Middelalderkøbmænd lagde fundamentet til Danmarks kommuner

Kommunalreformen i 2007, hvor 271 kommuner blev til 98, var blot den seneste i en række af reformer af det kommunale system i Danmark, som har handlet om at finde en balance mellem statslig, regional og lokal styring. Men kampen om, hvor den politiske magt skal ligge i Danmark – hos centralmagten eller i byerne – er ifølge lektor og historiker Carsten Jahnke på ingen måde ny. Den er blevet udkæmpet i hvert fald siden middelalderen, hvor grundstenene til de moderne kommuner blev lagt.

- I middelalderen begyndte rige handelsfolk fra hele Norden at etablere fælles handelspladser langs de danske, svenske og tyske kyster, så de kunne komme til dem med deres skibe. I takt med at pladserne voksede sig større og blev til egentlige byer, følte kongen sig truet, men han endte alligevel med at give byerne lov til – mod klækkelig betaling i form af skatter naturligvis – at etablere egne selvstændige politiske og juridiske institutioner, fortæller Carsten Jahnke.

Det er institutioner, som har vist sig så levedygtige, at mange af dem eksisterer den dag i dag, fx de byråd og borgmestre, som alle kender fra deres egen kommune.  

Derfor hedder det kommune

De historiske processer, der førte til etableringen af handelsbyerne, begyndte dog langt tidligere end i middelalderen:

- Allerede så tidligt som i jernalderen og allersenest i vikingetiden begynder vi i Skandinavien at se store koncentrationer af magt og penge hos en gruppe af høvdinge og stormænd, som begynder at handle med hinanden på tværs af regionen, siger Carsten Jahnke. Han uddyber:

- De finder ganske enkelt ud af, at de kan spare penge og beskytte fælles økonomiske interesser ved at gå sammen om at etablere handelspladser rundt omkring i Skandinavien. Det gør de ved at aflægge ed til hinanden om at overholde et fælles regelsæt og sammen forsvare handelspladsen. Sådan et område kom til at hedde en ’birk’, deraf ordet birkeret, som er en mindre retskreds adskilt fra det omgivende samfund. Men på latin hedder det ’kommune’, og det latinske ord bruger vi jo stadig i dag om vores lokale administrative enheder.

Handelsbyerne truer centralmagten

Næsten parallelt med den udvikling, som førte til etablering af handelsbyer, så man en tendens til en større centralisering af kongemagten. Mest berømt er nok historien om Harald Blåtand, som ifølge Jellingstenen kristnede danerne og samlede Danmark og Norge i et rige i 900-tallet.

- Harald Blåtand-historien er nok mest propaganda, men tendensen til centralisering af magt er ikke desto mindre meget tydelig i perioden. Jelling var et magtcentrum i Danmark på den tid. I løbet af middelalderen blev magten dog koncentreret mere og mere i København. Centralmagten, dvs. kongen, var på den ene side stærkt bekymret over de nye handelspladsers position, men på den anden side manglede han også indtægter til at finansiere fx lejesoldater, våben og luksusvarer, forklarer Carsten Jahnke.

Løsningen lå ligefor: Kongen kunne tilbyde handelsbyerne beskyttelse og ikke mindst særlige privilegier og rettigheder mod, at de betalte ham en afgift. Det er dette noget for noget-princip, som senere udvikler sig til et decideret told- og skattesystem.

Først købstæder, så kommuner

Den første danske by, der blev tildelt de særlige kongelige privilegier, også kaldet købstadsprivilegier, var Slesvig i cirka år 1200. I de følgende 300 år fik omkring 100 kystbyer i det daværende Danmark købstadsprivilegier. Men hvad bestod privilegierne i?

- Med det kongelige privilegium fulgte en ret udstrakt grad af selvstændighed; præcis hvor selvstændige byerne måtte være, skændtes konge og købstæder selvfølgelig løbende om. Men byerne fik deres eget retsområde, en videreudvikling af den føromtalte birkeret, hvor de selv stod for det retslige efterspil, når nogle forbrød sig mod reglerne. Selv om der fandtes både Sjællandske Lov og Jyske Lov i middelalderen, var det altså ikke dem, der gjaldt i købstæderne, fortæller Carsten Jahnke og fortsætter:

- Købstaden fik også eneret på at drive handel og håndværk og ikke mindst lov til selv at stå for forvaltningen af staden. Det er dette sidste punkt, som betyder, at byerne begynder at udvikle politiske institutioner, som kan træffe beslutninger på vegne af byen og reagere hurtigt, når der sker noget ude i verden, som har betydning for byen.

Konkret udvikler købstæderne i løbet af 1200-tallet (by)råd, som består af to og ofte flere borgmestre og en række rådmænd, som sammen styrer byen. Denne grundlæggende forvaltningsstruktur bliver ifølge Carsten Jahnke sammen med markedsprivilegierne bibeholdt helt op i det 20. århundrede. Han slutter:

- Der var tale om ulønnet arbejde, så de mennesker, der var i stand til at varetage rådsarbejdet, var det, man i dag vil kalde ”byens spidser”; folk, som havde overskud til at bruge deres tid til noget, der ikke gav dem en indtægt, men som til gengæld gav dem indflydelse og en position i byen. Dette lag af spidser – apotekere, købmænd, guldsmede, skibsbyggere etc. – blev ligesom de administrative og politiske strukturer en fast bestanddel af alle byer. Og det var i virkeligheden først med industrialiseringen og arbejderbevægelsen, at dette lag af rige familier begyndte at miste deres status og betydning.  

Nyheder