Atatürks radikale reformer

- Den radikale og kompromisløse metode, der kendetegnede Atatürks inkilap, var mere et udtryk for den omorganisering af magten, som fandt sted umiddelbart efter afslutningen på Uafhængighedskrigen i 1922, end det var udtryk for en kamp mellem vestlige reformkræfter og reaktionære muslimer. Atatürk brugte inkilaps anti-reaktionære dagsorden til at legitimere sit regime og samtidig undertrykke sine politiske modstandere, forklarer Abdullah Simsek og fortsætter:

- De mennesker, der var i opposition til reformerne, blev tvunget til tavshed, i nogle tilfælde endda med voldelige midler. Og den undertrykkelse af modstand har betydet, at reformerne i store dele af Tyrkiet ikke har haft den ønskede virkning.

Reformerne gravede grøfter mellem by og land 

Reformprocessen var altså effektiv som magtpolitisk middel for Atatürk og hans tilhængere, men den radikale metode fremmedgjorde store dele af befolkningen og gjorde det svært at implementere reformerne i praksis.

- Inkilap var primært et fænomen, som var rettet mod eliten i storbyerne. Landbefolkningen var meget skeptisk over for reformerne og tyede til passiv modstand, og inkilap gravede dermed grøfterne mellem by og land dybere, end de var i forvejen, politisk, kulturelt og ideologisk. Og de grøfter er stadig synlige i det tyrkiske samfund, slutter Abdullah Simsek.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om afhandlingen 'I modernitetens navn. Atatürks reformprojekt, 1922-1932', kan du kontakte postdoc Abdullah Simsek.

Du kan også læse mere om forskningen på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

Emner