Belarusisk oppostionsleder besøger HUM

I 2020 vandt Sviatlana Tsikhanouskaja ifølge internationale valgobservatører præsidentvalget i Belarus over den siddende præsident Lukasjenko – en valgsejr, Lukasjenko ikke anerkendte, og efterfølgende blev Tsikhanouskaja tvunget i eksil i udlandet.

Mandag var der stående klapsalver til Tsikhanouskaja, da hun entrerede auditorium 4A.0.69 på Københavns Universitets Søndre Campus. Under overskriften ’Resilience and courage’ talte hun med de fremmødte studerende og ansatte om situationen i Belarus og om sit arbejde som oppositionspolitiker i eksil.

I løbet af samtalen, der var modereret af ph.d.-studerende Katrine Stevnhøj fra Østeuropastudier på ToRS, fortalte den 41-årige tidligere engelsklærer om, hvordan hun i 2020 blev kastet ind i det belarusiske valg, da hendes mand, oppositionspolitikeren Sergej Tsikhanouski, blev idømt 18 års fængsel af regimet for at ville forandre Belarus og for at stille op mod Lukasjenko. Sviatlana Tsikhanouskaja overtog hans kandidatur og stillede op til valget – noget hun fik lov til af diktatoren, fortæller hun, fordi hun var kvinde.

- Han, Lukasjenko, var fuldstændig sikker på, at der ikke ville være nogen, der ville stemme på en kvinde, for kvinder forstår ikke politik, mener han, de hører til i køkkenet bag kødgryderne. Han tænkte, at han kunne ydmyge mig, men han undervurderede det belarusiske folk, fortæller hun. Og tilføjer så, at hun og hendes kollegaer undervurderede Lukasjenko:

- Vi undervurderede regimets brutalitet og dets vilje til at forblive ved magten.

Efter valget fik Tsikhanouskaja nemlig, som alle andre i opposition til Lukasjenko, trusler fra KGB, der truede med at smide hende i fængsel og sende hendes børn på børnehjem.

- Det er svært at blive, når ens børn er i fare. Men da vi flygtede, var jeg meget bekymret for, hvad det belarusiske folk ville sige. Om de ville anklage mig for at forlade dem. Heldigvis har der været støtte og forståelse, fortæller hun, der in absentia efter flugten fra Belarus er blevet idømt 15 års fængsel.

Statsløse belarusere

To millioner belarusere er lige nu i eksil i udlandet, den halve million alene er flygtet efter valget i 2020.

- Lukasjenko forsøger at få revanche, bl.a. ved at lave en lov, der forbyder konsulater og ambassader at forny vores pas. Så lige om lidt er vi en masse statsløse belarusere, fortæller Tsikhanouskaja, der i dag rejser rundt i verden og forsøger at skabe opmærksomhed om situationen i Belarus.

- Folk i mit hjemland længes efter noget nyt. I de tre årtier, hvor Lukasjenko har været ved magten, har vi ikke haft et alternativ til indflydelsen fra Rusland. Men de unge ønsker noget andet. De har set Europa og tænker, at de også kunne være europæere. I 2020 gik de på gaderne, men der blev slået hårdt ned på dem, og mange unge mennesker er i dag i fængsel eller flygtet. Og regimet holder nøje øje med universiteterne, fortæller Tsikhanouskaja til de mange unge studerende i auditoriet.

Sort-hvid kamp

Efter at have fremhævet de unges engagement i modstanden mod regimet, vender Tsikhanouskaja tilbage til kvinderne. Efter valget, hvor mange af deres mænd var blevet anholdt, førte de an i mange af demonstrationerne mod regimet, fortæller hun:

- Politiet vidste ikke, hvad de skulle stille op i starten. Kvinder i hvidt med blomster i hænderne blev et stærkt billede på modstand og en skarp kontrast til regimestyrkerne i deres sorte uniformer og masker. En ældre kvinde, der hver dag demonstrerede iført oppositionens hvide og røde flag, fik hver dag konfiskeret flaget og blev sendt væk af politiet, men hun dukkede altid op den næste dag med et nyt flag. Kvinder kan udholde og ofre meget, og de belarusiske kvinder har vist både styrke og initiativ, siger hun.

Vigtig støtte fra omverdenen

På Katrine Stevnhøjs spørgsmål om, hvordan hun formår at bevare håbet og fortsætte kampen, svarer Tsikhanouskaja på vegne af alle belarusere:

- Vi står op om morgenen, tager et bad og drikker vores kaffe. Det kan dem, der er i fængsel, ikke. Og fordi de ikke giver op, kan vi heller ikke tillade os at gøre det. Heller ikke selvom det er hårdt. Der er 9 millioner almindelige belarusere, som bliver holdt som gidsler i Belarus. Vi håber på bedre tider, men håb leder ingen vegne. Det gør hårdt arbejde til gengæld, og det er min motor.

Hun tilføjer, at hendes arbejde består i at forklare verden om situationen i Belarus. Men at vi andre også kan hjælpe.

- Kæmp for den dyrebare frihed, I har i jeres land. I et land der ligger meget tæt på jeres, kan man få fem år i fængsel for at sige ’Slava Ukraini’. Kampene i Belarus og Ukraine er beslægtede, og vi kæmper mod en fælles fjende, Putin og Lukasjenko. Så at støtte Ukraine er også at støtte Belarus. Tænk ikke på Belarus som en russisk satellit – vi er europæere, og det bliver meget lettere for os, når vi føler støtten fra jer.