København uden v

Ifølge Nicolai Pharao er der en særlig systematik i, hvornår vi udelader eller svækker lyde i almindelig daglig samtale; det sker fx, når konsonanter står mellem vokaler, som smitter af på dem, eller når konsonanterne optræder i hyppigt forekommende ord – som netop ”blevet, lavet og skrevet”.

- Nogle vil jo mene, at lydforandringer som bortfaldet af ”v” er sjusk, mens andre vil sige, at det er en måde at effektivisere sproget på, sådan at man kommer hurtigere frem med sit budskab. Det siger min undersøgelse ikke noget om, men den viser derimod, at der er en tydelig sproglig systematik i det, fortæller Nicolai Pharao.

De yngre sprogbrugere er ikke ”værre” end de ældre

Nicolai Pharao er nået frem til sine resultater ved at analysere sprogbrugen hos to generationer københavnere, der er født mellem 1941 og 1982, og ved at sammenligne en bestemt gruppe menneskers udtale af ord som ”blevet, lavet og skrevet” i 1980’erne og i 2005 – på den måde får han to øjebliksbilleder af udtalen.

Den almindelige opfattelse af, at yngre sprogbrugere oftere svækker eller udelader lyde – eller ”sjusker” – end ældre sprogbrugere gør, kan Pharao ikke bekræfte med sin undersøgelse. Hans analyser viser ganske vist, at yngre københavnere hyppigere udelader v’et end de ældre – men også at de unge bliver ved med at udelade v’et, når de bliver ældre.

- Nogle gange er det sådan, at yngre mennesker svækker udtalen af visse lyde, fx v, men vender tilbage til noget, man kan kalde en mere tydelig udtale – altså, hvor v’et udtales – når de bliver ældre. Men det er ikke tilfældet her, og det får mig til at konkludere, at der nok er tale om en helt gennemført lydforandring, forklarer Nicolai Pharao, der i øvrigt kan konstatere, at alle sprogbrugerne i undersøgelsen konsekvent udelader ”v” i ordet ”blevet”. Ikke kun de unge.

Jeg var lige ud og løve en tur

Nicolai Pharao undersøger også det fænomen, sprogforskerne kalder svækkelser. En svækkelse er, populært sagt, ”bløde” varianter af bestemte lyde, lidt på samme måde som vi kalder d’et i ord som ”bedre” og ”mad” for blødt d.

- Vi kender godt tendensen til at svække b’et i ord som ”løber” til noget, der minder om et ”v”, sådan at det bliver til ”jeg var lige ude og løve en tur”, men noget lignende forekommer i ord som ”oppe” og såmænd også i ”kalkstensklippe”, hvor de skrevne p’er almindeligvis udtales som b, men altså også kan udtales med en "v"-lignende lyd. Der kan være flere forklaringer på svækkelserne, men det har igen typisk noget at gøre med, at konsonanten optræder mellem to vokaler, og i ord, vi bruger meget ofte. Jo oftere vi bruger et ord, desto større er sandsynligheden for, at vi svækker eller udelader lyde, slutter Nicolai Pharao.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om afhandlingen, kan du kontakte Lektor Nicolai Pharao.

Du kan også læse mere om forskningen på Sprogforandringscentret.

Emner