Borgerskab og identitet - romerske profiler

Jane Fejfer kombinerer en bred socio-historisk indgangsvinkel med en detaljeret analyse af de bevarede portrætter, indskrifter og fundkontekster og etablerer på denne måde et stabilt fundament for forståelsen og tolkningen af portrætterne. Analyserne af portrætterne i en bredere historisk sammenhæng gør det muligt at fortælle mere om, hvordan de offentlige portrætter blev opfattet af de portrætterede selv og af de øvrige borgere i bysamfundene, og hvorledes ønsket om personlig synlighed og politisk indflydelse spillede sammen med en række fælles værdier og idealer. Det viser sig også, at almindelige borgere på lige fod med samfundets spidser kunne gøre sig fortjent til portrættering.

Kejserhuset og folket

Kejseren og senatets højeste embedsmænd blev portrætteret rutinemæssigt, men også lokale embedsmænd og almindelige borger havde mulighed for at opnå en sådan offentlig hædersbevisning. Jane Fejfer argumenterer i sin doktorafhandling for, at det, at blive udødeliggjort ved portrættering på byens forum, var en af de største æresbegunstigelser, man som romersk borger kunne opnå i antikkens bysamfund. Det ændrede den afbildede persons status fra almindelig borger til ideal borger, og man sikrede sig indskrivning i byens identitet og historie. Æresportrætteringerne var af stor betydning for den enkelte borger og dennes familie, men de var også identitetsskabende for den enkelte by og for imperiet.

Alle der ønskede at positionere sig socialt og politisk var interesserede at få tildelt en portrætstatue i det offentlige rum af byrådet. Der var derfor hård indbyrdes konkurrence blandt borgerne om denne æresbevisning. Selvfølgelig hjalp det altid at have opnået en vis berømmelse eller at fungere som velgører for byen, men der kan også ses en betydelig social spredning blandt de portrætterede. Også kvinder kunne gøre sig fortjent til et portræt, selvom de ikke kunne indtræde i offentlige hverv, og Jane Fejfers læser her ud af sine undersøgelser, at portrættet udgør det vigtigste visuelle kommunikationsmiddel mellem kejserhuset og folket på tværs af sociale grænser.

Det romerske portræt var referenceramme omkring en række fælles imperieomfattende værdier om personlig synlighed, ære og erindring som gjorde det til en vigtig del af romerrigets identitet.

Dagligdagskunst

De antikke romerske marmorportrætter blev udbredt i årene mellem 150 f.v.t. – 350 e.v.t., og de er bevaret i titusindvis verden over. Siden renæssancen har de været blandt udstillingsgenstandene på de europæiske museer, og også i dag udstilles portrætterne i museumsgallerier, hvor det er svært at få en fornemmelse af, hvordan portrætkunsten prægede både det offentlige og private rum i de romerske byer.

De romerske portrætter adskiller sig på denne måde fra den moderne portrætkunst, der som regel kræver, at beskueren bevæger ind på museet. Med deres markante placering i byrummet var de i direkte forbindelse med den almindelige borger. Portrætkunsten indgik som en del af bylivet og var ikke forbeholdt udvalgte samfundsgrupper, og på denne måde blev de sociale skel også udjævnet en smule.

Kontakt

Hvis du vil vide mere om afhandlingen, kan du kontakte ekstern lektor Jane Fejfer.

Du kan også læse mere om forskningen på SAXO-instituttet.

Emner