ad landevejen.

Der var kontrol på de danske havne ved hver ankomst, indtil det nye billetsystem blev indført 1995, hvorefter der kun blev taget stikprøver engang imellem. Passagerernes billetter blev afkrydset ved køb af toldfri varer, og man kunne kun købe den tilladte ration. Ved uanmeldt toldkontrol af varelagrene kunne snyderi afsløres og bøder udstedes til rederierne. Smugleriet blev vanskeliggjort, og passagertallet faldt alene i Sønderborg til 1 mio. passagerer i 1995.
Rederierne havde fået godt fat i det midaldrende og ældre publikum, og nu ville man naturligvis også gerne have de unge med. I Sønderborg blev Thor Viking med plads til 600 passagerer indrettet til flydende diskotek i weekenderne, og Sønderborg var hjemsted for mange uddannelser med bl.a. sergent-, sygepleje- og handelsskole, gymnasium og højskole. De hærgende horder af berusede unge i havneområdet og den gamle bykerne efter færgeanløb blev efterhånden for meget for Sønderborg Byråd, der stoppede ”diskobåden” i 1989. Efter at musik og dans blev forbudt, udgjorde de midaldrende og pensionisterne igen hovedparten af passagererne.

Fra 1990 til 1996 faldt passagertallet alene i Sønderborg fra 2,4 mio. til 1 mio., og efterhånden mistede ”spritbåd” sin oprindelige klang af drukværtshus. Der blev ikke drukket så tæt på samme måde som før. I stedet blev det sociale samvær med hyggelig snak, den gode og billige mad - ledsaget af en lille én eller to - plus aktiviteter som forskellige kortspil og strikning sat i centrum.

Folke- og førtidspensionister udgjorde i slutningen af 1990-erne hovedparten af passagererne, og kvinderne var i overtal.

På Kollund-Flensborg overfarten - med afgang en gang i timen og 20 min. sejltid hver vej – kom mange af passagererne i 1990-erne fra nærområdet og oplandet. Nogle sejlede flere dobbeltture dagligt, havde deres faste pladser i restauranten og indtog morgenmaden eller den veltillavede og rigelige varme middagsmad for en billig penge ombord.

Andre passagerer ankom fast en gang eller to om ugen med busser, der samlede de mange pensionister op langs en rute, både fra oplandet og langvejs fra – f.eks. fra Fyn og Tønder. Hertil kom de mange tilbagevendende campinggæster, der var fastliggere i Kollund, samt sommerturister, lejrskoler og unge under uddannelse på ekskursion. I slutningen af 1990’erne gik hovedparten af passagererne ombord i Kollund i lange rækker, mens der fra Flensborg bymidte var betydeligt færre passagerer.

Efter ophøret af det toldfri salg den 30. juni 1999 forsøgte spritbåden ”Hansaline” og dens besætning at overleve ved tursejlads på Flensborg Fjord, men måtte opgive ca. et år senere pga. svigtende passagertal. Det var ikke muligt at sikre økonomien uden de høje indtægter fra det toldfri salg, og dermed kunne man ikke fortsat fastholde de attraktive lave billet- og restaurationspriser.

Med afskaffelsen af det toldfrie salg forsvandt et levende stykke folkekultur, der siden 1952 deltes af danskere og tyskere i samme båd på tværs af grænsen. Alle besætningerne med restaurationspersonalet samt de lokale leverandører af varer blev også berørt. For slet ikke at tale om de mange pensionister, der gennem årene havde haft en stor del af deres faste sociale netværk på ”Hansaline” og alle de øvrige mange spritbåde, og hvor de samtidig fik deres daglige varme måltid mad i en familiær og munter atmosfære.

”Hansaline”, der var bygget i Norge i 1968, blev derefter solgt til Venezuela, og kaptajn og skibsreder Günter Petersen sejlede hende selv tværs over Atlanten.

Her i 2020 er der med afgang fra Flensborg bymidte rutefart med M/S Viking en gang dagligt i sommermånederne til Glücksburg og tursejlads på fjorden med M/S Flora. Desuden tursejlads fra Flensborg med veterandamperen Alexandra fra maj til oktober samt rutefart med M/S Feodora II fra Langballigau til Sønderborg og ophold i byen i 2½ time inden retursejlads.

Note:
De historiske oplysninger om rutefart og spritbådssejlads på Flensborg Fjord er hentet i Henrik J. Møllers artikler.
Litteratur:
Karsten Biering: Visuel kulturel dokumentation. I: ”Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab” 2001, s. 33-47, ill.
Henrik J. Møller: ”Ta’ en tur me æ spritte”. Spritbådenes historie og folkelige kultur.” I: ”Nordslesvigske Museer” 1999, s. 81-93, ill.
Henrik J. Møller & Kim Furdal: Spritbådene på Flensborg Fjord – et stykke folkekultur. I: ”Sønderjysk Månedsskrift” nr. 12, 1999, s. 321-325, ill.

Karsten Biering 2020