Højkro. En familievirksomhed i Vestslesvig

Småbutikker og -virksomheder i Danmark nr. 3. 2001 (56:40 min.).

Siden 1954 har Tove Sørensen (f. 1921) drevet Højkro i Sdr. Sejerslev sammen med sin mand Karl (1914-87). Den fredede, stråtækte bondegårdslignende bygning fra midten af 1600-tallet rummer skænkestuen, to restaurationslokaler samt en nyere sal og desuden en håndfuld meget spartansk indrettede værelser med fælles bad på gangen. Siden beg. af 1960’erne er der ikke sket større forandringer mht. møblering og øvrig indretning.  Højkro signalerer tradition, kontinuitet og tryghed. Sønnen Leif og datteren Helle er vokset op på kroen og kommer ofte hjem og hjælper til med bl.a. servering af den traditionelle danske kromad sammen med deres ægtefæller og børn.       

Højkro har gennem årene haft en stor lokal kundekreds og mange trofaste overnattende turistgæster. Nogle dage i beg. af juni 2000 følger vi med kameraet Tove Sørensen og hendes kok Flemming Lauridsen under arbejdet på kroen og gæsterne i lokalerne samt den årlige ringridning, der fandt sted lige over for, på Højkros mark, den 17-18. 6. 2000. Efter optagelserne drev Tove Højkro videre nogle år. Efterhånden blev gæsterne dog færre, og hun fik tilmed en hjerneblødning og måtte de sidste år flytte på plejecentret i Højer, hvor hun døde 2009. Højkro blev solgt, men herefter hurtigt lukket og står nu som en delvis ruin under fortsat forfald, lige ud til landevejen, 3 km nord for Højer.

