Drilleri og magt ved Christian 5.'s hof

Ved første blik ligner den en helt almindelig fin, gammel stol. Lavet af træ og med rødt fløjlsbetræk. Men helt almindelig er stolen, der står i Riddersalen på Rosenborg Slot og stammer fra Christian 5.s hof, ikke. ’Buksevandsstolen’ har formentlig være omdrejningspunkt for mange grin ved hoffet omkring år 1700 takket være sin skjulte mekanik: skjulte fangarme i armlænene, der greb den siddende gæst, og en vandbeholder i ryglænet, hvis indhold tømtes ud over gæsten og ud på gulvet. Som en ekstra krølle har der i sædet været skjult en blæsebælg, der afgav lyde ”som slap man en vind”, når man satte sig i og rejste sig fra stolen.

- Helt konkret og lavpraktisk fortæller stolen noget om, at man har kunnet lide at have det sjovt ved hoffet. Men den har nok også været billedet på noget mere alvorligt, for den viser også nogle sociale hierarkier, mener de to ph.d.-studerende Louise Kjærgaard Depner og Casper Thorhauge Briggs-Mønsted fra Københavns Universitet. De har sammen skrevet en videnskabelig artikel om stolen (link).

- Det sidste konkluderer vi med udgangspunkt i en anden beskrivelse af hoffet under Christian 5. Her bliver det beskrevet, hvordan man efter jagt for sjov straffer dem, der har forbrudt sig mod jagtens regler. Det beskrives som noget, der er ydmygende, men også skægt. Kongen optræder mere afslappet end vanligt på jagten – men det er i sidste ende ham, der har magten til at afstraffe, fortæller Casper Thorhauge Briggs-Mønsted, og Louise Kjærgaard Depner tilføjer:

- Christian 5. var konge i de sidste to årtier af 1600-tallet, og hans hof er kendt for at lege med hierarkierne. Ved hoffet klædte de sig ud som bønder, spiste med træbestik, drak sig fulde med bønderne, tog på jagt og straffede hinanden for sjov og havde i det hele taget en stor fornøjelseskultur. Så det giver logisk god mening, at stolen stammer fra hans tid.

Historisk detektivarbejde

Stolen står i dag i Kongernes Samling på Rosenborg Slot, hvor man indtil nu ikke har kendt dens nærmere historie. Derfor har de to ph.d.-studerende været på lidt af et detektivarbejde, og en præmis for arbejdet har været ganske få kilder.

- Vi har derfor dels fundet fortællinger om lignende stole i udlandet, hvor vi går ud fra, at den danske stol er blevet brugt på samme måde. Dels har vi brugt en dansk kilde, der beskriver, hvordan stolens betræk var så slidt, at det skulle skiftes, da stolen i 1752 kom ind i Kongens Kunstkammer, som var kongens private museum, hvor han kunne fremvise kunst og skatte fra hele verden. Vi tillader os derfor at konkludere, at det nok skyldes, at den er blevet brugt! For hvorfor skulle du tage en brugt stol ind i dit kunstkammer, hvis det ikke var for at vise den frem, og hvorfor skulle du i det hele taget have en stol som den her uden at bruge den og demonstrere den for dine gæster, spørger Casper Thorhauge Briggs-Mønsted og Louise Kjærgaard Depner.

De to forskere har i processen fundet ud af, at stolen er en del af et bredere europæisk fænomen, og det har overrasket både dem og deres internationale kollegaer. Man har set stolene som enlige tilfælde i de forskellige lande. Af de europæiske stole er den danske buksevandstol den mest komplekse. De fleste stole har en fangemekanisme, men at Rosenborgstolen både har lyd, vand og fangemekanisme gør den ekstraordinær. Og så er det den eneste med pruttepude, forskerne er stødt på.

- I en kilde fra 1752, hvor stolen kommer ind i kunstkammeret, bliver den beskrevet som ’en stol, der giver en lyd, som om man lader en vind slippe’. Alene det, at man har beskrevet den sådan, har øget vores forståelse for, hvad stolen egentlig kunne, og hvorfor samtiden har syntes, den var interessant. Det har også givet os lejlighed til at undersøge de her små særlige brud, der sker i et ellers helt vildt reglementeret etikettebåret hof, forklarer Louise Kjærgaard Depner.

Tidlig teknikfascination

Forskerne mener, at der har været en tendens til at betragte stolen, og den type af genstande, som lidt lavkulturelle. De håber fremover at kunne undersøge området nærmere – for der er umiddelbart et underbelyst felt af mekanik, der er blevet afskrevet som skæv falden-på-halen-mekanik, men som tegner et mere komplekst billede af den tid og det miljø, som den indgik i.

- Noget, der er godt belyst, er vandmekanik i Sydeuropa, hvor man har moret sig med at spule sine gæster i måsen. Så der eksisterer en forlystelseskultur, der er koblet op på mekanik, og vi har en ide om, at der er mere, hvis vi dykker ned i det, fortæller Casper Thorhauge Briggs-Mønsted, der mener, at vi i dag ikke helt kan forstå, hvor kompleks og vild sådan en stol har været for folk på den tid.

- Mekanikbegejstringen i 16- og 1700-tallet var meget stor, og alene det, at stolen har kunnet ’gøre noget’, uden at man har behøvet at røre den, har været vildt og noget, vi slet ikke kan sætte os ind i i dag, hvor automatik er så allestedsnærværende. Nogle af de samtidige kilder, der beskriver en italiensk stol, beretter om chok og overraskelse og om, hvor potentielt skræmmende stolen var. Det har nok kildet lidt i maven på den tids brugere af stolen, mener han.

Humor gennem århundreder

I dag er der stadig dele af stolen på Rosenborg, der virker. Bl.a. mekanismen, der udløser de to fangarme, når man sætter sig på sædet.

- Rørværket i stolen er stadig intakt. Og da det gik op for os, at der kan være fem liter vand i vandtanken, gav det os en helt anden forståelse for, hvor våde folks bukser kunne blive. Det originale lag voksdug, som ligger under det røde fløjlsbetræk, er der også. Det har været praktisk, så vandet ikke har ødelagt træværket, forklarer Louise Kjærgaard Depner.

Alt det kan man ved selvsyn se på Rosenborg Slot, hvor stolen til februar bliver genstand for en lille udstilling. Og museets gæster interesserer sig for stolens historie, forklarer forskerne:

- Vores interesse for stolen opstod, da vi var ansat på Kongernes Samling. Folk var meget interesserede i den og ville vide, hvem der havde siddet i den, hvor den havde stået i sin samtid, og hvordan den var blevet brugt. Vi måtte gang på gang sige, at det vidste vi ikke, og det blev vi selv så irriterede over, at vi besluttede os for at undersøge det, fortæller Louise Kjærgaard Depner og tilføjer:

- Noget andet interessant, vi har opdaget i processen, er, hvordan stolen siger meget om de danske museers skiftende smag og præferencer. Der er en lang periode, hvor man forsøger at gemme stolen lidt væk, fordi man kan ikke kan lide, at den er så plathumoristisk. Beskrivelser af stolen fra 1800-tallet siger bare meget lakonisk, at den har kunnet ’fange folk’. Der er ingen beskrivelser af vand og prutter. Så det, man har syntes var virkelig sjovt eller spændende i 1600-tallet, det har 1800-tallet slet ikke kunnet døje. Det er jo ret fantastisk, fortæller Louise Kjærgaard Depner.