I Danmark er jeg døbt

Det er et af de spørgsmål, som religionssociolog Peter Lüchau fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier diskuterer i sin ph.d.-afhandling 'Religion and Social Integration in Denmark. An Analysis of Civil Religion on the Individual Level'.

Ét af målene med Peter Lüchaus ph.d.-projekt er at undersøge forbindelserne mellem det religiøse og det nationale i danskernes bevidsthed. Tidligere var nationen ofte det største fællesskab for den enkelte borger. Men med globaliseringen har verden forandret sig, og der er kommet pres på nationalstaten. Peter Lüchaus ph.d.-afhandling kaster lys over, hvordan den enkelte dansker tænker kristendommen og folkekirken ind i sin egen følelse af at være dansker.

Hvordan er man dansk?

I Danmark er over 80 % af befolkningen medlem af folkekirken, men kun ganske få går jævnligt til gudstjeneste, selv om størstedelen af befolkningen bruger folkekirken som ramme ved livets store overgange: Dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Folkekirken har et samlende potentiale uden sidestykke i det danske samfund. Men virker det? Er det rigtigt, når politikere, teologer, præster siger, at folkekirken samler Danmark?

For at besvare det spørgsmål gør Peter Lüchau brug af det religionssociologiske begreb civilreligion. Civilreligion er ikke en religion i gængs forstand men en måde at sætte nationen ind i en religiøs ramme på med alt, hvad det indebærer. Fx når Dronning Margrethe afslutter sin nytårstale med ordene ’Gud bevare Danmark’, og når Folketinget åbnes med en gudstjeneste. Hvis en civilreligion skal kunne holde sammen på et samfund, skal den som minimum deles af et overvældende flertal i befolkningen.

Men ved at analysere en omfattende mængde survey data slår Peter Lüchau fast, at det ikke er tilfældet i Danmark: Danskerne som helhed mener ikke, at det er vigtigt at være kristen for at være dansk. Over 90 % af danskerne mener derimod, at det vigtigste for at være rigtig dansk er sprogkundskab, respekt for lovene og følelsen af at være dansk. Kristendommen ligger meget langt nede på listen af egenskaber, som er vigtige for at være ‘rigtig’ dansk. Det kan godt være, at danskerne støtter de civilreligiøse aktiviteter (fx ved at se dronningens nytårstale), men de deler langt fra de civilreligiøse værdier, som mange politikere formulerer.

National kristne og eksistentielt kristne

I afhandlingen afviser Peter Lüchau afslutningsvis, at religion spiller en rolle for sammenhængskraften i Danmark og konkluderer, at der tegner sig et billede af en befolkning delt i tre: Et flertal som ikke mener at Danmark er en kristen nation og et mindretal, som deler politikernes civilreligiøse værdier og mener, at Danmark er en kristen nation. Dette mindretal kan igen opdeles i de ’nationalt kristne’ og de ’eksistentielt kristne’. De nationalt kristne er dem, som sjældent går i kirken, men til gengæld er stærkt indvandrerfjendske, mens de eksistentielt kristne er hyppige kirkegængere samtidigt med, at de er tolerante over for indvandrere. Den nationale kristne civilreligion er med andre ord ekskluderende, selvom dens tilhængere ikke er kristne i traditionel forstand. Den eksistentielt kristne civilreligion derimod er inkluderende, på trods af at dens tilhængere er stærkt kristne. Det skaber ifølge Peter Lüchau et interessant paradoks for Danmark, politikerne og folkekirken.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om afhandlingen, kan du kontakte ekstern lektor Peter Lüchau.

Du kan også læse om forskningen på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.

Emner