Aids ændrede danskernes syn på sikker sex og sundhedsoplysning

Hvis du var ung i 80’erne og 90’erne, husker du formentlig den paniske angst for aids, der satte en stopper for 70’ernes frie og løsslupne forhold til sex. Med kampagner og sloganer som ’Den jeg elsker, elsker jeg’, ’På med dutten, Danmark’ og ’Altid huske, aldrig glemme, gummi ude, gummi hjemme’ gjorde staten meget for at få danskerne til at beskytte sig og bruge kondom, når de havde sex.

Og måske er det de kampagner, der har været medvirkende til, at aids-krisen ikke blev så slem i Danmark, som den blev i mange andre vestlige lande. Det fortæller Michael Nebeling Petersen, der er kønsforsker på KU og leder af et forskningsprojekt, hvor han sammen med fire kollegaer har vendt hver en sten i den danske aids-krise. Resultatet er bogen ’Aids-krisens Danmarkshistorie’.

- I midten af 80’erne, da epidemien var ny, var den primære sundhedsoplysning rettet mod homoseksuelle mænd. For aids var altovervejende en bøssesygdom. Der var information i saunaer, kondomer i parker og reklamer på bøssebarerne. Først senere lavede man de brede nationale kampagner målrettet heteroseksuelle. De blev vist i fjernsynet og var med en lang række kendte musikere, skuespillere og sportsfolk, bl.a. Thomas Helmig og Kim Schumacher. Og de kostede kassen, fortæller Michael Nebeling Petersen og tilføjer:

- Men set i bakspejlet stod de slet ikke mål med den reelle fare, der var nærmest ikke-eksisterende for heteroseksuelle. Sundhedsstyrelsen lavede en ’Aids angår alle’-kampagne – men det gjorde aids faktisk ikke! Kampagnen medførte en del kritik. Både fra de homoseksuelles organisationer, fordi de mente, at pengene blev brugt forkert – og fra den borgerlige presse, der ikke så nogen grund til at skræmme heteroerne med en ’bøssesygdom’. Men sundhedsmyndighederne frygtede udviklingen fra USA, hvor man havde set en 1., 2. og 3. bølge af smitte, hvor første og anden bølge ramte bøsserne og stofbrugerne, og tredje bølge de heteroseksuelle. I Danmark ventede man på den 3. bølge, men den kom aldrig. Det er svært at sige, om den bare aldrig kom i Danmark, eller om de interventioner, man lavede, virkede.

I 90’erne ændrede man strategi igen og gik tilbage til nålestikskampagner rettet mod de grupper, hvor smitten var størst.

- Aids-krisens store risikogrupper var bøsser, stofbrugere, migranter og sexarbejdere. For at ramme de grupper, så de kunne ændre praksis, lavede man en meget mere målrettet kommunikation. Det er vi vant til i dag, hvor Sundhedsstyrelsen arbejder med målgrupper og uden løftede pegefingre i deres kampagner, men på det tidspunkt var det progressivt og nyt at man talte i øjenhøjde og forsøgte at undgå at være belærende eller moraliserende. Man inddrog aktivister for at lave sundhedskommunikation til ’sjælen’ i stedet for kun til hovedet, fortæller Michael Nebeling Petersen.

Fra kollektiv til personlig udskamning

Men da epidemien gik fra at være forbundet med bøsserne til også at være forbundet med migrantgrupperne, særligt dem fra Afrika, gik man over til langt hårdere interventioner. I 1994 lavede man hiv-loven, der kunne give op til otte års fængsel, hvis man som smittet havde ubeskyttet sex.

- I starten af epidemien blev bøsserne fremstillet som nogen, der bollede hæmningsløst og spredte sygdommen til højre og venstre. Og biseksuelle mænd som nogen, der bollede i parken og tog smitten med hjem til konen. Mandlig homoseksualitet og biseksualitet blev set som det farlige. Men igennem perioden ændrede det billede sig. Bøsserne begyndte at bruge kondom, og smittetallet faldt. Herefter var det sexarbejderne, især de afrikanske og asiatiske, der blev fremstillet som uterlige. Og de sorte mænd. Og det selvom der var meget lidt smitte fra sexarbejdere til heteroseksuelle mænd. Langt de fleste heteroseksuelle danskere blev smittet i udlandet, på ferier i Thailand, Afrika eller USA. Det var meget sjældent, at heteroer blev smittet på dansk jord – medmindre man var bløder, stofbruger eller flirtede med bi- eller homoseksualitet. Der var således meget lidt smitte hos sexarbejderne, men i mediebilledet var det især dem, der tilbød sex uden kondom, der blev udstillet, siger Michael Nebeling Petersen.

