26. juli 2019

Psykiatrien ændrede synet på ”problembørnene”

psykiatri

I perioden 1920-1950 blev psykiaterne i samarbejde med skolepsykologerne en stadig mere central del af skolens og samfundets måde at håndtere afvigelse på; psykiaterne tilbød en behandling af de såkaldte ”problembørn”, som blandt andet inddrog børnenes sociale forhold og opvækst, og som stod i modsætning til skolepsykologiens mere ensidige fokus på intelligens, viser ny forskning fra Københavns Universitet.

Danmarks første skolespsykolog
Henning Meyer, der blev ansat i Frederiksberg Kommune i 1934. 

I 1925 blev Udvalget for Skolepsykologiske Undersøgelser grundlagt. Det var en institution, som havde til formål at udarbejde intelligensprøver til skolerne, så de kunne sortere de elever fra, der ikke var egnede til almindelig skolegang. Men det viste sig snart, at intelligenstestene ikke kunne løse problemerne med de såkaldt vanskelige, men normalt begavede børn, og at der var behov for andre måder at differentiere mellem eleverne. Derfor indledte skolepsykologiske pionerer i København og Århus et samarbejde med en anden ny profession – psykiaterne – og det samarbejde førte gradvist til en markant anderledes behandling af elever, der havde det svært i skolen.

Dette nye syn på børn, normalitet og afvigelse, som psykiatrien var bannerfører for, trækker spor til aktuelle diskussioner om inklusion i skolerne: I dag spiller psykiatrien en helt central rolle i de sorteringsmekanismer, skolerne anvender, men har samtidig fået status af videnskabelig disciplin, hvis syn på og behandling af børns problemer til tider kolliderer med skolepsykologernes problemforståelser og ikke mindst psykologernes arbejdsbetingelser i en kommunal virkelighed.

- Hvis man som jeg er optaget af at forstå de differentieringspraksisser, vi har haft og i dag har i skolesystemet, har det været en øjenåbner at undersøge perioden 1920-1950, hvor samarbejdet mellem psykologer og psykiatere for alvor blev etableret. Det var en periode, hvor nye professioner som netop psykologer, psykiatere og pædagoger, men også socialrådgivere, begyndte at samarbejde om behandlingen af vanskelige børn, men hvor de også havde et stort behov for at afgrænse sig i forhold til hinanden, fordi de netop var nye fag, forklarer lektor i pædagogik Bjørn Hamre, som netop har publiceret artiklen ”Psychiatry in the sorting of schoolchildren in Scandinavia 1920–1950: IQ testing, child guidance clinics, and hospitalisation” i tidsskriftet Paedagogica Historica.

Han uddyber:

- Da det begynder at gå op for skolepsykologerne, at mange elevers problemer ikke kan passes ind i de meget firkantede IQ-kasser, etablerer de bl.a. efter inspiration af den berømte engelske psykolog Cyril Burt i løbet af 1930’erne et samarbejde med psykiatriske rådgivninger på hospitaler, som de kan henvise ”problembørn” til. Og her er det virkelig interessant at se, hvordan psykologien i denne periode har status af at være den videnskabelige disciplin, som undersøger børnene med empiriske tests, mens psykiaterne begynder at fokusere på børnenes sociale forhold og deres opvækst. Blandt de psykiatere, der blev engagerede i skolen, bredte sig en social indignation, og flere var utilfredse med, at psykologerne ikke henviste nok elever til psykiatrisk undersøgelse hos dem.

Forhandlinger om faggrænser

Under indflydelse af reformpædagogikken, psykoanalysen og sociologien ændrer forståelsen af normalitet og afvigelse hos børn sig i løbet af 1930’erne og 1940’erne fra en IQ-baseret forståelse til en mere social og psykoanalytisk forståelse. Der bliver etableret psykiatriske konsultationer på skoler, observationshjem, hvor børn med vanskeligheder kan observeres og behandles i længere perioder, og senere deciderede børnepsykiatriske afdelinger.

- Der sker i perioden en gradvis specialisering af professionerne, og man får skolepsykologer, børnepsykologer og børnespsykiatere, og selv om de løbende udbygger samarbejdet omkring børnene, har praktikerne inden for de forskellige fag selvfølgelig også behov for at markere de faglige grænser. Som nævnt er psykiaterne i begyndelsen utilfredse med, at det er psykologerne, som definerer, hvilke børn der afviger fra normalitetsidealerne i skolen, og at de tilsyneladende ligger nederst i det faglige hierarki, når det skal besluttes, hvilke børn der skal henvises til undersøgelse hos skolepsykiateren – men det ændrer sig i takt med, at psykiaterne får deres egne institutioner og specialiseringer, fortæller Bjørn Hamre og fortsætter:

- I stedet for bare at tage imod de elever, som psykologerne henviser til dem, bliver de gradvist mere og mere involveret i arbejdet med at differentiere eleverne på skolerne og i beslutningerne om, hvilke elever der har behov for behandling. Psykiatrien blev efterhånden en helt central del af skolesystemets og velfærdsstatens måde at håndtere afvigelse på. Og etableringen af det tværprofessionelle samarbejde 1920-1950 var en afgørende forudsætning for den udvikling.

Nyt professionshierarki

Bjørn Hamre har ligesom mange af sine kolleger interesseret sig indgående for de aktuelle diskussioner om diagnoser i skolesystemet, og han har fokuseret særligt på inklusionsdagsordenen, som ifølge ham afslører nogle interessante forskelle på psykiaterne og psykologernes status i dag.

- Jeg interviewede for et par år siden en række psykologer i Københavns Kommune om deres arbejde med at inkludere elever med vanskeligheder i den almindelige folkeskole. Det er en svær øvelse, som ikke bliver nemmere af, at de samarbejder med psykiatere, der ikke i samme grad føler sig forpligtet til at følge den kommunale inklusionsdagsorden. Det skaber problemer for psykologerne, fordi de helst skal inkludere børn, som ifølge psykiaterne bør henvises til andre tilbud, siger Bjørn Hamre.

Bjørn Hamres undersøgelse viste også, at ændringer i forholdet mellem psykologer og psykiatere: Hvor det i mellemkrigstiden var psykologerne, der havde definitionsmagten i forhold til børnenes diagnoser, tyder det på at skolesystemet i dag reproducerer psykiaternes diagnoser og udredninger, og at skolens professionelle føler sig underlagt psykiatriens forklaringsmodeller.

- Det er selvfølgelig en interessant udvikling – særligt set i et faghistorisk perspektiv – men det viser også, at vi måske som samfund i højere grad burde interessere os for forholdet mellem velfærdsstatens fagprofessionelle og de mekanismer, der er med til at definere, hvilke børn der afviger fra de gældende normalitetsbegreber i skolerne.

Kontakt

Lektor Bjørn Hamre
Institut for Medier, Erkendelse og Formidling
Københavns Universitet
Mobil: 21 62 60 62
Mail: hamre@hum.ku.dk