De unge har brug for hjælp til digital skrivning

Mie Bligaard Christoffersen undersøger i ph.d.-afhandlingen Digitale spor på papiret hvad gymnasieelever, der er vokset op med digitale tekstnormer, møder af udfordringer, når de forsøger at leve op til gymnasiebekendtgørelsens konvention om tekster, som skal kunne fungere også på tryk, selvom de skrives og afleveres digitalt.

Det danske uddannelsessystem har været hurtigt til at følge med den digitale udvikling sammenlignet med andre lande. Eleverne skriver primært på skærm, også ved noteskrivning, og stile-skrivning og –aflevering foregår digitalt via programmerne Lectio og Word. Men eleverne møder udfordringer og paradokser, fordi gymnasiet ikke helt har opgivet en norm om tekster på papir til fordel for en norm om tekster på skærm og fordi eleverne ikke instrueres i skoleredskabernes, som adskiller sig fra de medier eleverne kender fra deres fritid.

De unges digitale færdigheder og udfordringer i gymnasiet

Afhandlingen vil tegne et mere nuanceret billede af de digitale skrive- og læsefærdigheder (’litteracitet’) hos unge, som er vokset op med digital interaktion. Elevernes færdigheder afdækkes gennem analyser af 506 danske gymnasiestile skrevet i 2012-2016 i hele Danmark og vha. teori hentet fra forskningsfelterne hypertekst og medialisering, digital litteracitet og læseforskning, samt de ’digitale indfødte’ og deres digitale interaktionsmedier.

Analyserne viser, at gymnasiebekendtgørelsen præsenterer eleverne for en tekstkonvention ulig dén de har erfaring med fra deres digitale hverdagsliv udenfor skolen. De forventes på skærm at skrive tekster der egner sig til at blive trykt og indenfor tidligere generationers genrer: lange tekster indeholdende tilstrækkelig information, så de kan læses af enhver på tværs af tid og kontekst. De digitale redskaber, skolen anvender, er udtænkt mhp. at skrive digitale tekster der ligner trykte tekster, hvilket tydeligst ses i ligheden i Word’s skriveflade med et papir overført til skærm.

Medierne, som eleverne er bekendt med fra fritiden, har tillært dem andre normer: De er vant til at få en færdigdesignet tekstboks at skrive i, som sætter en ramme, der giver nødvendige informationer om fx tidspunkt, afsender og tekstuel kontekst. Eleverne er også vant til, at digitale tekster med links kædes sammen med andre tekster og dermed flytter nødvendig information over i links. Elevernes henvisningspraksis er influeret heraf, idet de i stilene fortrinsvis henviser til digitale kilder og indforståede referencer til en livsnær kontekst, som de forudsætter at læseren er bekendt med, men i øvrigt overholder de gymnasiegenrernes normer og skriver ikke fx sms-sprog i deres stile.

Undervisningens sikring af fremtidens nødvendige kompetencer

I forlængelse af analyserne udpeger Christoffersen en række undervisningsfelter, som bør udbygges for at give næste generation kompetencer, som gør dem i stand til at deltage i det fremtidige samfund og forstå det fortidige:

• det skal afklares, hvilke kompetencer de næste generationer får brug for; har de fx brug for at kunne stave uden hjælpemidler eller at have færdigheder i fortidige genrer for at kunne forstå fortidige tekster og skrive tekster, der kan forstås af de næste generationer?

• undervisningen bør vise, hvordan tekster kan kombinere papirskriftens dekontekstuelle kvaliteter med skærmskriftens kontekstuelle, så digitale tekster kan læses uafhængigt af tid og rum og kan fungere på papir med stabile referencer, der tager højde for at links med tiden bliver inaktive, så fremtidige læsere ikke mangler nødvendig information for forståelsen. 

• Christoffersen påviser, at det ofte overvurderes, hvilke færdigheder eleverne henter fra deres digitale opvækst og hun lægger op til at skolen understøtter elevernes digitale færdigheder, så de kan udnytte skriveprogrammers og computerens fulde mulighedsfelt mht. layout, tastaturgenveje, stavekontrol og autokorrektur. De skal lære at programmere tekstens design, så det passer til medie, sprog og kontekst. De digitale færdigheder skal også udbygges mht. hjælpemidler som stavekontrol. De skal lære systematikken i stavekontrollen og bevidstgøres om, hvornår de kan stole på den og hvordan de skal korrekturlæse en tekst.