Han fortæller, at hiv-loven i 1994 stod i skarp kontrast til den måde, man behandlede epidemien på i 80’erne.

- Fra 1994 kørte der en række retssager, bl.a. med en kvindelig sexarbejder fra Grenå og med Diego, en smittet dansk-haitiansk mand, der havde ubeskyttet sex med en række kvinder. De blev retsforfulgt og udstillet i medierne, og det stod i kontrast til den måde, man handlede på i 80’erne. Der var der også en udskamning, men den var mindre personificeret. Overskrifterne i medierne var mere generelle i 80’erne; ’bøsserne boller meget’ og ’sexarbejderne spreder smitten på Halmtorvet’. Men i starten af 90’erne fik man en meget mere personbåren udskældning, og man indførte lovgivning, der kunne give folk fængselsdomme for at have ubeskyttet sex.

- Mange vil i dag sige, at hiv-loven var en fejl. Ifølge fagfolk havde den den modsatte effekt, fordi den afskrækkede folk fra at lade sig teste. Loven, der hedder noget med ’den som ved en livsfarlig smitsom sygdom udsætter andre for fare’, eksisterer stadig, men hiv er ikke en del af den, fordi sygdommen ikke længere er livsfarlig.

En dansk succes, der ikke er nem at forklare

I flere lande er fortællingen om aids-epidemien, at regeringer – måske særligt delstaterne i USA – var ligeglade med de syge, og at folk fik lov til at dø. Det var ikke tilfældet i Danmark.

- I Danmark havde vi en meget velfærdsagtig respons på krisen. Efter et par år i starten med stilstand og manglende reaktion så vi fra omkring 1984 en omfavnelse af aids-krisen. Spidsvinklet og lidt polemisk kan man sige, at i lande som England, Frankrig og især USA førte aids-krisen til en slags militarisering af LGBT-bevægelsen, i Danmark førte den til registreret partnerskab. I hvert fald førte krisen til en samarbejdspolitik med LGBT-bevægelsen, forklarer Michael Nebeling Petersen.

I England og USA havde sygdommen spredt sig blandt heteroseksuelle mænd, og det var man enormt bange for i Danmark. Men smitten blev aldrig for alvor en heteroseksuel sygdom i Danmark. Og hvis du var heteroseksuel, ikke var bløder, ikke var stofbruger, ikke havde sex med udenlandske mænd og ikke boede i København, hvor smitten var absolut størst, så var risikoen for at få aids ifølge kønsforskeren stort set ikke-eksisterende.

- Der var i 90’erne et klart mismatch i opfattelsen af, hvem der fik sygdommen. Men man fik opdraget en hel ungdom til at bruge kondom. Det kan man se på syfilis- og gonorré-tallene. I homomiljøet styrtdykkede de i 80’erne, og i 90’erne faldt de generelt. Og da man stoppede med kampagnerne, steg tallene for syfilis og gonorré igen, fortæller Michael Nebeling Petersen og tilføjer:

- Vi har i forskningsgruppen diskuteret, om det er korrekt at sige, at aids aldrig var en fare for heteroseksuelle i Danmark, eller om det rigtige er, at kampagnerne bare virkede. For i udlandet var det en reel fare. I udenlandsk forskning taler man om 3. bølgen, og at det var stofbrugerne, der var overgangen mellem de homo- og de heteroseksuelle. Og hvis det først når ud i den heteroseksuelle ungdom, så spreder det sig. I Rusland og Ukraine har man fx stadig store hiv-tal i den heteroseksuelle del af befolkningen den dag i dag, fordi man dengang ikke gjorde noget. Så man kan spørge, hvad nu hvis vi ikke havde gjort noget? Hvad hvis vi ikke havde haft Thomas Helmig ude med kondomer? Og hvis vi ikke meget tidligt i forhold til andre lande havde haft gratis kanyler på Vesterbro. Havde smitten så spredt sig? Den danske historie er på den måde en succeshistorie.

Michael Nebeling Petersen fortæller, at Sundhedsstyrelsen tidligt lavede et Aids-sekretariat, der havde nogle meget progressive ledere, som tit stod i opposition til ledelsen i selve Sundhedsstyrelsen. Sekretariatet stod for mange af kampagnerne, der blev lavet i stærkt samarbejde med fx Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Aids-linjen og andre frivillige organisationer.

- Hele den danske aids-oplysning var et stort samarbejdsprojekt, og det stod i skærende kontrast til fx Sverige og USA, hvor oplysningen kom oppefra i en mere belærende tone. De danske kampagner har en helt anden ikke-diskriminerende og humoristisk tone, og det er noget af det, aids-krisen har givet os – en moderne sundhedskommunikation i øjenhøjde, mener han.

