Demokrati er at give taletid til dem, vi er uenige med

Demokratier verden over er under belejring af fake news og post-faktualitet. Dette dystopiske narrativ spredes i disse år af intellektuelle, journalister og politikere i hele verden, siger kommunikationsforsker Johan Farkas. I bogen ’Post-Truth, Fake News and Democracy: Mapping the Politics of Falsehood’ undersøger han sammen med kollegaen Jannick Schou diskurser om fake news, infodemier og post-truth.

- Vi retter en kritik af den måde, mange – også demokratiske – lande har valgt at håndtere desinformation på. Vi ser en generel tendens til top-down-løsninger, der enten begrænser ytringsfriheden eller øger overvågningen af borgere. I stedet for flere begrænsninger af offentlig debat, har vi brug for en bredere samtale om, hvordan vi styrker demokratiet i en digital tidsalder, mener Johan Farkas, der er postdoc på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet.

- Verden over sidestiller både politikere, forskere og journalister ofte problemet med en sygdom eller en virus, man kan udrydde. Men fake news er ikke en sygdom; det er derimod mennesker, der deler information og ytrer sig. Resultatet af at tale om det på den måde så vi bl.a. under corona, hvor der var mere end 80 lande, der enten indskrænkede ytringsfriheden eller retten til at demonstrere fredeligt. Både i liberale demokratier og i ikke-demokratiske lande har politikere forsøgt at løse fake news-problemet med såkaldt anti-fake news-lovgivning, men hele grundlaget for demokratiet er jo, at vi kan ytre os – også selvom det medfører, at nogle folk siger noget, som vi er lodret uenige i, siger han.

Et public service-internet

Forfatterne forsøger ikke at negligere problemerne med desinformation. De mener bare, at måden, vi taler om problemerne på, har legitimeret løsninger, som ikke styrker demokratiet.

- Da internettet kom frem, skete der et politisk svigt verden over. Og i endnu højere grad da de sociale medier kom frem. Vi havde nogle naive forestillinger om, at nettet automatisk ville understøtte demokratiet. Men vi ved nu, at vi ikke kan forvente den automatik. Hvis digitale medier og platforme skal have den funktion, kræver det politisk arbejde.

Forskerne kommer i bogen med konkrete forslag til løsninger. Bl.a. undersøger de, hvordan et public service-internet eller public service-sociale medier kunne se ud.

- Vi skal huske, at vi har været her før. Da radio- og tv-mediet kom frem, frygtede man også, at de kunne bruges til propaganda. Og det blev de i høj grad. Men samtidig opstod også en vision om public service-medier, der kunne understøtte en demokratisk samtale. Vi har ikke lavet en opskriftsbog med lette løsninger, og det er svært at forestille sig, hvordan et public service-internet skulle se ud. Men engang vidste man heller ikke, hvordan public service-radio eller -tv skulle se ud. Der er nye udfordringer i dag, fx at information i langt højere grad flyder på tværs af grænser, men i vores øjne gør de aktuelle politiske løsninger ofte det hele meget værre. Når Tyskland laver en lov som NetzDG-loven, hvor sociale medier skal fjerne ulovligt indhold inden for 24 timer, så har det været inspiration for en masse ikke-demokratiske lande til at fjerne alt ’det falske’ i demokratiets navn, mener Johan Farkas og tilføjer:

- I Danmark har vi også valgt at begrænse ytringsfriheden med lovgivningen om ’ulovlig påvirkningsvirksomhed’ i 2019 og den såkaldte ’koranlov’ i 2023. Selvom det mest af alt kan ses som en form for symbolpolitik, er det for mig stadig udtryk for et begrænsende og topstyret syn på demokratiet. Danmark bør gå forrest i styrkelsen af demokratisk debat, inddragelse, og medbestemmelse.

Johan Farkas mener, at der er brug for en mere civilsamfunds-tilgang til emnet – som ikke bare har fokus på at fjerne det, der er dårligt.

- Det er et paradoks, at vi i Danmark aldrig har haft så oplyst og uddannet en befolkning, men samtidig har vi en debat, hvor det til tider lyder som om, at vi bør begrænse offentlig deltagelse. Det er et kæmpe demokratisk problem. Vi bliver nødt til at holde fast i, at kernen i et demokrati er, at borgerne bestemmer. Ikke fordi de altid ved bedst, men fordi det er dem, som politik påvirker. Det er præcis det modsatte argument, der bliver fremført i autoritære styrer: At den stærke leder ved bedst. Vi skal sørge for, at danskere i en digital tid fortsat har lige adgang til uddannelse, kritisk journalistik og åben debat. For at det kan lade sig gøre, må vi tænke nyt i forhold til vores regulering af digitale tjenester og public service-alternativer.

Russerne er ikke alene på forbudsfløjen

Krigen i Ukraine er et aktuelt eksempel på fake news-problematikken, mener Johan Farkas:
- Rusland fik i 2019 en anti-fake news lov, som siden er blevet skærpet. Det giver nu op til 15 års fængsel at sprede fake news. Og fake news kan bl.a. være, at du kalder krigen i Ukraine en ’krig’. Vi taler både i forskningen og i den offentlige debat om fake news, som om der på den ene side er en klar betydning af begrebet, som ’rationelle’ mennesker kan blive enige om, og så er der en politisk betydning, som de fx bruger i Rusland. Men fake news har aldrig været et klart begreb og spørgsmålet om, hvad der er sandt og falskt, vil altid være genstand for politiske kampe. Det er præcis derfor, at ytringsfrihed er et fundament i et demokrati, siger han og fortsætter:

- I EU valgte man som modsvar til Rusland at begrænse borgeres adgang til RT og Sputnik. Det er russiske propagandakanaler, ingen tvivl om det, men jeg mener, det er bekymrende, at man ikke demokratisk kan vise vejen til andre muligheder end forbud. Vi har brug for grundlæggende at styrke den lige adgang til kritisk journalistik, medbestemmelse, debat og uddannelse. Dette gælder særligt i lande i Østeuropa, hvor demokratiet går den helt forkerte vej. Når vi indfører forbud, bliver det svært at argumentere for, at vi gør det rigtige, og at det, andre lande gør, er udemokratisk og forkert. Når det er de samme greb. Hvis EU er bange for russiske kanalers indflydelse, må politikerne styrke vores civilsamfund, så folk ikke søger mod Sputnik. Det kræver samtidig en nysgerrighed på, hvor mistilliden til etablerede medier og politikere opstår. Men man er blevet bange for uenighed. Min hypotese er, at der under den kolde krig var flere danskere, der holdt med Sovjet, end der er danskere nu, der holder med Rusland. Dengang kunne vi godt rumme det, selvom det også var et svært samtaleemne i Danmark på det tidspunkt. Vi skal værne om vores evne til at rumme uenighed.

Danmark som foregangsland

Johan Farkas mener, at det er lettere at kigge indad og udbygge demokratiet i Danmark, end det er at adressere andre landes mangel på samme. Og så skal vi ikke undervurdere, at andre lande kigger mod et land som Danmark som inspiration, mener han:

- Det gælder også på klimaområdet og andre områder. Danmark er et af de lande med den største grad af ytringsfrihed, størst frihed for journalister, lavest grad af korruption og højst tillid til offentlige institutioner. Vi har meget at være stolte af. Man skal derfor ikke undervurdere, hvor stor betydning det kunne have, hvis vi også fremadrettet kan udvikle nye former for demokratiske institutioner og løsninger. Omvendt betyder det også meget, hvis vi begynder at forbyde og fjerne ’forkert’ information. Så er vi med til at legitimere det skred, der sker i disse år.