Alting var ikke (meget) anderledes i gamle dage - historien om LGBT+ i Skandinavien

’Axel Axgils Plads’ lød et af forslagene, da pladsen på Vester Voldgade, lige op ad Københavns Rådhus, i 2013 skulle navngives. Axgil var grundlægger af Forbundet af 1948, forløberen for LGBT+ Danmark, og han og hans mand blev i 1989 registreret på Københavns Rådhus som det første ’homoægtepar’ i verden. Pladsen endte dog med at få et andet navn, fordi Axgil i pressen bl.a. blev udråbt til pædofil og til at være dømt for omgang med mindreårige.

- Der kørte en masse rygter, og så besluttede man at kalde den Regnbuepladsen. Men efter at have været i arkiverne og læst Axgils straffesager ved jeg, måske som en af de eneste, at han ikke blev dømt for omgang med mindreårige i nutidig forstand. Dengang var lavalderen for homoseksuelle 18 år, mens den var 15 år for heteroseksuelle – hvor den i dag er 15 år for alle. Arkivmaterialet viser, at Axgil og hans mand, som han levede sammen med i over 40 år, havde været sammen med unge fyre mellem 15 og 18 år – uden at der vel at mærke var penge involveret. Men pga. den højere lavalder for homoseksuelle var det strafbart. Dengang. I dag ville vi måske opfatte det som umoralsk, jf. fx sagen med Mike Fonseca, men det ville ikke være hverken ulovligt eller pædofilt, forklarer historiker Peter Edelberg, der som den første har undersøgt LGBT+-foreningerne i Skandinavien gennem breve, officielle dokumenter, festinvitationer, medlemskort m.m. fra foreningernes egne arkiver.

Woke er ikke nyt

Som i tilfældet med Axel Axgil fortæller de historiske kilder en anden og mere nuanceret historie end den, man hører i medierne, fortæller Peter Edelberg:

- Det gælder også den debat, der for nylig har været om Copenhagen Pride og dens støtte til det palæstinensiske folk. Bag den diskussion – og andre som den – lurer der altid en anden dagsorden: Har LGBT+-aktivismen bevæget sig væk fra en fornuftig sti i en eller anden radikal og woke retning? Mange kritikere mener, at foreningen har ændret sig voldsomt, og at den burde holde sig til sine kerneområder, dvs. ligestilling og mangfoldighed. Og det kan jo være et ganske fornuftigt standpunkt. Men når man ser på historien bag de tre skandinaviske LGBT+-foreninger, som alle har rødder i Forbundet af 1948, der blev oprettet i Danmark som en forening for homofile og biseksuelle, så fortæller kilderne en anden historie, siger han:

- Kritikerne fremfører som argument, at Priden oprindeligt var et mangfoldigheds-projekt, der med tiden er blevet alt for politisk. Men initiativet kom til Danmark fra USA, hvor det startede som voldelige optøjer mod politiet. Da det blev importeret til Danmark, var det langt mere fredeligt, så på den måde har kritikerne en pointe. Men allerede ved den første Pride i Danmark i 1971, sagde formanden for Forbundet af 1948, at ’vores kamp hænger sammen med kampen mod racisme’. Så han var helt klart intersektionel. Der er selvfølgelig sket en masse i forhold til, hvad Priden er blevet til, men det med, at den er blevet noget radikalt andet, end den oprindeligt var, kan jeg ikke genkende i kilderne, forklarer Peter Edelberg.

Heller ikke fortællingen om, at LGBT+-miljøet i gamle dage var pænt og ordentligt og siden er blevet vildt og ustyrligt, kan Peter Edelberg genkende:

- Min undersøgelse viser, at den første generation var ret radikal, fordi mange af dem levede et gadeliv som homoseksuelle mænd, hvor de havde sex med unge fyre, eller trækkerdrenge, rundt omkring på offentlige toiletter og i offentlige parker. Ofte var det forhold mellem en teenagefyr, som fik penge for det, og en voksen mand. Det var den måde, man levede sit sexliv på. Igennem årene har man sagt, at det kun var Axel Axgil, der levede sådan, men min forskning viser, at der var mange aktivister i foreningen, der var en del af det miljø. De første tre formænd var i en eller anden grad dømt for omgang med mindreårige. Så Axgil var ikke one bad apple, det var en ældre måde at leve på for homoseksuelle mænd.

Gensidig påvirkning

En vigtig pointe i Peter Edelbergs undersøgelse er, at udviklingen i de skandinaviske LGBT+-bevægelser har været transnational og ikke er sket i et vakuum i hvert af de tre lande. De mekanikker, der har holdt organisationerne kørende og givet dem sejre, har eksisteret på kryds og tværs landene imellem. Der har heller ikke været tale om et kapløb mellem landene, som det ellers tidligere har været opfattelsen:

- Når folk fortæller om udviklingen, er det tit vha. en national kapløbsmodel – hvem har været størst, bedst eller først med resultater – eller en centrum-/periferi-model, hvor alting er startet i New York eller Berlin, og så er det flydt ud derfra. Eller – på vores breddegrader – startet i København og flydt herfra til Sverige og Norge. Men min forskning viser, at udviklingen har været meget mere transnational, end vi hidtil har troet. Foreningerne har påvirket hinanden, samarbejdet og løftet hinanden op hele vejen. Vi kan ikke forstå udviklingen, hvis vi kigger på foreningerne isoleret, siger han.