Baggrund

Tove Sørensen er fra Oksbøl i Vestjylland, og hendes mand Karl er opvokset i Århus. Han arbejdede som internt postbud på det psykiatriske hospital i Hviding syd for Ribe, hvor han traf sin Tove, der arbejdede her på vaskeriet.
I 1954 købte de den temmelig nedslidte Højkro i udkanten af den lille landsby Sdr. Sejerslev 3 km nord for Højer i den sydvestlige del Sønderjylland. På dette tidspunkt var der kun servering af drikkevarer, og der forestod en stor opgave for kroparret med at istandsætte lokalerne, købe møbler og sørge for, at kunne serveres mad.
Den ældste del af den fredede Højkro er fra midten af 1600-tallet og var gennem århundreder drevet som en kombination af landbrug, kgl. privilegeret landevejskro og købmandsforretning.
I 1396 påbød dronning Margrethe I kronens lensmænd at lade bygge en kro for hver 4 mil (ca. 30 km). Det var første gang staten - kongemagten - påtog sig opgaven at sørge for de rejsendes behov for tryg overnatning og et billigt måltid undervejs.
Et privilegium til at holde kro var en tilladelse på bestemte vilkår – f.eks. afgiftsfrit at brænde brændevin, brygge øl og bage brød til salg både i krostuen og ud af huset. Det blev udstedt til en bestemt person og gik derfor ikke i arv. Hver ny krovært skulle ansøge på ny og desuden betale en årlig afgift til statskassen. En privilegeret kro var oprindeligt udelukkende til brug for de rejsende, og den lokale befolkning måtte ikke komme der. Dette forbud forsvandt dog gennem tiden.
Højkro fremstår udvendigt i hovedsagen som en typisk - oprindeligt firelænget – vestslesvigsk bondegård fra midten af 1600-tallet, bygget af hårdtbrændte røde teglsten og med hvidmalede sprossevinduer og stråtag. En del af nordfløjen var stald, som i 1898 veg pladsen for den store sal, bygget af kromand Festesen. Han drev Højkro fra 1898-1927 og blev efterfulgt af Niels Poulsen Pedersen til 1954.
I 1800-tallet hørte der over 100 tdr. land til ejendommen, som var reduceret til 7 tdr. land, beliggende lige over for kroen, da Tove og Karl Sørensen købte Højkro.
Dengang var der endnu køer, svin og høns, og senere holdt Karl både får og heste, ligesom Tove en overgang dyrkede en stor køkken- og blomsterhave.
Der er skænkestue med et par (stam)borde, disk og adgang til køkkenet, to restaurationslokaler samt den store sal. Staldlængen mod øst blev i slutningen af 1950’erne indrettet med fem enkelt indrettede små værelser med håndvask og fælles bad på gangen og udgang til den store og velpassede krohave, der støder op til kirkegården med Emmerlev Kirke. Højkro har mange faste danske og tyske gæster fra nær og fjern, og flere familier er kommet her regelmæssigt siden 1960’erne, ligesom jeg selv har gjort. Desuden er den stråtækte aftægtsbolig lige over for kroen indrettet med to små ferielejligheder.
Mange lokale bønder, håndværkere og handlende er gennem årene kommet i skænkestuen og fået en genstand eller to, et slag kort og udvekslet lokale nyheder og anekdoter med hinanden og med Tove og Karl. Og hvis nogen bød Karl på en genstand, var det altid en Ramlösa, han ville have, for ”man kan ikke drikke med gæsterne og drive kro samtidig!” Der er blevet spillet meget Skat i Højkros skænkestue. Dette tyske kortspil, der blev udviklet i Thüringen i beg. af 1800-tallet, har fået stor udbredelse - ikke kun i Tyskland, men også i Sønderjylland.
Bag kroens køkken er der et badeværelse og en mindre stue med en smal trappe, der fører op oven på salen, hvor der er et par små soveværelser. Her boede Tove og Karl med deres to børn Leif og Helle.
Det første år også med sønnen Finn, der kun nåede at blive 11 år. Han blev kørt ned lige uden for Højkros hoveddør, da han ville krydse den trafikerede vej. Karl fortalte siden, at han og Tove på trods af den tragiske ulykke valgte at blive på stedet og fortsat drive kroen, for ”man kan alligevel ikke flygte fra sine oplevelser.” Finn ligger begravet på kirkegården lige bag kroen sammen med sin far og mor.
Ud over løbende vedligeholdelse med tapetsering og maling er der siden 1960’erne ikke sket de store forandringer mht. møblering og øvrig indretning, og et ældre TV står i et hjørne af den store spisesal. Højkro signalerer tradition, kontinuitet og tryghed, og mange af husets faste gæster opfatter sig i høj grad som en del af familien.
