Ny bog tager læseren på en rejse gennem det danske sprogs historie

Da Harald Blåtand for godt 1.000 år siden rejste den store runesten i Jelling til ære for sine forældre, blev indskriften skrevet på det sprog, som forskerne i dag kalder olddansk. Men om moderne sprogbrugere ville forstå det som dansk, er nok tvivlsomt.

- Vi ville i hvert fald have svært ved at føre en samtale med Harald. Og det er nok især de lydlige forskelle, som ville gøre samtalen utrolig vanskelig. På Haralds tid blev et ord som tre fx udtalt med th ligesom i engelsk three, men den th-lyd har udviklet sig til et t i moderne dansk og lyder meget anderledes, forklarer sprogforsker Thomas Olander, der netop har udgivet bogen Dansk fra nutiden til stenalderen på forlaget U Press.

Det er netop den måde, som sprog forandrer sig på lydligt, der gør Thomas Olander og hans kolleger i stand til at regne sig frem til, hvordan forhistoriske sprog er blevet talt.

- Selv om det kan se kaotisk ud, udvikler sprog sig faktisk regelmæssigt. Ved at undersøge beslægtede sprog som fx dansk, engelsk og tysk kan vi sprogforskere rekonstruere lyde og ord i de tre sprogs fælles forstadier. På den måde kan vi grave os dybere og dybere ned i sproghistorien og ende så langt tilbage som i stenalderen, som jeg også viser i bogen, fortæller Thomas Olander.

Hus, mus og lus

Et godt eksempel på den forudsigelighed, sproget udvikler sig med, finder man ifølge Thomas Olander i gode danske ord som hus, mus og lus.

- Det lange u, som vi finder i mus, stammer fra urgermansk – det sprog, som alle germanske sprog som dansk, engelsk og tysk kommer fra. I dansk har vi bevaret denne oprindelige udtale, og vi har en række ord med u, der rimer – hus, mus og lus, siger Thomas Olander og fortsætter: 

- I de andre germanske sprog har u-lyden derimod forandret sig, men på en systematisk måde, så på engelsk og tysk er u blevet til ou og au som i mouse, house  og louse og Maus, Haus og Laus. Det er også rimord.

Når man først har afluret systematikken i, hvordan beslægtede sprog udvikler sig, forklarer Thomas Olander, kan man derfor ofte gætte sig til, hvordan et ord, man aldrig har hørt før, udtales på et andet sprog.

- Hvis vi ikke allerede ved, hvad et sus hed på tysk, kan vi altså nærmest regne os frem til det på baggrund af den regelmæssighed, vi lige har set – det hedder Saus. Og det er sådan, vi sproghistorikere arbejder.

Ikke al forandring fryder

For en forsker som Thomas Olander er sprogforandringer både dybt fascinerende og et arbejdsredskab. Men det er langt fra alle, der hilser forandringerne velkommen. Faktisk bliver mange især ældre sprogbrugere vrede, når det sprog, de har lært, ændrer sig.

- Det, der ofte hidser folk op, er, at der er blevet meget langt mellem vores retskrivning og udtale. Og det bliver kun værre, som tiden går, for dansk har udviklet sig meget rent lydligt, mens skriftsproget jo nærmest har stået stille, siger Thomas Olander og slutter:

- Et godt eksempel er et ord som kræft, der af nogle ældre sprogbrugere stadig udtales forskelligt fra kraft, sådan som det også kommer til udtryk i skriften. Men vokallyden har ændret sig på grund af de konsonanter, den er omgivet af, og langt de fleste udtaler i dag kræft og kraft med samme åbne a-lyd. Retskrivningen halter altså efter den lydlige udvikling i sproget, og det vil kun blive værre med tiden – medmindre vi gør noget ved retskrivningen.

Dansk fra nutiden til stenalderen er udgivet på U Press.