Efter nazismen: Demokrati!

Efter 2. verdenskrig herskede der i Tyskland en bred skepsis mod politiske partier, og det udgjorde et stort problem for det tyske demokrati, som den udefrakommende besættelsesmagt efter krigen ønskede at oprette. For tanken var netop, at det var partierne, der skulle integrere befolkningen i demokratiet.

Case: CDU i Slesvig-Holsten

Allan Borup bruger partiet CDU (Christlich-Demokratische Union) i Slesvig-Holsten som case, og han undersøger, hvordan CDU spillede en vigtig rolle i demokrati-opbygningen i Slesvig-Holsten i den britiske zone. Partiet formåede at integrere hovedparten af de vælgere, der havde forkastet Weimarrepublikken og i mange tilfælde støttet NSDAP, og som fortsat stod skeptiske over for demokratiet.

Dobbelt bolværk

CDU udlagde den nazistiske fortid på en måde, så den ikke blev en belastning for tidligere medløbere (Volksgenossen), men så den derimod understøttede et billede af gode anstændige tyskere, hvis tillid var blevet misbrugt. Krigsdeltagelse blev udlagt som et udtryk for upolitisk fædrelandskærlighed og offervillighed, mens opbakning til nazismen blev udlagt som udtryk for genuin politisk overbevisning.

Partiet præsenterede sig således som en slags ’dobbelt bolværk’: dels mod besættelsesmagtens afnazificering; dels mod ’marxismen’, der udefra blev repræsenteret af USSR og indefra af det socialdemokratiske parti SPD (Sozialdemokratische Partei Deutschlands).

Opportun tilgang til ansvar

CDU tilbød en indgang til demokratiet, der for mange var mere opportun end i SPD, hvor vejen til demokrati gik gennem placering af ansvar og skyld i afnazificeringen. Partiet udfyldte den position mellem den britiske besættelsesmagt og befolkningen, partierne var blevet tilskrevet af de allierede - blandt andet ved at tilbyde tidligere Volksgenossen undskyldende udlægninger af den nazistiske fortid.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om afhandlingen, kan du kontakte postdoc Allan Borup.

Du kan også læse om forskningen på SAXO-Instituttet.

Emner