Krigen i Eksjugoslavien fortsætter i klasseværelserne

I december måned var det 25 år siden, at de stridende parter i krigen i det tidligere Jugoslavien underskrev en fredsaftale. Bosnien-Hercegovina, hvor 100.000 mennesker mistede livet under krigen, er nu en selvstændig stat, der består af Den Bosniakisk-Kroatiske Føderation og Republika Srpska. Det er en opdeling, der afspejler de tre grupper i landet: de muslimske bosniakker, de katolske kroater og de ortodokse serbere.

Den etniske opdeling af landet ses også i uddannelsessystemet, hvor hele 13 undervisningsministerier i dag har ansvaret for undervisningen i lokale serbiske, kroatiske og bosniakiske amter.

- Skolesystemet i Bosnien-Hercegovina er et eksempel på, hvor galt det kan gå med selv de bedste intentioner: I rammeloven for undervisning, som er lavet på initiativ af det internationale samfund, lægges der vægt på at fremme elevernes demokratiske dannelse i et flerkulturelt samfund. Det er alle parter i princippet enige i, fortæller ph.d. Selma Bukovica Gundersen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling om historieundervisningen i Bosnien-Hercegovina. Hun fortsætter:

- I praksis ser det bare meget anderledes ud, for da den nye forfatning blev skrevet i 1995, ville man fra det internationale samfunds side også gerne sikre børns ret til at blive uddannet på deres eget sprog. Det fik den utilsigtede konsekvens, at det tidligere fælles uddannelsessystem blev udskiftet med et etnisk adskilt system med læreplaner og lærebøger på de nu tre officielle sprog – som dybest set er et og samme sprog. Det betyder fx, at eleverne bliver præsenteret for tre fundamentalt forskellige versioner af krigen 1992-1995 i deres historieundervisning, afhængigt af om de går i en kroatisk, serbisk eller bosniakisk skole. På den måde kommer skolerne til at cementere de etniske og religiøse forskelle i stedet for at lægge op til samtale og dialog om den svære og følsomme fortid.

Børnene står alene med de svære overvejelser

Selma Bukovica Gundersen har i forbindelse med afhandlingen interviewet historielærere og elever, observeret undervisningen og læst en lang række dokumenter som læreplaner, historiebøger og uddannelseslove. Endelig har hun indsamlet og analyseret 103 essays skrevet af skoleelever, der forholder sig til deres identitet og deres viden om krigen 1992-1995:

- Opbygningen af skolesystemet og undervisningsmaterialet, der er skræddersyet til de forskellige etniske grupper, betyder, at børnene primært identificerer sig med deres egen gruppe, for der er ikke nogen fælles identitet, de kan tilvælge, selv om de gerne ville; skolerne opretholder en diskurs om umuligheden for et fælles liv på tværs af etnicitet og religion. Og jeg kan læse i teksterne, at mange børn står meget alene med svære overvejelser om krig, sorg, identitet og tilhørsforhold, som enten bliver behandlet meget ensidigt i skolen eller slet ikke berørt, siger Selma Bukovica Gundersen og uddyber:

- Den nyvalgte borgermester i Banja Luka, som er hovedstaden i den serbiske del af Bosnien-Hercegovina, er en ung mand, som bliver opfattet som fremtidens håb, en mand med potentiale til at skabe forandringer. Han er kun 27 år gammel og tilhører altså den generation, som jeg har skrevet om i min afhandling – generationen, der ikke har personlige erindringer om krigen 1992-1995, men som vokser op i et splittet land. Borgmesteren vil ikke anerkende folkedrabet i Srebrenica eller Haag-dommene, og man kan derfor godt sige, at han er et produkt af den adskillelsespolitik i skolerne, der reproducerer de etnonationale fortællinger om fortiden. Den samme adskillelsespolitik, der blev praktiseret i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, hvor 2. verdenskrig var stridspunktet.

Pressede historielærere

Den manglende politiske vilje i de lokale skoledistrikter til at håndtere erindringen om krigen 1992-1995 på konstruktive måder stiller ifølge Selma Bukovica Gundersen historielærerne over for meget store udfordringer, når de skal formidle det kontroversielle emne i klasseværelserne.

- Mange lærere forsøger helt at undgå at behandle emnet i deres timer, men erkender også, at det næppe er en holdbar eller fremtidssikker løsning. Andre lærere forsøger at navigere mellem de lokale krav om streng etnonational formidling af historien og de statslige og internationale ønsker om mangfoldighed og demokratisk samtale. Det er selvsagt ikke let, og de føler sig meget pressede, forklarer Selma Bukovica Gundersen og slutter:

- Det er for mig at se helt afgørende, at uddannelsessystemet i Bosnien-Hercegovina er i stand til at indføre kommende generationer i krigen 1992-1995 og dens årsager og konsekvenser, men uden at blive et redskab for beskyttelse af snævre religiøse og etniske identiteter, som det er nu. Hvis ideen er, at de kommende generationer skal kunne forene det splittede land, bliver man nødt til at finde et fælles sprog for fortiden på tværs af etniske skel og etablere en historiefortælling, som efterfølgende generationer kan blive undervist efter. For hvor længe kan en stat overleve på grundlag af et rent formelt og administrativt led mellem staten og dens borgere, men uden en fælles historie?

Afhandlingens tema er dog, understreger Selma Bukovica Gundersen, på ingen måder unikt for Bosnien-Hercegovina. Det er ikke kun vigtigt i efterkrigssamfund, men i alle samfund, der på forskellige måder er konfronteret med udfordringer med etnisk og religiøs diversitet – med andre ord med udfordringer om at skabe et demokrati, der inkluderer flere kulturer, og hvor flere etniske grupper og kulturer skal kunne leve fredeligt sammen.

Læs Selma Bukovica Gundersens afhandling Historieundervisning som erindringsarena: Brug af historie, sprog og religion til etnisk adskillelse og konstruktion af en umulighedsdiskurs i Bosnien-Hercegovina.

Emner