Fra skam til skyld: Østrig og efterkrigstiden
HISTORIE
Det var først i starten af 1990’erne, at østrigske politikere begyndte at anerkende Østrigs medansvar for forbrydelserne under 2. verdenskrig. Og mange østrigske jøder måtte vente helt til efter årtusindeskiftet på at få kompensation for de ejendomme, nazisterne beslaglagde før og under krigen. Men hvorfor tog det Østrig så lang tid at vedkende sig sin skyld for forbrydelserne og at tilkende holocaust-ofrene erstatning for deres lidelser?
De spørgsmål leverer ph.d.-stipendiat Martin Sylvester Mau svarene på i den første danske ph.d.-afhandling, der tager skyldsspørgsmålet i den østrigske efterkrigstid under behandling. Her viser han, hvordan Østrig har bevæget sig fra en skamskultur, hvor al snak om 2. verdenskrig blev reduceret til at handle om Østrigs ”offerrolle”, til et samfund, der til en vis grad står ved sin skyld.
Østrig som offer
I sin afhandling sammenligner Martin Sylvester Mau de østrigske politikeres løfter om hjælp til ofrene for holocaust med den lovgivning, de rent faktisk vedtog i årene efter krigen og helt frem til nutiden.
- Der er meget store uoverensstemmelser mellem det, som de østrigske politikere sagde efter krigen, og det de så rent faktisk gjorde; uanset om det drejede sig om tilbagegivelse af ejendom, socialforsikring eller offeromsorg, blev jøderne og andre ofre for racistisk forfølgelse diskrimineret helt frem til midten af 1990’erne, og det er der flere grunde til, fortæller Martin Sylvester Mau og fortsætter:
- Kort efter afslutningen på krigen begyndte de østrigske politikere at fremstille Østrig som offer og ”Anchluss”, dvs. indlemmelsen af Østrig i det tyske rige i 1938, som et brutalt overfald på landet. Tanken var, at hvis Østrig var blevet besat mod sin vilje, kunne ingen forlange, at landet skulle betale krigsskadeerstatninger eller holdes ansvarligt for jødeudryddelserne.
Den økonomiske byrde, som en indrømmelse af skyld kunne påføre landet, var ifølge Martin Sylvester Mau ikke den eneste grund til, at de østrigske politikere tøvede med at anerkende ofrene. De overlevende efter holocaust udgjorde en meget lille minoritet, som ikke var nær så vigtig at tage hensyn til som den halve million tidligere østrigske nazister, der kort efter krigen fik deres stemmeret tilbage.
Også de allieredes ansvar
Men på trods af at politikerne fremstillede Østrig som offer og vægtede hensynet til en mere eller mindre antisemitisk majoritet højere end minoriteten, gav de i offentlige taler samtidig mange løfter til overlevende ofre. Det gjorde de bl.a. for at forsikre de allierede besættelsesmagter om, at Østrig var et modent demokrati, som fortjente at få sin selvstændighed. Lovgivningen levede altså bare ikke op til løfterne.
- De allierede bærer en del af ansvaret for, at det er gået så trægt med at afklare skyldsspørgsmålet i efterkrigstidens Østrig. I den såkaldte Moskva-erklæring fra 1943 skrev de allierede under på, at Østrig var Hitlers første offer, og det legitimerede jo østrigernes offer-retorik. Vestmagterne var desuden bange for, at Østrig skulle falde i hænderne på Sovjetunionen, så de holdt hurtigt op med at kritisere den mangelfulde afnazificering og behandlingen af de østrigske overlevende efter holocaust, forklarer Martin Sylvester Mau.
Han vurderer, at det først var med debatten om Kurt Waldheim og hans krigsfortid under valgkampen til embedet som forbundspræsident i 1986, at østrigerne for alvor tog hul på en kritisk debat om landets rolle under 2. verdenskrig – ikke mindst på grund af omfattende internationale protester. En ændring, som Martin Sylvester Mau ser som en gradvis overgang til en selvransagende skyldskultur, som også blev hjulpet på vej af et generationsskifte i den østrigske befolkning.
Læs mere om forskningen på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.