Den danske patient

I bogen beskriver forskerne den formentlig første danske aids-patient. Lægen Grethe Rask havde i midten af 70’erne arbejdet som kirurg under meget primitive forhold i det, der dengang hed Zaïre. Da hun kom hjem – meget syg og svækket – blev hun undersøgt af Ib Bygbjerg, en infektionsmedicinsk læge fra Rigshospitalet, som hun havde mødt og var blevet venner med i Zaïre. Men de kunne ikke finde ud af, hvad der er i vejen med hende.

- Grethe døde i 1977 af lungebetændelse, og hendes død blev henlagt som uopklaret. Men man gemte nogle prøver af hendes blod, og da Ib Bygbjerg senere som overlæge i infektionsmedicin undersøgte de første aids-sager, sammenlignede han prøverne med Grethes. I 1983 udgav han en artikel i The Lancet om, at Grethe formentlig var død af aids. På det tidspunkt var det en ret vild opdagelse, fordi det primært var homoseksuelle mænd, der var døde.

Før da, i 1981, var sygdommen officielt kommet til Danmark. Her blev en homoseksuel mand indlagt på Hvidovres infektionsmedicinske afdeling; tynd og med sår i hovedet. Han havde været på ferie i New York, og lægen, Jens Ole Nielsen, som også er interviewet i Aids-krisens Danmarkshistorie, havde netop læst en artikel i et amerikansk medicinsk tidsskrift, hvor sygdommen blev beskrevet. Han identificerede patienten – og hans partner, der også var syg – som de to første danskere med hiv. De blev også de første registrerede tilfælde i Europa.

Selv om sygdommen først blev medicinsk beskrevet i 1981, havde sygdommen allerede spredt sig voldsomt, især i de homoseksuelle miljøer i USA, og i Centralafrika, dens epicenter, mente man, at den havde eksisteret siden 30’erne. Men fordi det er så svært at blive smittet med hiv, og fordi folk ikke tidligere havde været så mobile, havde den spredt sig meget langsomt.

- Amerikanske historikere mener, at der har været aids-dødsfald tidligere end de første officielle, men det er først, da hiv i slutningen af 70’erne rammer de homoseksuelle i San Francisco, der lever med en højere grad af promiskuitet, og som har analsex – hiv smitter meget mere ved analsex end ved vaginalsex – at det spreder sig. Og så begynder dødsfaldene at stige, fortæller Michael Nebeling Petersen.

Aids og retrovirus

I starten troede man ikke, at sygdommen var smitsom. Fordi man ikke kunne finde virus, da hiv ikke er et almindeligt virus, men et såkaldt retrovirus, troede man, at sygdommen skyldtes noget, bøsser gjorde. Man mistænkte bl.a. poppers, som nogle bøsser sniffer, når de dyrker sex. En anden teori gik på, at det skyldtes for meget analsex, en tredje at det skyldtes gentagne gange af syfilis, en slags super-syfilis. Det var først i 1983, at en amerikansk forsker opdagede retrovirusset.

- Da man ikke kendte hiv-virus, kunne man kun se og tælle dem, som havde udviklet aids. Og da hiv-virus blev opdaget i slutningen af 1983, var man meget forsigtig med at registrere det centralt. Så smittetallene helt op til 1989 dækkede kun aids-syge og ikke hvor mange, der reelt var smittet. I starten af epidemien var dødstallene lave, fordi inkubationstiden var lang, men omkring 1985-86 begyndte tallene at stige, og de store tal, som i Danmark var omkring 250 døde om året, var i starten af 90’erne og helt op til 1996, hvor behandlingen kom, fortæller Michael Nebeling Petersen.

Patientinddragelse

Ud over en moderne tone i sundhedskampagnerne har aids-krisen medført et fokus på patientinddragelse og på patientrettigheder, mener Michael Nebeling Petersen.

- Vi har interviewet læger og sygeplejersker, der arbejdede med hiv og aids i 1980’erne, og de beskriver, hvordan aids-krisen skabte nye patientrettigheder. Krisen kom i kølvandet på 1968 og de antiautoritære opgør, men lægerne var stadig en kæmpe autoritet – dem havde man endnu ikke fået væltet. Med aids-epidemien kom en patientgruppe af unge og stærke mænd, der ikke var klar til at dø – og som havde meget lange sygdoms- og dødsforløb, så de havde masser af tid til at engagere sig i deres behandling. Og så var de super organiserede i forskellige aids- og homo-bevægelser og hentede viden hjem fra især USA. De kom til lægerne og krævede at blive inddraget og at få indflydelse på deres egen behandling. Det blev en udvikling hen imod en moderne patientrolle, som er mere informeret og inddragende, og hvor man tager stilling til sin egen behandling, forklarer Michael Nebeling Petersen.