Styr på kongerækken fører til taletid i medierne

For 20 år siden skrev historiker Sebastian Olden-Jørgensen fra Saxo-Instituttet en bog om kongehuset. Siden er han blevet brugt som kongehusekspert af medierne; en opgave, der, til trods for periodisk travlhed, har været til at overskue. Indtil nytårsaften 2023 kl. lidt over seks.

- Der har tidligere været perioder med mange henvendelser. Da prins Henrik døde var der fx også en hel del. Sådan er det op og ned med opmærksomheden om kongehuset. Men denne gang har det været voldsomt. Første uge i januar var det et fuldtidsarbejde at tage telefonen og reagere på henvendelser – anden uge var det måske mere et halvtidsarbejde, fortæller Sebastian Olden-Jørgensen, der ser det som en pligt at besvare alle henvendelserne.

- Man vælger jo selv, hvor meget tid man vil bruge på den form for formidling. Men når det er akut, som tilfældet har været de seneste uger, så synes jeg, det bliver et borgerligt ombud. Når offentligheden har brug for os, må vi som statsansatte akademikere stille op. Det er jo også sjovt at gøre andre klogere. At det så, efter en uge eller to, bliver lidt mindre sjovt, er en anden sag. Men jeg prøver at være så klar som overhovedet muligt i mine udtalelser – og så udtaler jeg mig aldrig om noget, jeg ikke har en mening om eller ved noget om. For at gøre sin samtalepartner glad kan man forfalde til at sige noget, som man måske ikke helt mener, eller ikke kan vide. Det bør man aldrig gøre, for man har et ansvar for selv at bevogte den grænse, siger han.

Nej til sladder og rene spekulationer

Henvendelserne til Sebastian Olden-Jørgensen er kommet fra både Danmark og udlandet, særligt fra Australien, men også fra Tyskland, Spanien og Holland. Ifølge historikeren ringer journalisterne med meget forskellige dagsordener og behov.

- Nogle gange ringer de, fordi de har et helt konkret spørgsmål – det er ofte de sjoveste henvendelser. Andre gange ringer de, fordi de vil have en autoritet til at sige det, de gerne selv vil sige. Spørgsmålet er så, om jeg vil det. Det vil jeg nogle gange, andre gange ikke. Men det er der, man skal være vågen. Og så er der den tredje gruppe, som selv er ved at arbejde sig ind i emnet, og hvor det nærmest minder om en vejledningssamtale med en kvik studerende, fortæller han.

Noget, Sebastian Olden-Jørgensen bliver spurgt meget til, er de kongeliges forhold til hinanden.

- Er der et godt eller et dårligt forhold mellem Frederik og Joachim, hvordan er dronningens forhold til Mary, hænger abdikationen nært sammen med Frederiks tur til Madrid etc.? Men det går jeg ikke ind i, for jeg har ingen privilegeret indsigt eller kontakter ved hoffet. Jeg forholder mig til de kongelige som offentlige personer; mit område er deres rolle og funktion, og jeg holder mig til de åbne kilder, som det hedder, siger historikeren, der i den sammenhæng undrer sig over, at det igennem en årrække primært har været forskere, der har kommenteret kongehusstoffet.

- Først for relativt nylig fik DR en rigtig hofekspert. Det kan man godt undre sig over, for hofstoffet har været hot i mange år. Den engelske offentlighed kan slet ikke forstå, at der ikke er en hel hær af danske journalister, der har specialiseret sig i stoffet. I England har man journalister, der har en relation til hoffet, og som kan fortælle historier, og som eventuelt plejer samvær med de kongelige. Sådan har det været derovre i mange år. Men det hænger formentlig sammen med, at kongehusstof af mange seriøse journalister bliver betragtet som ren sladder, siger han.

En finke af panden

En af de betragtninger, Sebastian Olden-Jørgensen har gjort sig, er, at journalister sammenlignet med forskere har en kort tålmodighed.

- Hvis man taler til baggrund, kan man godt have en lang samtale. Men til citat vil de have den korte og præcise, gerne lidt skarpe formulering. Det er banalt, men det betyder, at man hurtigt skal komme i mål med en betragtning. Så man skal disponere det, man har at sige, i nogle mundrette bidder. Det skal man synes er sjovt, ellers bliver man frustreret. Det går jo imod den måde, vi ellers arbejder på i forskningen, hvor vi starter bredt og skridt for skridt arbejder os hen imod en konklusion. Vi venter tålmodigt på, at kollegerne når pointen, også selvom vi nogle gange keder os lidt, siger han med et grin og tilføjer så:

- Men jeg er glad for, at jeg har evnen til at udtrykke mig kort og fyndigt. Også selvom det har ført til, at jeg nogle gange har tænkt, ’det var lidt spidst sagt, Sebastian’. I Süddeutsche Zeitung var jeg fx citeret for at sige (til Ekstra Bladet), at den daværende kronprins’ opførsel i Madrid var forbløffende, og at man kunne tænke sit, når man så de billeder. På spørgsmålet om, hvad jeg tænker om billederne, har jeg så svaret, at ’han jo er en idiot’! Det er jeg parat til at stå på mål for, men måske skulle jeg have brugt et andet ord eller i stedet have brugt en forskønnende omskrivning som, at ’det måske ikke var så klogt gjort’, siger han.

Traditioner trumfer følelser

Det er ikke alle historikere og kongehusforskere forundt at opleve et tronskifte, og for Sebastian Olden-Jørgensen har det arbejdsmæssigt været interessant at stå i den situation:

- Min faglige baggrund og mit historiske og komparative perspektiv giver mig mulighed for at se og tænke over de valg, der er blevet truffet i forbindelse med abdikationen. Det gælder fx diskussionen af, om der burde have været en kroning, som nogle politikere ønskede. Eller om det ikke skulle være Margrethe, der udråbte Frederik til konge, som en anden ønskede, fordi, som begrundelsen lød, ’vi holder så meget af hende’. Men her skærper den historiske og faglige viden blikket. Det er jo ikke dronningen, men tronfølgeloven og grundloven, der gør ham til konge. Det foregår i den politiske sfære og på Christiansborg og ikke i hoffets sfære på Amalienborg, og det har været mit job at komme med det perspektiv.

Selv har Sebastian Olden-Jørgensen et meget pragmatisk forhold til sit forskningsfelt.

- Jeg kan se, at der er mange, der bliver følelsesmæssigt berørt og bevæget af begivenheder i kongehuset. Det gør jeg ikke. Men jeg har det lidt sådan, at ’if it ain't broken, don't fix it’. Jeg kan se, at kongehuset fungerer og er populært, og at de tilsyneladende opfylder nogle behov. Jeg er hverken monarkist eller republikaner, men jeg forsøger intellektuelt at forstå det og dem så godt som muligt – alt sammen ud fra en hermeneutisk imødekommende, men dog ikke helt ukritisk indstilling. Men det er selvfølgelig en holdning og en måde at gå til det på, som absolut fungerer bedst, hvis man beskæftiger sig med nogenlunde fredsommelige og sympatiske personer og emner. Studerer man folkedrab eller nazisme, må man have en anden tilgang til sit emne.