Eurovision Song Contest i et fragmenteret Europa

Når det internationale melodi grand prix i næste uge ruller over de europæiske tv-skærme er det på et noget mere fragmenteret bagtæppe end tidligere. Krigen i Ukraine, Brexit og adskillige ideologiske konflikter, der bl.a. handler om demokratiske backlashes i nogle af landene, ultranationalisme, flygtninge og LGBT+-rettigheder, står i kontrast til Eurovisionens oprindelige ideal om at samle Europa til en sjov fest med glitter og popmusik.

- Det bliver spændende at se, hvordan konkurrencen kommer til at forløbe i år, og hvordan alle de her ideologiske konflikter og uenigheder bliver repræsenteret og adresseret – eller forsøgt omgået, siger Tea Sindbæk Andersen, der er lektor i balkanstudier og arrangør af seminaret ’Glitter Continent – Unifying visions of a fragmented Europe’, der finder sted den 8. maj kl. 15-18.30.

Eftermiddagens oplæg fokuserer på Eurovisionens baggrund og historie, og der vil være et særligt fokus på synet på Europa og Eurovisionen fra Europas yderkanter, særligt fra Ukraine og Israel.

- Derudover præsenterer vi en serie hurtige ’snapshots’, der sætter fokus på særligt interessante cases, primært fra i år, men også fra tidligere år. Dem kan vi bruge til at se på, hvilke tendenser og problematikker, som bliver behandlet i popmusikken. Køn og seksualitet er altid en ting, og det samme er branding af nationale identiteter. Mentalt helbred, ikke mindst efter corona, spiller også en rolle, og så er der selvfølgelig krigen i Ukraine, som også fyldte sidste år, forklarer Tea Sindbæk Andersen.

Et helle for seksuelle minoriteter

I år bliver Eurovisionen holdt i skyggen af Ukraine, og det præger arrangementet, forklarer Tea Sindbæk Andersen:

- Anti-krigs- og anti-Putinsange hører helt klart øjeblikket til. I år er der i hvert fald tre sange, som har et anti-krigstema, og som kritiserer Putin og Ruslands aggression. Men derudover er det meget interessant, at England er inde i varmen og skal være værter pga. deres andenplads sidste år. Ukraine, der vandt, kan jo af gode grunde ikke afholde arrangementet. Engelske medier har ellers tidligere talt om, at England blev lagt for had pga. Brexit, men det har tydeligvis ikke været tilfældet i år og sidste år. Derudover er der en del lande, ikke mindst på Balkan, som simpelthen ikke har råd til at deltage, forklarer Tea Sindbæk Andersen og fortsætter:

- Det er værd at bemærke, at Eurovisionen gennem mange år har været en central scene for repræsentationen af seksuelle minoriteter og alternative kønsidentiteter. Åbenlyst homoseksuelle kunstnere har sejret for deres ellers homofobiske hjemlande, og transkønnede og drag-queens har virkelig skabt overskrifter – bl.a. Conchita Wurst i 2014. Det er som om, at seksuelle minoriteter nu hører til i konkurrencen, og vi forventer, at de er med. På en måde er det jo en slags ekstrem succes, selvom tolerancen stadig primært er i denne specielle kontekst.

Fest for venner og fjender

Oprindeligt var Eurovisionen et demokrati- og fredsbygningsprojekt, som handlede om at samle Vesteuropa kulturelt og teknologisk efter 2. verdenskrig.

- Efterhånden som det europæiske fællesskab har udvidet sig, er konkurrencen vokset, og nu er der behov for to semifinaler. I dag er det en af årets allerstørste popkulturelle live-events i vores del af verden, vistnok kun overgået af Champions League-finalen, forklarer Tea Sindbæk Andersen og tilføjer:

- Arrangementet kan stadig samle seere på tværs af grænser til en fantastisk fest. Og selvom der er tilspidsede konflikter mellem lande, og deres juryer derfor ikke giver points til hinandens sange, så kan fans på tværs af omstridte grænser alligevel godt tiljuble modpartens repræsentanter. Det skete fx med Rusland og Ukraine i 2016, da sangerinden Jamala vandt for Ukraine.

Læs mere om tid og sted for seminaret på ccrs.ku.dk/calendar/2023/glitter-continent