Historier om forsvundne nordboere førte danskerne til Grønland

I året 985 førte vikingehøvdingen Erik den Røde en gruppe islandske landmænd til Grønlands vestkyst, hvor de etablerede en bosættelse og begyndte at dyrke jorden. Arkæologiske analyser viser, at bosættelsen eksisterede indtil 1400-tallet. Men dens påvirkning af europæisk og amerikansk kultur varede meget længere; håbet om at finde efterkommerne af de første bosættere i Grønland var i århundreder en væsentlig drivkraft for europæere og amerikanere.

I sin nye bog The Vanished Settlers of Greenland: In Search of a Legend and Its Legacy argumenterer lektor og litterat Robert Rix for, at Erik den Rødes forsvundne bosættelse spillede en afgørende rolle for Danmarks bestræbelser på at kolonisere Grønland i 1700-tallet.

- Ligesom andre områder i den nye verden blev Grønland et sted, hvor der fandt en kamp om ressourcer sted. Og Danmarks besiddelse af Grønland og havet omkring øen blev da også udfordret af især hollænderne og englænderne. Det danske ’krav’ på Grønland var primært bundet op på minderne om bosætterne. Derfor blev der også produceret adskillige manuskripter, bøger og kort, som ikke bare mindede modstanderne om de nordiske bosættere, men som også påstod, at deres efterkommere stadig dyrkede jorden i Grønland, siger Robert Rix.

Han tilføjer:

- Da man mistede kontakten til nordboerne i begyndelsen af 1400-tallet, begyndte man at spekulere over, hvad der mon var sket med dem, og mange mente, at bosættelsen stadig eksisterede. Det førte til adskillige forsøg på at kontakte dem, ikke mindst fordi europæiske bøger var fulde af rygter om bosættelsens rigdom. Christian IV sendte ikke mindre end tre ekspeditioner af sted for at lede efter de forsvundne bosættere.

Den egentlige kolonisering af Grønland begyndte i 1721, da missionæren Hans Egede, som ville omvende inuitterne til kristendommen, etablerede en koloni. Hans tanke var at finansiere kolonien ved at få kontakt til nordboerne igen og udnytte deres ressourcer.

Myten om en uspoleret nordisk civilisation
Ligesom de tidligere ekspeditioner var Egede ikke i stand til at lokalisere nordboerne, og i løbet af 1800-tallet begyndte folk at acceptere, at bosætterne ikke længere var på Grønland.

- I stedet afsøgte videnskabsfolk og opdagelsesrejsende andre egne af Arktis for at finde steder, som de forsvundne bosættere kunne have emigreret til. Det tjente mellem 1870 og 1920 som inspiration for en lang række eventyrhistorier om isolerede kolonier af nordboere, som var efterkommere af de modige vikinger, og som var stærke, sunde og fysiske pragteksemplarer, bemærker Robert Rix.

 Ifølge Rix afspejlede Vestens fascinationen af nordboerne samtidig en frygt for immigration og civilisationens forfald.

- Dette hænger sammen med en generel kritik af såkaldt ’urene’ samfund, som vandt udbredelse med eugenikken i perioden, dvs. tankerne om arvehygiejne. De fiktive arktiske kolonier blev opfattet som samfund af en anden og bedre tid og dermed en modgift til det kulturelle og fysiske forfald, som modernismen havde medført.

Langt op i 1900-tallet håbede man stadig at lokalisere efterkommerne af bosætterne. I 1912, under en ekspedition til Canadas Victoria Island, mødte opdagelsesrejsende Vilhjalmur Stefansson inuitter, som var slanke og havde rødt hår. Han målte deres hoveder og konkluderede, at de måtte være efterkommere af de europæiske bosættere, som havde overlevet ved at blande sig med den oprindelige befolkning. Og de ’blonde eskimoer’ blev en stor mediesensation.

Moderne DNA-analyser har vist, at der ikke er nogen forbindelse mellem nordboerne og inuitterne, men i sin tid tændte Stefanssons opdagelse håbet om, at mysteriet om de forsvundne bosættere endelig kunne blive opklaret.

The Vanished Settlers of Greenland: In Search of a Legend and Its Legacy er udgivet på Cambridge University Press.