I litteraturen findes skyggesiderne af tidens København
Gentrificering kalder vi den udvikling og det sociale skift, som København – og mange andre storbyer – har gennemgået de seneste cirka 30 år. En ny ph.d.-afhandling undersøger fænomenet og byens udvikling set gennem litteraturen.
København, særligt kvarterer som Vesterbro, Nørrebro og Sydhavnen, har forandret sig meget siden 90’erne, og det er udgangspunktet for en ny ph.d.-afhandling fra Københavns Universitet:
- Den herskende fortælling om byens genrejsning, som det er blevet kaldt, er, at byen er gået fra at være en slidt, nedbrudt arbejderby, beboet af fattige og ældre, til at rejse sig som en Fugl Fønix af asken og blive en senmoderne metropol med en kreativ klasse, erhverv og nye arkitektoniske vidundere, fortæller litteraturforsker Christian Steentofte Andersen, der har skrevet afhandlingen.
Christian Steentofte Andersen mener, at litteraturen er et sted, hvor vi fra gadeplan og fra et menneskeligt perspektiv kan se, hvordan byens forandring og udvikling også tager sig ud.
- Læser man dansk samtidslitteratur, måske særligt den litteratur, der handler om byens outsidere, så kommer der en anden fortælling om København frem. For sideløbende med byens udvikling, har der også fundet en ret heftig klasseudskiftning sted. Fordi politikerne har villet have nye og andre beboere til byen for at højne skattegrundlaget. Ofte er det byplanlæggere og den talende middelklasse, som får lov til at bestemme, hvad der er vigtigt, og hvordan byen skal udvikle sig. Men i den her udvikling er der også en stor gruppe mennesker, som har boet i byen, set den forandre sig og ikke kan genkende den længere. Som ikke i lige så høj grad får deres stemme hørt og ikke føler, at de har samme adgang til byen længere, siger han.
Forandring til gavn for de udvalgte
I litteraturen finder Christian Steentofte Andersen to slags fortællinger, det han i afhandlingen kalder forandringsfortællinger og ankomstfortællinger. For udviklingen opleves forskelligt alt efter, om man har boet længe i byen, eller om man ankommer til byen.
- Jeg er interesseret i, hvordan byen opleves kulturelt og æstetisk, og som et eksempel på forandringsfortællinger kigger jeg bl.a. på Jan Sonnergaards sidste roman ’Frysende våde vejbaner’, der handler om en afdanket 80'er-boheme, som ikke længere kan genkende sig selv i byen. Han oplever, at byen er blevet ung og det, han kalder renfærdig, hvilket er et sjovt ord, fordi det kobler æstetik med moral. Jesper kan godt lide at ryge og drikke og forarge, men det er der ikke længere plads til, så han søger ind på byens bodegaer for at finde spor af det gamle ’Arbejderkøbenhavn’. Det sjove ved Jesper er dog, at han selv er ejer af en andelsbolig, der er steget halvanden million i løbet af Københavns udvikling. Romaner som Sonnergaards udstiller hermed meget godt det paradoksale og måske endda ironiske forhold, at selvom typer som Jesper føler sig som en outsider i den nye bykultur, så er han faktisk på nogle økonomiske parametre en af udviklingens vindere.
Et andet eksempel på forandringsfortællinger finder Christian Steentofte Andersen hos forfatteren Tomas Lagermand Lundme, der skriver om at være homoseksuel i byen.
- Et stærkt brand de senere år har været Københavns forvandling til regnbueby. Men det er interessant, at Tomas Lagermand Lundme i sine romaner, hvor han beskriver byens forandring set fra et homoseksuelt hverdagsliv, beskriver konkrete eksempler på vold og chikane på gadeplan. København er med andre ord måske ikke så tolerant, som vi går og bilder os ind. Han viser også, hvordan de homoseksuelle hovedpersoner føler sig klemt af en ny småborgerlig normalitet, som findes i de gentrificerede kvarterer, og som dikterer en ret bestemt måde, at være queer på i København. Den type romaner, hvor man også kunne nævne Mads Ananda Lodahls roman Sauna, rejser interessante spørgsmål om, hvordan heterogenitet og inklusion fortolkes i dagens København, hvor vi gerne vil have en høj grad af diversitet på identitetsmæssige parametre – men samtidig er interesseret i en mere socialt strømlinet by.
Boligen er hovedperson
Over for forandringsfortællingerne står en række romaner, der handler om at ankomme til København. Centrale for den del af afhandlingen er bl.a. Thomas Korsgaards ’Man skulle nok have været der’, Laura Ringos ’Papirbryllup’, Jonas Suchaneks ’Vi er bohemer’ og Lone Aburas’ ’Føtexsøen’.
