11.500 år gamle dyreknogler tyder på, at hunde hjalp mennesker med at jage

Allerede for 14.000 år siden i Nærorienten gjorde mennesker de første hunde tamme, men om det skete ved et tilfælde, eller om det var planlagt, ved forskerne ikke. Nu viser ny forskning af et hold arkæologer fra Københavns Universitet og University College London, at mennesker nok har sat større pris på de første hundes sporings- og jagtevner, end man hidtil har vidst.

Et studie af dyreknogler, der er udgravet på den 11.500 år gamle stenalderboplads Shubayqa 6 i det nordøstlige Jordan, viser ikke alene, at der levede mange hunde i dette område i stenalderen, men undersøgelserne tyder også på, at mennesker og dyr sandsynligvis jagede sammen.

- Vores studie af en store samling af dyreknogler fra bopladsen Shubayqa 6 har vist, at en meget stor andel af knoglerne udviste de umiskendelige tegn på at have været gennem et andet dyrs fordøjelsessystem. Disse knogler er så store, at det umuligt kan have været mennesker, der har fortæret dem, men at det må have været hunde, forklarer arkæolog Lisa Yeomans fra Københavns Universitet.  

Lisa Yeomans og hendes kolleger kan se, at Shubayqa 6 har været beboet af mennesker hele året, hvilket må betyde, at hundene har levet på bopladsen sammen med stenaldermenneskene og ikke kun været på besøg i perioder, hvor pladsen var forladt.

- Hundene har ikke levet i udkanten af bopladsen, men må have været en integreret del af hverdagslivet og har haft lov til at bevæge sig frit rundt blandt menneskene, for vi kan se, at de har ædt knoglerester og besørget over hele området.

Kan nye jagtteknikker forklare de mange mindre byttedyr?

Da Yeomans og medforfatterne til studiet analyserede dataene fra bopladsen, kunne de se en pludselig stigning i antallet af knogler fra harer på det tidspunkt, hvor hundene også gjorde deres indtog i Shubayqa 6. Man jagede selvfølgelig harer  for at få noget at spise, men beboerne på Shubayqa 6 lavede også små perler af harernes knogler. Forskerne mener, at der er en sammenhæng mellem hundenes og harernes fremkomst:

- Vi kan se, at der blev fanget flere harer, men også at de harer, der blev fanget, efter hundene kom til, havde en helt anden sammensætning. Det kan blandt andet hænge sammen med indførslen af nye jagtteknikker; tidligere har man formodentlig jaget med net og derfor også fanget både unge og gamle harer, men med hunde har man kunnet udvælge præcis de harer, man gerne ville fange, siger Lisa Yeomans og tilføjer:

- Det er velkendt, at der er en lang tradition for at bruge hunde til at jage både større og mindre byttedyr i Nærorienten, og det ville være mærkeligt ikke at overveje, om hunde kunne være forklaringen på den pludselige stigning i mindre byttedyr blandt efterladenskaberne på bopladsen.

Læs artiklen Close companions: Early evidence for dogs in northeast Jordan and the potential impact of new hunting methods i Journal of Anthropological Archaeology

Kontakt
Arkæolog Lisa Yeomans
Københavns Universitet
Mail: zhr605@hum.ku.dk
Telefon: + 45 27 12 17 01

Emner