Aids ændrede synet på sikker sex og sundhedsoplysning

I løbet af sommeren 2022 begyndte virussygdommen abekopper at sprede sig i Europa, især blandt homoseksuelle mænd. WHO og sundhedsmyndighederne i flere lande, også i Danmark, reagerede ved at opfordre homoseksuelle til at have færre sexpartnere for at begrænse smitten.

Men erfaringerne fra aids-epidemien i 1980’erne viser, at opfordringer til afholdenhed ikke er den bedste vej at gå og kan virke stigmatiserende, og derfor mødte kampagnen også kritik fra blandt andre AIDS-Fondet.

- Grunden til, at blandt andre AIDS-Fondet reagerede så skarpt på de første udmeldinger fra sundhedsmyndighederne er, at de fik en slags deja-vu-oplevelse og blev transporteret tilbage til de allerførste aids-oplysningskampagner, som nærmest udelukkende – og i temmelig kliniske vendinger – fokuserede på afholdenhed. Det fungerede ikke dengang, og det fungerer heller ikke i dag, fortæller lektor Michael Nebeling Petersen, som blandt andet forsker i aids-krisens danske kulturhistorie.

De danske myndigheder fik relativt hurtigt justeret deres kommunikation om abekopper, blandt andet i samarbejde med LGBT+ Danmark, og begyndte at fokusere mere på konstruktive råd til, hvordan man kan undgå smitte.

- Det kunne de blandt andet gøre, fordi de allerede har et tæt samarbejde med ngo’ere og civilsamfundsorganisationer. Det samarbejde blev netop etableret under aids-krisen i 80’erne, hvor myndighederne gjorde sig vigtige erfaringer med sundhedskommunikation til seksuelle minoriteter, uddyber Michael Nebeling Petersen.

Fra moraliseren til masser af sex

I forbindelse med forskningsprojektet ’Aids-Krisens Danske Kulturhistorie’ har lektor Michael Nebeling Petersen sammen med forskningspraktikant Astrid Helene Nielsen indsamlet en lang række kampagnematerialer fra perioden 1983-2000, som viser, hvordan sundhedsmyndighedernes oplysningskampagner om aids udviklede sig over tid. Og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at udviklingen var dramatisk.

- I det allerførste oplysningsmateriale, der blev produceret i 1983, var der slet ikke tænkt i målgrupper og adfærd, men udelukkende i medicinsk og moralsk terminologi. Senere fulgte oplysningsmateriale henvendt til bøsser, men den moraliserende og distancerede form fortsatte. Målet var at få bøsser til at have færre sexpartnere for at mindske smitten, og formidlingen var tør, klinisk og uden billeder, fortæller Michael Nebeling Petersen.

Den tendens fortsatte de næste par år, men fra 1986 begyndte der at ske noget med oplysningen: Det tidligere fokus på at få homoseksuelle til at undgå at dyrke sex blev erstattet med opfordringer til at fortsætte med at dyrke sex – bare man huskede kondomet. Og materialet blev mere og mere farverigt med lækre og frække billeder.

- Kondomet og sikker sex var fundamentet i den nye strategi, som blev til i et samarbejde mellem Landforeningen for Bøsser og Lesbiske (i dag: LGBT+ Danmark) og Sundhedsstyrelsen, der begge havde fået tildelt midler til aids-oplysning. Og vi kan tydeligt se i materialerne, at der er sket et sporskifte fra de første opfordringer til færre sexpartnere til de nye vejledninger i, hvordan bøsser kan have et aktivt sexliv på en sikker måde. Tilgangen var nu målgruppeorienteret og formet af en erkendelse af, at vi mennesker nok bliver ved med at dyrke sex, uanset hvad autoriteterne siger, og at rådgivningen fungerer bedre, hvis man tager udgangspunkt i det, forklarer Michael Nebeling Petersen.

Han tilføjer, at den moderne seksualundervisning skylder aids-oplysningen meget, fordi man også her har forstået, at det ikke nytter at moralisere, men at man skal tale til målgrupperne i øjenhøjde.

Også en bagside af medaljen

Kampagnerne i 80’erne blev ifølge Michael Nebeling Petersen vildere og vildere, og i slutningen af årtiet var de fulde af eksplicitte seksuelle referencer og humoristiske billeder af især homoseksuelle og letpåklædte mænd.

Den moderne seksualundervisning skylder aids-oplysningen meget, fordi man har forstået, at det ikke nytter at moralisere, men at man skal tale til målgrupperne i øjenhøjde.

- Kampagnerne fungerede som nævnt rigtig godt, og de talte til målgruppen på den rigtige måde, fordi de var lavet i samarbejde med de grupper, som også skulle modtage budskaberne. Også inden for forskningen er der i dag bred enighed om, at det var velfungerende sundhedsoplysning, siger Michael Nebeling, men han tilføjer også:

- Der er dog en bagside af medaljen, og det er de hiv-positive og de syge, som ofte bliver glemt i al glitteret, festen og de lækre kroppe. Hiv-positive er tydeligvis ikke en del af festen, og kommunikationen om og til dem er grå og trist. Det er klart, at det har været en balancegang, for man har ikke villet være upassende, når man kommunikerede til folk, som levede med hiv eller var syge med aids, men det efterlader ikke desto mindre en med en oplevelse af, at deres sygdom er forbundet med noget skamfuldt, som skal gemmes væk. Det ser vi også i billedsproget, som trækker på bibelske referencer med slangen i paradiset – nøjagtig ligesom de første moraliserende kampagner i begyndelsen af aids-epidemien.