100 forhistoriske skeletter viser, hvordan Danmark blev et landbrugsland

Inden for arkæologien har Danmarks overgang fra jæger-samler-samfund til landbrugsland for omkring 6.000 år siden været stærkt omdiskuteret. Der har grundlæggende været to skoler: Tidligere mente man, at det skete gennem indvandring og egentlig udskiftning af den oprindelige befolkning, mens nyere teorier har fokuseret på at transformationen til agerdyrkning skete gennem gradvis kulturel udveksling, hvor lokale ”danske” jæger-samlere lærte at dyrke jorden af mennesker sydfra.

I en ny undersøgelse under ledelse af bl.a. professor Morten Allentoft og professor Eske Willerslev fra Globe Institute (KU) er en lang række fund fra hele Europa blevet analyseret genetisk for at kunne dokumentere forhistoriske migrationsmønstre og landbrugets udbredelse. Studierne er netop blevet publiceret i tidsskriftet Nature.

100 skeletter fra den danske fortid spiller en vigtig rolle i studierne; skeletterne stammer fra jægerstenalderen, bondestenalderen og bronzealderen og omfatter dermed 7.300 års Danmarkshistorie. Det store spænd har gjort det muligt for forskerne at undersøge genetiske forskelle og ligheder på de grupper, der har beboet Danmark i den lange periode – og dermed også hvilken genetik de første danske bønder bar på:

- Med den nye undersøgelse kan vi sætte et endegyldigt punktum for den gamle diskussion: I de skeletter, vi har fra perioden, hvor Danmark gik fra jæger-samler-kultur til landbrugssamfund, finder vi stort set ikke DNA fra den jæger-samler-befolkning, der boede her før landbrugets indførelse, forklarer arkæolog Rune Iversen, som er ekspert i den danske bondestenalder og medforfatter til Nature-studierne. Han fortsætter:

- Til gengæld finder vi DNA med samme arveanlæg som de landmænd fra Anatolien i det nuværende Tyrkiet, der spredte landbruget til det meste af Europa. Og det betyder, at indvandring har spillet en væsentlig rolle i denne proces. Befolkningen i det, vi i dag kalder Danmark, blev for omkring 6.000 år siden i store træk og over nogle ganske få hundrede år udskiftet med en ny sydfra, som vidste, hvordan man dyrkede jorden.

Dragsholmmanden

Det er i sagens natur vanskeligt at sige noget præcist om, hvordan og hvor hurtigt denne udskiftning er foregået. Men noget tyder på, at små lommer af den gamle jæger-samler-kultur har kunnet eksistere side om side med de nye landmænd i årtier og måske endda århundreder:

- Et af de interessante fund fra perioden er den såkaldte Dragsholmmand fra omkring 5.800 før vores tidsregning. Genetisk tilhører han uden nogen tvivl den oprindelige jæger-samler-befolkning, men han er blevet begravet på samme måde og har spist den samme mad som de indvandrende bønder. Han er således et eksempel på en lokal, som har tilpasset sig indvandrernes livsstil, siger Rune Iversen.

Dragsholmmanden er dog en undtagelse, understreger han. De andre fund fra perioden indeholder kun meget begrænsede genetiske spor fra de jæger-samlere, der havde levet i Danmark i mange tusinde år uden nogen spor efter andre befolkningsgrupper.

Historien gentager sig

Den nye bondekultur, som etablerede sig i Danmark for omkring 6.000 år siden, er blandt arkæologer kendt som tragtbægerkulturen på grund af dens brug af lerkar med tragtformet hals. Tragtbægerkulturen nåede dog kun at eksistere i Danmark i godt 1.000 år, inden en ny indvandringsbølge skyllede ind over landet og på ny i vidt omfang erstattede den lokale befolkning.

For omkring 5.000 år siden begyndte befolkningsgrupper fra de russiske og ukrainske stepper at bevæge sig vestpå. Med sig bragte de blandt andet en ny gravskik og ikke mindst det sprog, som de fleste europæiske sprog i dag nedstammer fra - indoeuropæisk.

- Yamnayaerne, som steppefolket hedder, migrerede fra stepperne og ind i Europa, hvor de blandede sig med den lokale bondebefolkning bosiddende i bl.a. det nuværende Polen og tilstødende dele af Tyskland. Resultatet af dette kulturmøde kender vi som snorekeramisk kultur eller i dansk kontekst som enkeltgravskulturen. I Danmark viser udgravninger, at gravskikkene ændrer sig markant for omkring 4.800 år siden; hvor den tidligere bondekultur begravede deres døde i fælles gravkamre i form af dysser og jættestuer, bliver de døde nu lagt i enkeltgrave, gerne med en stridsøkse af sten og nye typer snoreornamenterede lerkar. Det er en meget markant ændring, som begynder i Jylland, og nogle hundrede år senere spreder sig til Sjælland, forklarer Rune Iversen.

Som det var tilfældet med indførelsen af agerbruget, har arkæologerne længe diskuteret, om de markante forandringer i fundene skyldes kulturel påvirkning eller indvandring. Men også når det gælder tragtbæger- og enkeltgravskulturen taler de genetiske undersøgelser deres tydelige sprog: Den oprindelige bondebefolkning blev stort set udskiftet af mennesker med en afstamning, der kan spores tilbage til de vesteurasiske stepper.

- I de cirka 4.600 år gamle skeletter fra den såkaldte Gjerrrild-grav på Djursland fandtes 85 procent såkaldt steppe-DNA – og det er blot 200 år efter, at vi ser de første spor af enkeltgravskulturen i Danmark. Det betyder, at de første indvandrede bønder med aner tilbage til Anatolien og Mellemøsten kun nåede at eksistere i Danmark i godt 50 generationer. At to så omfattende forandringer af befolkningssammensætningen sker indenfor så relativt kort tid, er i et historisk perspektiv virkelig bemærkelsesværdigt, slutter Rune Iversen.

Læs studierne “100 ancient genomes show repeated population turnovers in neolithic Denmark” og “Population genomics of post-glacial western Eurasia” i Nature