Din mobil giver hjernen, hvad den helst vil have: en lind strøm af nye informationer

Hvis du er som de fleste andre mennesker, bruger du sikkert mere tid på at scrolle, klikke og surfe gennem indhold online, end du egentlig har lyst til.

Men hvorfor gør du det egentlig? Det er en (u)vane, som forhindrer dig i at bruge tid på det, der betyder mest for dig. 

En af de mest udbredte forklaringer er, at techfirmaer som Google, Apple og Facebook kæmper om din opmærksomhed. Og med deres digitale platforme præsenterer de dig for en overvældende mængde forførende indhold, som gør dig ude af stand til at fastholde opmærksomheden længere tid ad gangen.

I sin nye artikel i tidsskriftet Neuroscience of Consciousness argumenterer filosof Jelle Bruineberg for, at vi skal finde forklaringen et andet sted: han peger på vores egen hjernes præference for at modtage ny information kombineret med de digitale teknologiers evne til at levere lige netop ny information - på alle tider af døgnet og alle vegne.

- Når vi får den her indre trang til at tjekke e-mail eller de nyeste notifikationer på Facebook, er det jo ikke, fordi vi er ved at drukne i informationer. Ofte sidder vi slet ikke med mobilen i hånden, når trangen melder sig. Men selve handlingen at tjekke telefonen giver os let adgang til en meget tilfredsstillende belønning: et stykke ny information. Denne trang til nyt er en grundlæggende egenskab ved vores hjerner, siger Jelle Bruineberg. Han tilføjer:

- De digitale teknologier giver os dermed redskaberne til at opnå belønningen stort set uden at yde en indsats for den. Vi skal kun bevæge vores fingre rundt på telefonens skærm.

Jelle Bruineberg sammenligner det med at sidde på et bibliotek, som også indeholder enorme mængder information. Der ville det jo ikke give mening at tjekke en bestemt bog hele tiden. Det ville være alt for besværligt. Derudover er informationen i en bog statisk. Den ændrer sig ikke lige pludselig ligesom information i det digitale domæne.

- Det er kombinationen af nem adgang og foranderligt indhold, der gør os så modtagelige over for at udvikle ”tjekkevaner”.

Er mindre information løsningen?

I den aktuelle debat om opmærksomhedsøkonomi er det særligt én forståelse af forholdet mellem opmærksomhed og information, som dominerer. Det er ideen om, at der fandtes en tid før den digitale revolution, hvor information var en knap ressource, og hvor vi derfor var i stand til at styre vores opmærksomhed.

Nu lever vi i en tid med informationsoverload, og derfor er det blevet sværere at fastholde opmærksomheden, lyder logikken.

- Hvis man følger den logik, ville problemet jo være løst, hvis bare vi blev udsat for færre informationer. Men der bare ikke noget, der tyder på, at det nogensinde har været let at styre sin opmærksomhed, siger Jelle Bruineberg.

Gennem historien har religiøse samfund lagt stor vægt på meditative praksisser, som netop var designet til at hjælpe de troende med at opnå en eller anden form for kontrol over deres opmærksomhed og holde hverdagslivets larm og distraktioner på afstand. Så i stedet for at sige, at de digitale teknologier præsenterer os for nye distraktioner, er det måske mere korrekt at sige, at de giver os flere og mere indgribende måder at blive distraheret på, mener Jelle Bruineberg.

- Den, jeg argumenterer for i artiklen, er, at den måde, vores hjerner er skruet sammen på, ikke fungerer godt sammen med moderne digitale teknologier. Men det handler altså ikke om, at vi bliver oversvømmet af information.

- Skåret helt ind til benet handler det om, at vi – og vores hjerner – ikke er klædt på til at håndtere miljøer, der tilbyder gnidningsfrit at skifte mellem forskellige opgaver, uendelige mængder af nemt tilgængelige nye informationer og belønninger.

Jelle Bruineberg mener, at den eneste måde, vi kan imødegå den udvikling, er ved at begrænse vores digitale miljøer. For eksempel ved kun at modtage e-mails to gange om dagen; på den måde slipper vi for at bekymre os om nyt i indboksen på alle andre tidspunkter. Han forudsiger, at vi om 50 år vil se tilbage på vores egen tid og undre os over, at vi lod de digitale værktøjer fylde nærmest ubegrænset i vores liv.