- Romanerne beskriver allesammen oplevelsen af at komme fra provinsen eller forstaden til den gentrificerede middelklasseby. Især to ting gør sig gældende for de ankomster. For det første er der et klasseskel; dem, der er vokset op i et såkaldt stigmatiseret område, i provinsen eller i ghettoen, kender ikke de kulturelle koder i mødet med middelklassefiltrene. De ved ikke, hvordan de skal agere og føler sig utilpasse i den gentrificerede by. I nogle af fortællingerne gør det, at de ikke ender med at virkeliggøre den klasserejse, som deres rejse til København også er, siger Christian Steentofte Andersen og kommer med et eksempel:
- Thomas Korsgaards karakter Tue ankommer til København og kommer på en fin restaurant til at bestille snegle, escargots, fordi han ikke kan fransk og fordi, det er det billigste på menuen. Han mangler både kulturel viden og et sprog for at kunne navigere i byens middelklassemiljøer, samtidig med at hans økonomiske situation tvinger ham til at bringe sig selv ud i pinlige situationer.
Ud over kulturen er der også problemet med hele tiden at skulle finde nye steder at bo. Laura Ringo beskriver en gruppe unge mennesker i bolignød, der klager over hele tiden at skulle flytte fra sted til sted.
- Boligen bliver en slags katalysator for magtkampe mellem de forskellige unge mennesker, hvor dem som sidder på en lejebolig, andelsbolig eller et forældrekøb er øverst i hierarkiet. En pointe i afhandlingen er at vise, at selve følelsen af at skulle flytte hele tiden afstedkommer personlige kriser. Hovedpersonerne i romanen befinder sig i en konstant krisetilstand, hvor det handler om at leve fra måned til måned, fra lejemål til lejemål, hvilket gør, at det lange perspektiv i deres liv fuldstændig forsvinder, forklarer Christian Steentofte Andersen og tilføjer, at det ikke at have et sted at bo påvirker folk psykisk og eksistentielt. Det er et stressmomentet, som gør, at man ikke kan samle sig om andre ting i livet.
Hvis man kigger efter boligen som motiv og omdrejningspunkt i litteraturen er der meget at hente. Der er til et helt nyt kapitel i Københavns litteraturhistorie, mener Christian Steentofte Andersen.
- Kigger man på de gamle ankomstfortællinger fra fx Johannes V. Jensen, handler det meget om den fremmedgørende storby som lystens centrum og om det depraverede og splittede storbymenneske, mens det i dag simpelthen handler om ikke at kunne finde et sted at bo. Jeg finder mange og tydelige eksempler på, at det med boligen fylder meget i folks liv som en ulighedsskabende faktor. Alle behøver ikke at bo i København, men der har alle dage været noget ved storbyen, der har tiltrukket unge mennesker, og det kan man nok ikke ændre på. Så måske skal vi tale storbyen op, og gøre den mere tilgængelig, i stedet for bare at skælde den ud, siger han.
En menneskeret at bo på Rådhuspladsen
I afhandlingens sidste del trækker Christian Steentofte Andersen bl.a. på principper, der handler om retten til byen, som blev formuleret af den franske sociolog og urbanist Henri Lefebvre i 1970'erne.
- Lefebvre beskriver storbyen som samfundets demokratiske, politiske og synlige knudepunkt. Vi opfinder os selv i storbyen, siger Lefebvre. Det er her, vi finder ud af, hvem vi gerne vil være. Fra brokvartererne og fra Christiansborg skuer vi ud over samfundet, og hvis folk, vi bor sammen med og op ad, kun ligner os selv, så opstår der en form for bevidsthedsmæssig bobledannelse – og det mener jeg er et demokratisk problem. Med den danske forfatter og samfundsdebattør Lars Olsens ord har vi helt basalt fået en manglende fornemmelse for, hvordan andre folk end dem, der bor på brokvartererne, lever, siger Christian Steentofte Andersen.
Storbyen spiller en vigtig rolle for sammenhængskraften i samfundet, mener litteraturforskeren. Vi lever i en tid, hvor spørgsmålet om hvor og hvordan vi bor, i stigende grad bliver bestemmende for vores muligheder i livet. Og hvis vi skal overkomme land-by-konflikten, handler det også om at gøre byen mere tilgængelig.
- I stedet for at dyrke den polaritet, der handler om by og land, os og dem og naturvin og fadøl, så skulle vi måske tale mere om tilgængelighed, ulighed og mobilitet. Og her kan litteraturen være med til at gøre os klogere på hinanden og på land- og by-polariteten. Det er et problem, at byerne er blevet privilegerede økonomisk, samtidig med at landområderne til en vis grad er blevet forarmet. Men samtidig tager man det ikke alvorligt, at det måske faktisk er en menneskeret at bo på Rådhuspladsen! Min pointe er, at det faktisk er relevant for mennesker nord for Limfjorden, at hovedstaden også er et sted, man kan tage til og bo i, hvis man har lyst. Det kan man ikke i dag, og det skaber helt basalt et både økonomisk, demokratisk og menneskeligt ulige samfund siger Christian Steentofte Andersen.