TV 2's og DR's streamingplatforme går under politikernes radar

Det er en vigtig del af vores medieforbrug, som vi ikke ved nok om. Og så længe vi mangler den viden, er det svært at have en kvalificeret diskussion om tjenesternes opførsel og om, hvad vi gerne vil have, at de skal kunne.

I den seneste medieaftale, som skal udstikke rammerne for dansk mediepolitik frem til 2026, besluttede regeringen og en række forligspartier blandt andet, at der skal være mere danskproduceret indhold på DR’s og TV 2’s platforme – det gælder både fiktion, nyheder, dokumentarer og programmer til børn og unge.

Men det ser ud til, at politikerne og mediebranchen kun holder øje med, om de to institutioners flow-kanaler leverer, hvad de er forpligtet til. Hvad der foregår på deres streamingplatforme DRTV og TV 2 Play, er der ikke rigtig nogen, der blander sig i.

Det konstaterer medieforsker Mads Møller Tommerup Andersen fra Københavns Universitet efter at have forsket i både danske og udenlandske streamingplatforme i fire år.

- Når man tænker på, hvor meget politikere og mediebranchen ellers går op i, hvilket indhold DR fx lægger på sin hjemmeside og sender på flow-tv, kan det godt undre lidt, at DRTV, altså deres streamingplatform, ikke fylder mere i debatten. Og det samme gælder TV 2 Play, siger Mads Møller Tommerup Andersen.

Satser på reality

Ifølge medieforskeren bliver streamingmarkedet ellers vigtigere og vigtigere i Danmark, hvor over halvdelen af tv-forbruget i dag bliver lagt på streamingplatforme som Netflix, Max, TV 2 Play og DRTV. Hans egne undersøgelser viser blandt andet, at DRTV og især TV 2 Play sammenlignet med kommercielle spillere som Netflix og Viaplay prioriterer reality-indhold ret højt på forsiden:

- De kan ikke konkurrere med Netflix’s katalog af film og serier, men med deres egne reality-produktioner kan de levere noget unikt og lokalt produceret indhold, som Netflix ikke har. Samtidig er der intet i public service-kontrakterne, der sikrer, at de konstant prioriterer nyhedsindhold højt og giver det synlighed på streaming – og eksempelvis har TV 2 Play i perioder haft så lidt som to procent nyhedsstof i et af de vigtigste områder af forsiden, nemlig karussellen i toppen, fortæller Mads Møller Tommerup Andersen.

Han understreger, at det ikke nødvendigvis handler om kvalitet, for realityprogrammer kan til tider godt være informative og samfundsrelevante, som den aktuelle serie Prinsesser fra blokken – otte år senere, der også falder ind under reality-kategorien. Men på en streamingtjeneste kæmper alle genrer og programmer indbyrdes om at få så meget synlighed som muligt.  

- Så når realityindhold samlet fylder 24 pct. af forsiden på TV 2 Play og 15 pct. af forsiden på DRTV, men kun 9 pct. på Viaplay og Netflix i en treårige periode, siger det noget om, hvor vigtig en genre reality er for de her to aktører med public service-forpligtelser. Det er lidt tankevækkende, fordi reality engang blev opfattet som en meget kommerciel genre.

Svært at fastholde streamingtjenesterne  

En af grundene til, at streamingplatformene går under politikernes radar, er formodentlig, at det er svært at dokumentere, hvilket indhold der er blevet vist hvornår. Deres brugerflader er dynamiske, og med de eksisterende muligheder kan man ikke gå tilbage og undersøge, hvordan brugerfladen førhen så ud på de tjenester, som kræver login.

- Inden for både medieforskningen og kulturarvsforskningen diskuterer vi, hvordan vi skal bære os ad med at bevare og dokumentere indholdet på streamingplatformene. Men vi har ikke noget endegyldigt svar på, hvordan det skal foregå, forklarer Mads Møller Tommerup Andersen. Han uddyber:

- I min egen forskning har jeg taget screenshots af forsiderne på forskellige streamingplatforme og kvantificeret indholdet over lang tid for på den måde at dokumentere udviklingen i indholdet. Det giver en form for overblik, men er jo på ingen måde fuldstændigt, fordi metoden er ret arbejdstung og ikke kan vise dynamikken og det personaliserede indhold, brugerne bliver præsenteret for.

Det er ifølge forskeren et problem, at der i øjeblikket ikke bliver lavet en officiel og systematisk arkivering af brugerfladerne, og at der samtidigt mangler tal på streamingforbruget på programniveau, som tjenesterne ofte ikke deler.

- Det er en vigtig del af vores medieforbrug, som vi ikke ved nok om. Og så længe vi mangler den viden, er det svært at have en kvalificeret diskussion om tjenesternes opførsel og om, hvad vi gerne vil have, at de skal kunne, slutter Mads Møller Tommerup Andersen.