Islamisk kultur og Europa har været tæt forbundet i 600 år

’Orientalismer i tidlig moderne europæisk litteratur’ er titlen på en ny doktorafhandling af litteraturforsker Anne Fastrup fra Københavns Universitet. I afhandlingen undersøger Anne Fastrup, hvordan Europas forhold til 'Orienten' – det begreb datiden brugte om det store islamiske Osmanniske Rige, som på sit højeste dækkede over store dele af Sydøsteuropa, Mellemøsten, Nordafrika og den Arabiske Halvø – kom til udtryk i samtidens spanske, franske og engelske litteratur.

- På et tidspunkt, hvor der i Europa endnu ikke fandtes rigtige nationalstater, og hvor den kristne verden i det hele taget var svækket af intern krig, navnlig mellem protestanter og katolikker, konge og adelsmagt, var osmannerne – ’de vantro’ – enormt stærke politisk og militært og selvfølgelig også demografisk. Osmannerne var på alle parametre europæerne overlegne, og jeg har undersøgt, hvordan den situation, relation og magtbalance blev fortolket i samtiden. Vi har en masse historiske kilder, der siger noget om bureaukratiet, magtfordelingen og selve opbygningen af det Osmanniske Rige, men jeg forsøger at vise, hvordan de litteraturhistoriske kilder føjer en masse detaljer til det billede og viser tematikker, følelser, ideer og diskussioner, som enten ikke findes eller ikke træder lige så tydeligt frem i andre kilder, fortæller Anne Fastrup.

Direkte påvirkning af fransk politik

Anne Fastrup analyserer, hvilke typer af relationer europæerne konkret havde til osmannerne. Ud over krigshandlinger var der også en masse handel, diplomati og privatpersoner, som motiveret af nysgerrighed rejste rundt i det store Osmannerrige. Derudover har hun undersøgt, hvad man skrev om osmannerne i samtiden. Hvad vidste, tænkte og mente man om dem.

- Litteraturen giver os et indblik i, hvordan den islamiske kultur i det store osmanniske rige blev koblet til tematikker, følelser og diskussioner her i Europa, som ikke havde noget med osmannerne at gøre. Fx kan man i litteraturen se, hvordan historiske begivenheder eller personer, som allerede var beskrevet og fortolket af politikere, præster o.l. i de historiske kilder, bliver hævet op i endnu et fortolkningsrum, litteraturen, af digtere og forfattere, forklarer hun og uddyber:

- Realhistoriske fænomener indgår i betydningsudvekslinger og får impact på en helt anden måde. Det bliver noget, der er til stede i vores kulturelle tanke- og forestillingsverden og et billede på noget konkret i menneskers liv.

Som et konkret eksempel på en begivenhed, hun er stødt på i forskningen, nævner Anne Fastrup den osmanniske sultan Suleyman den Prægtige, der omkring år 1535 slog sin ældste søn og tronfølger ihjel, fordi han følte sig truet af sønnens popularitet.

- Begivenheden vakte stor opsigt i Istanbul, og nyheden fandt også vej til Europa, hvor folk var både foruroligede og skandaliserede over, at en far kunne finde på at slå sin søn ihjel på den måde. Begivenheden kom til at spille en stor rolle i fransk politik, hvor man på det tidspunkt havde en magtkamp mellem adelen og kongemagten. Nogle ønskede at begrænse kongens magt, andre ønskede at ophøje kongen til suveræn, hvilket vil sige hævet over loven, almægtig og udstyret med ret til at træffe afgørelser uden at konsultere andre, forklarer Anne Fastrup og fortsætter:

- Spørgsmålet blev diskuteret i den politiske teori og i litteraturen på det tidspunkt, og nogle af dem, som var fortalere for en stærk kongemagt, blev pro-osmannere. De så sultanens magt og ret som et politisk forbillede, mens andre brugte sultanens drab på sønnen som et skræmmebillede på, hvordan det kunne gå, hvis kongen blev enevældig. Op igennem 1600-tallet og et stykke ind i 1700-tallet kan man således se eksempler på, hvordan osmannernes politiske orden bliver brugt i diskussionen af den franske enevælde, så osmannerne har været med til at sætte gang i nogle processer i Europa, som vi kender i dag.

Litteraturen spejler samfundet

Anne Fastrup beskriver litteraturen som en slags forbindelsesmaskine, der kan diskutere reelle politiske og historiske problemstillinger ved at koble dem op i et kæmpe netværk af følelser, ideer og spørgsmål, som på overfladen ikke har noget med de konkrete emner at gøre.

- Et nutidigt og aktuelt eksempel er debatten om udlændinge og indvandring fra Mellemøsten, der for alvor tog fart i årene efter 9/11 og invasionerne af Afghanistan og Irak. Jeg er blevet slået af, hvor svært afgrænselige de diskussioner er, og hvordan de breder sig som ringe i vandet og trækker alle mulige andre spørgsmål med sig, som ikke nødvendigvis har noget med de herboende muslimer at gøre. Det er som om, islamisk kultur stadig udfordrer os politisk og kulturelt på en måde og i en grad, som ikke svarer til de reelle integrationsudfordringers omfang, siger hun.

- Et andet eksempel er Muhammedkrisen, der blev en anledning til at tage diskussionen om ytringsfrihed og frihedsrettigheder mere generelt – noget vi ikke havde talt om længe i Danmark. Diskussionen om ytringsfrihed blev koblet til en gammel diskussion mellem højre og venstre i dansk politik, til spørgsmål om kvinders ligestilling og til spørgsmålet om kirkens magt og rolle i samfundet. Og selvfølgelig til spørgsmålet om indvandring. Den er også blevet koblet til spørgsmålet om rapmusik, og om det er okay, at man i rapmusik taler på en bestemt måde om kvinder. Så i virkeligheden er der en forbindelse fra Muhammedkrisen og ytringsfrihedsdebatten til MeToo-debatten og debatten om krænkelsesparathed og woke-ism, mener hun

Fælles mental infrastruktur

En af de ting, der har overrasket Anne Fastrup mest i sit arbejde på afhandlingen, er, hvor tæt europæisk kultur var forbundet med de islamiske kulturer og civilisationer.

- De var en del af vores tankegods og inspirerede os på godt og ondt til at tænke over mangt og meget, som ikke nødvendigvis havde med islam at gøre. Vi havde, og har måske stadig, en kulturel forbundethed med de islamiske kulturer; de pirkede – og pirker – til noget i vores egen kultur, i vores selvforståelse, og reaktionen kunne være ganske voldsom. Islam har udøvet en forbløffende magt over vores tænkning, idéer, lystfantasier, følelser og idealer – og gør det måske stadigvæk, uden at vi er klar over det.