Spisekortet er temmelig stort med traditionel dansk varm kromad og dessert plus frokostplatter, uspecificeret smørrebrød, kaffe, ostemad og hjemmebagt kringle. Topscorere er aspargessuppe eller klar suppe med kødboller, wienerschnitzel (med dreng) lavet af ½ svinemørbrad, med ærter, smørsovs og brasede kartofler, biksemad med spejlæg, rødbeder og rugbrød eller Højkros særlige æggekage med rejer og bacon. Ellers er dagens middag med dessert populær - serveret fra kl. 12 - f.eks. flæskesteg med rødkål, brun sovs og kartofler eller hakkebøf med bløde løg, brun sauce og kartofler samt et stykke lagkage eller citronfromage.
I den store sal er der holdt mange familiefester gennem alle årene - i forbindelse med barnedåb, konfirmation, bryllup, sølv- og guldbryllup, runde fødselsdage og gravøl - med stor deltagelse fra landsbyen og omegnen.
Hertil kommer de traditionelle arrangementer med et stort lokalt publikum til påske, pinse, ringriderfesten i midten af juni samt mortensaften 10. november. Her serverer Højkro mortensand for ca. 150 gæster med ½ and til hver plus tilbehør og dessert. Som Toves mangeårige kok Flemming Lauridsen siger: ”Tidligere regnede vi med en and til tre gæster, men den er svær at dele i tre pæne stykker, så vi gik over til at servere en halv and til hver!”
Men fra den 23. december holder Højkro lukket, og Tove har desuden lukket hele januar, for kokken skal jo også kunne holde den ferie, som han ikke har haft tid til hele resten af året.
På Højkro er der mange fra Toves familie, som serverer eller går til hånde i køkkenet:
Sønnen Leif Sørensen er revisoruddannet, bor i Grindsted og kommer ofte og serverer. Hans kone Eva er økonoma og hjælper ind imellem til i køkkenet, hvor hun også står for bagningen af alt fra småkager til lagkager. Deres datter og svigersøn giver også en hånd med, når de besøger farmor.
Datteren Helle Tulinius og hendes mand Poul Christian bor i Varde, hvor han er præst. Helle kommer ofte og serverer og hjælper til i køkkenet. Når deres to børn er med, går de også til hånde med f.eks. at fylde op med øl og vand i køleskabene.
Toves søster, Ruth Knudsen, bor i Esbjerg og arbejder af og til med i køkkenet, ligesom Toves nieces datter, der bor i Højer, kommer og serverer, når der ekstra behov for hjælp i dagligdagen.
Forstærket op gennem 1990-erne og fremefter har de mange lokale traditionelle (landevejs)kroer i Danmark oplevet en nedgang med svigtende publikum, hvilket har medført mange lukninger. Også Højkro lukkede, efter at Tove måtte sælge pga. sygdom og flytning til plejehjemmet Digegården i Højer, hvor hun døde i 2009.
Kokken Flemming Lauridsen arbejdede herefter bl.a. på Fritidscentret i Skærbæk og siden 2016 på Marskens Bondegårdsferie Hohenwarte lige syd for Højer. Her holdes der også store selskaber.
Ejeren af hotel Kommandørgården på Rømø købte Højkro og forsøgte at drive den efter en meget nødtørftig modernisering af salen og møblementet i restauranten. Dette lykkedes ikke, og man kan i dag se, at forfaldet har bredt sig voldsomt overalt med rådnende vinduer og døre, revner i murværket og store fugtskader med skimmelsvamp. Med et kik ind gennem vinduerne i restauranten ser det ud, som om et selskab lige har forladt Højkro, og personalet har åbenbart også skyndt sig bort uden at rydde op efter gæsterne, der har efterladt snavsede duge med glas og flasker på bordene i restauranten.
I dag har de mange cateringfirmaer med levering til døren i høj grad overtaget bespisningen af gæster med varierede buffeter til familiefesterne og andre større arrangementer. Med udlejning af festtelte i sommerperioden og brug af foreningslokaler eller private stuer har de traditionelle kroer fået en meget hård konkurrence, også på prisen.
Hertil kommer, at take away mad også kan købes og udbringes overalt på landet. Mange yngre mennesker fravælger den tunge del af det traditionelle danske daglige krokøkken med hovedvægt på kød, sovs og kartofler - eller suppe/fisk, steg og is til festerne - og vil hellere spise mere internationalt/eksotisk, grønt og kalorielet ved f.eks. et tag-selv-bord med flere slags kød og mange salater eller som små hapser i form af tapas eller sushi.
Det tidligere så udbredte traditionelle danske krokøkken har lidt et knæk, men har fortsat et trofast publikum til velkendte retter fra mormors tid, hvor selv en voksen mand kan blive mæt.
Det nye danske krokøkken satser i højere grad på lokale, friske råvarer, dyrkning af egen køkkenhave, indsamling af vilde urter og gourmetoplevelser med kunsthåndværk på tallerkenen. Gæsternes interesse for det ”autentiske” og den gode historie om madvarernes oprindelse og tilberedning er steget gennem de seneste år.

Litteratur

Karsten Biering: Visuel kulturel dokumentation – eller kulturhistorie på video. I: ”Folk og Kultur. Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab”, 2001, s. 33-47, ill.

Karsten Biering 2020