De tre skandinaviske organisationer har fælles oprindelse i den danske forening Forbundet af 1948. I 1950 kom der svenske og norske lokalafdelinger til, som i 1952 erklærede sig uafhængige af den danske. Men svenskerne og nordmændene var fortsat influeret af den arv, de havde med fra Danmark.

Et eksempel på de transnationale dynamikker har Peter Edelberg fundet i det, han kalder ’overlapninger’, og som dækker over, hvordan organisationerne griber ind i hinandens historie. Som fx i 1951, hvor den norske afdeling skulle vælge en ny forperson. Nordmændene valgte én, der var sprunget ud som homoseksuel. Noget der kun var ganske få, der var offentligt på det tidspunkt.

- Men under et besøg i København blev den nye formand uvenner med danske Axel Axgil, der skrev til bestyrelsen i Norge, at han ikke ville have ham som formand. Og så genindtrådte den gamle formand, der stadig var i skabet. Det betød, at den norske forening først i 1966 fik en forperson, der var sprunget ud. Det kunne være sket allerede 15 år før, og det ville have kastet Norge ud på en fuldstændig anden historisk vej. Så når svenskerne og nordmændene siger, at det ikke havde nogen betydning, at de officielt var en lokalafdeling af Danmark, passer det ikke, siger Peter Edelberg.

Spiral til registreret partnerskab

I sin forskning har Peter Edelberg også identificeret en række transnationale spiraler – dvs. ting og ideer, der hopper frem og tilbage fra land til land og bliver bedre for hver gang. Det bedste eksempel er indførelsen af registreret partnerskab i Danmark i 1989, forklarer han:

- I Danmark er vi meget stolte af at have været først med registrerede partnerskaber, men min forskning viser, at Sverige var en central medspiller i, at det skete i Danmark: I 1969 diskuterede vi i Danmark ægteskab for homoseksuelle, men ideen blev skrinlagt, for Folketinget var ikke klar til at handle. I 1973 fik de svenske LGBT-aktivister den svenske rigsdag til at erklære homo- og heteroseksuelles parforhold ligestillet. Politisk blev der dog ikke gjort noget, men erklæringen forelå, og den svenske rigsdag nedsatte en kommission, der skulle belyse de homoseksuelles forhold. Det fik de danske aktivister til at presse de danske politikere til også at nedsætte en kommission, den såkaldte homo-kommission. I 1983 udkom den svenske kommission med sin rapport, der ikke anbefalede ægteskab for homoseksuelle. I 1988 udkom den danske rapport, og på bagkant af den blev der fremlagt et forslag til en lov om registreret partnerskab, som endte med at blive vedtaget i Folketinget i 1989, fortæller Peter Edelberg.

- I Norge nedsatte de ikke engang en kommission. De læste den svenske og den danske kommissionsrapport, og så kopierede de én til én det danske forslag og vedtog i 1992 en lov om registreret partnerskab. Så blev det pinligt for Sverige, der jo havde startet det hele og lavet alt forarbejdet, og året efter stemte den svenske rigsdag registreret partnerskab igennem.

Sejret sig selv ihjel

I sin forskning har Peter Edelberg opdaget en kontinuitet og en rød tråd i LGBT+-arbejdet i Skandinavien igennem 75 år: ’kampen for ligestilling med de heteroseksuelle’. Han er overbevist om, at den røde tråd er en af årsagerne til, at Danmark, Norge og Sverige i dag ligger i top 5 i alle målinger af LGBT+-rettigheder i verden.

- Derudover har man fastholdt de samme foreninger gennem 75 år. Det har man ikke gjort i særlig mange lande. Her har foreningerne typisk ændret sig med hver ny generation af aktivister. I de skandinaviske lande har det været de samme foreninger hele vejen igennem siden 1948, og det har bl.a. gjort, at man har gode samarbejdsrelationer med politikerne, siger Peter Edelberg og tilføjer:

- Faktisk har LGBT+-foreningerne været så succesfulde i Skandinavien, at hvis man skal drille dem lidt, kan man sige, at hvis det ikke havde været for transsagen, havde de ikke haft så meget at lave. Det er selvfølgelig ikke helt sandt, for selvom homoseksuelle officielt har ligestilling med heteroseksuelle, så opstår der hele tiden en masse detaljer. Hvordan passer homoseksuelle fx ind i flygtningelovgivningen, kan man få familiesammenføring som homoseksuel familie, og hvordan passer transkønnede ind i familiebegrebet? Man tænker stadig kun lovgivningen ud fra heteroseksuelle familier, så der vil hele tiden være brug for nogen, der minder politikerne om at tænke homoseksuelle ind, hver gang de laver en ny lov eller ændrer en gammel.

Emner