Store politiske forandringer kræver dyb indsigt i samfundets modsætninger

I 1950’erne, da den kolde krig var brandvarm, udpegede NATO-toppen arbejderne som den absolut vigtigste gruppe i de vestlige samfund. Det gjorde de, fordi de var bange for, hvad de kunne finde på, hvis de ikke blev budt ordentlige vilkår.

- Det er måske svært at forstå i dag, men med Østblokken som den altoverskyggende ydre fjende frygtede man ganske enkelt en kommunistisk eller socialistisk radikalisering af arbejderne i de vestlige samfund, så de ville vende sig imod den herskende samfundsorden. Derfor blev det højt prioriteret politisk at sikre den brede befolkning ordentlige vilkår og løbende forbedringer. Det gav arbejderorganisationerne en magt, som fik afgørende betydning for udbygningen af velfærdsstaten, forklarer etnolog Niels Jul Nielsen, som netop har forsvaret sin doktordisputats Livsformer i en verden under forandring på Københavns Universitet.

Med udgangspunkt i omfattende analyser og feltstudier af netop arbejderens og andre danske befolkningsgruppers vilkår – og derudover feltarbejder blandt tilsvarende kinesiske befolkningsgrupper – viser Niels Jul Nielsen i disputatsen, hvordan det danske samfund har udviklet sig fra produktionssamfund til vidensøkonomi gennem de sidste 100 år:

- Med den kolde krigs afslutning mister arbejderne deres centrale position, fordi vi nu får åbne grænser, globalisering og arbejdsmigration. Derfor frygter politikerne ikke længere et arbejderoprør. Det betyder, at arbejderen i stigende grad bliver marginaliseret op gennem 1990’erne og 00’erne. Og man kan argumentere for, at Brexit og valget af Trump i USA er resultater af denne udvikling, siger Niels Jul Nielsen.

Vidensøkonomi og karrierelivsform

I sin disputats arbejder Niels Jul Nielsen med begrebet livsformer, som han bruger til at beskrive de måder at leve på, som er mulige og nødvendige i et samfund, og som forskellige grupper opfatter som ’det gode liv’. Under den kolde krig var lønarbejdet som nævnt sådan en livsform. Efter den kolde krig kom nye livsformer i det politiske fokus:

- Betingelsen for at overleve i den nye verdensorden er evnen til at følge med i den globale konkurrence ved at udvikle vidensøkonomien, baseret på vidensarbejdere, der kan levere kreativitet og unikke løsninger. Man kan sige, at fx en karrierelivsform efter den kolde krigs afslutning overtager nøglerollen fra lønarbejderlivsformen, fortæller Niels Jul Nielsen og tilføjer:

- Vilkårene for de liv, folk lever, ændrer sig med andre ord. Og ikke kun for løn- og vidensabejdere, men også for virksomhedsejere, som med globaliseringen pludselig får hele verden som konkurrent. Pointen er, at vi alle, uanset om vi er lønarbejdere, vidensarbejdere eller virksomhedsejere på forskellige måder forsøger at tilpasse os, men også at påvirke vilkårene og skabe plads for os selv i samfundet.

Niels Jul Nielsen nævner som eksempel, at politikerne og arbejderorganisationerne i Danmark gennem 1990erne lykkedes med at lave reformer, som gav arbejderne mulighed for efteruddannelse og omskoling. Det er muligvis en af årsagerne til, at danske arbejdere ikke blev helt så marginaliserede som andre steder i verden.

Gule veste på Christiansborg Slotsplads?

Netop viljen til at sætte sig ind i, hvordan forskellige befolkningsgruppers hverdag bliver påvirket af større samfundsudviklinger, og hvordan de forsøger selv at påvirke deres verden, fremhæver Niels Jul Nielsen som afgørende for et samfunds evne til at levere politiske svar på de helt store udfordringer som klimakrisen.

- I Frankrig har vi set, hvor svært det kan være at lave reformer, der skal dæmme op for klimaforandringerne, hvis man ikke er opmærksom på de negative konsekvenser, reformerne kan have for nogle befolkningsgrupper. De gule veste ville ikke acceptere de prisstigninger på brændstof, som Macron ville indføre, og de lykkedes med at skabe en påvirkning den anden vej, siger Niels Jul Nielsen og slutter:

- Mange, både forskere og andre, mener i dag, at man ikke kan forklare vores samtid på samme måde, som vi kan forklare historiske perioder som fx enevælden, fordi det moderne samfund er alt for komplekst, mangefacetteret og individualiseret. Men det synes jeg er en falliterklæring. Vi kan netop godt analysere os frem til forskellige befolkningsgruppers vilkår og tilpasningsstrategier og bruge dem som udgangspunkt for politisk diskussion og forandring.