Den ’bløde’ udslusning fra fængslet kan være en hård omgang

Kriminalforsorgen driver syv såkaldte pensioner, som er døgnbemandede udslusningsintuitioner, der skal ruste indsatte i danske fængsler til et liv uden for murene. I løbet af udslusningen, der er frivillig og typisk varer tre måneder, arbejder det socialpædagogiske personale tæt sammen med de indsatte og yder bl.a. støtte til en lang række praktiske aspekter i forbindelse den forstående løsladelse – herunder bolig, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag.

Samtidig inkluderer udslusningen også en lang række samtaler mellem afsonere og medarbejdere, og det er usædvanligt inden for Kriminalforsorgen, hvor afsonere og medarbejdere typisk opretholder en vis distance. Samtalerne, som ligesom meget af den øvrige praksis på pensionerne går tæt på de indsatte, viser, at forestillingen om de ’bløde’ pensioner og de ’hårde’ fængsler kræver nuancering:

- I Kriminalforsorgen er der en stærk grundfortælling om, at de ’hårde’ fængsler er ødelæggende for de indsatte, og at den ’bløde’ udslusning er sat i verden for – i løbet af få måneder – at løse de problemer, som systemet selv skaber via fængslerne. Dette indbyggede paradoks i systemet har jeg undersøgt i min afhandling, hvor jeg har observeret og interviewet indsatte og medarbejdere på to pensioner, fortæller ph.d. Nanna Koch Hansen, som netop har forsvaret afhandlingen ”Opdragelse til løsladelse”, og fortsætter:

- Interessant nok er det kun meget sparsomt beskrevet, hvad den pædagogiske praksis på sådan en udslusningspension overhovedet består af. Det pædagogiske arbejde baseres på underforståede forestillinger og normer for socialpædagogisk arbejde, der prioriterer den ’bløde’ samtale frem for ’hårde’ afsoningsvilkår. Men min pointe er, at samtalerne ikke bare er ’bløde’ – de går ofte ekstremt tæt på de indsattes privatliv – herunder parforhold, barndom og børn – og kan hermed forstås som meget indgribende. Der ligger en magtudøvelse i den form for pædagogisk arbejde, som vi nemt kan overse, fordi den netop forstås som god og ’blød’ i forhold til andre former for magtanvendelse i Kriminalforsorgen.

Ifølge Nanna Koch Hansen er det interessant, at Kriminalforsorgen gennem sådanne initiativer ikke blot kan forstås som en straffende institution, men netop også som en opdragende institution, der interesserer sig for afsonernes liv og fremtid og tegner denne på bestemte måder.

Hvor frivilligt er det?

Pensionerne er, understreges det, et frivilligt tilbud, som de indsatte kan søge om at komme på i samarbejde med en socialrådgiver, og de bliver sendt tilbage til fængslet, hvis de ikke kan overholde reglerne. I forhold til almindelig afsoning i et sikret fængsel med restriktive afsoningsvilkår fungerer pensionsopholdet da også som en stor gulerod for de indsatte, fordi de her gives langt friere rammer, hvor de får mulighed for fx at passe et arbejde eller tilbringe langt mere tid sammen med deres familie.

- Man kan godt diskutere, hvor frivilligt et tilbud det er for de indsatte, for hvis alternativet til pensionen netop er at afsone under restriktive vilkår, er det svært at forestille sig, at mange vil takke nej til det. Samtidig danner idéen om frivillighed i kriminalforsorgssammenhæng et unikt afsæt for socialpædagogisk intervention, hvor medarbejderne kan udlægge afsoningen som noget, de indsatte ’selv har valgt’, og som er til ’for deres egen skyld’ – også hvis de indsatte synes, at arbejdet bliver svært, eller at de en eller anden måde er utilfredse, forklarer Nanna Koch Hansen.

Pensionerne virker

Statistikkerne viser, at indsatte, der har været gennem udslusningsforløb på pensionerne, har en markant lavere risiko for tilbagefald til en kriminel løbebane, så i den forstand virker arbejdet på pensionerne efter hensigten. Og afsonerne på pensionerne taler generelt også positivt om deres udslusningsophold. Det er heller ikke Nanna Koch Hansens ærinde at så tvivl om værdien af dem:

- Det er tunge sociale problemer, som personalet på pensionerne håndterer sammen med de indsatte, og der bliver lagt stor dedikation i arbejdet. Det ændrer dog ikke på, at den grundlæggende fortælling om ’blød’ over for ’hård’ er alt for unuanceret – det opleves ikke nødvendigvis som ’blødt’ af de indsatte at skulle indgå i en fortrolig relation til Kriminalforsorgens medarbejdere, der fatter interesse for deres privat og -familieliv. Derudover kan fortællingen om ’det hårde’ og ’det bløde’ bidrage til at fremstille denne resocialiserende del af Kriminalforsorgens arbejde som mindre ’seriøst’ og give associationer af, at afsoning i den danske Kriminalforsorg er den rene ferie, hvilket det altså bestemt ikke er, forklarer Nanna Koch Hansen, og slutter:

- Samtidig er det vigtigt at pointere, at Kriminalforsorgen så at sige ’håndplukker’ de afsonere, som man vurderer vil have en chance for at klare udslusningen og overholde de afsoningsvilkår, der fortsat gælder, selvom de ikke længere er låst inde. Der bliver systematisk frasorteret en del indsatte, herunder indsatte med aktivt stofmisbrug og indsatte med banderelationer, og de vil stadig skulle afsone hele deres straf i et ’hårdt’ fængsel. Følger man idéen om, at fængselsophold er nedbrydende og kontraproduktive i forhold til Kriminalforsorgens overordnede målsætninger om kriminalitetsbegrænsning, så kan man jo undre sig over, hvad der skal blive af de resterende afsonere.

Kontakt

Ph.d. Nanna Koch Hansen
Mail: nkh@sdu.dk
Mobil: 30 23 11 12

Emner