Uddøende sprog udvider vores horisont
Mange af verdens sprog har ikke ord for højre og venstre. I stedet er kommunikation om orientering knyttet til det lokale landskab. Disse sprog rummer nøgler til at forstå menneskets fleksible orienteringspotentialer, men mange af dem er i fare for at uddø. Forskere fra fem kontinenter mødes på Københavns Universitet for at undersøge samspillet mellem sprog og landskaber.
Konferencen ’Geographic grounding: Place, direction and landscape in the grammars of the world’ præsenterer i slutningen af maj 26 foredrag af forskere, der har undersøgt udtryk for sted, retning og landskab i 20 forskellige sprog af 12 ubeslægtede sprogfamilier. Det gælder velkendte sprog som dansk og engelsk men også palula (indoarisk, Pakistan), saaroa (austronesisk, Taiwan), zapotec (otomangue, Mexico), shua (khoe, Botswana) og murrinhpatha (Southern Daly, Australien).
To mexicanske otomitalere i et eksperiment med orienteringssprog, hvor de skal matche fotos. Spillet er udviklet af Max Planck-instituttet i Nijmegen og bruges til tværsproglig sammenligning.
- Desværre er mange af de sprog, vi undersøger, på nippet til at uddø. I 1900-tallet forbød mange nationalstater bl.a. minoritetssprog i skolerne, og det har haft drastiske konsekvenser for klodens sproglige diversitet. Hvis vi skal nå at lære, hvad de sprog har at fortælle os om fleksibiliteten i menneskets udvikling af kommunikationssystemer og orienteringsstrategier, har vi travlt, fortæller lektor og arrangør Jan Heegård.
Landskabet i sproget
Når vi på på europæiske sprog skal kommunikere om, hvor noget er, eller hvordan vi kommer et sted hen, tager vi udgangspunkt i vores egen krop og dens højre/venstre-inddeling. Vi beder fx nogen tage skålen til højre for elkedlen eller dreje ned ad anden vej på venstre hånd, og retningerne forandrer sig, når vi flytter os. Absolutte retninger som nord og syd bruger vi kun, når vi taler om større geografiske enheder, fx ”Søen ligger øst for skoven”.
- Tidligere anede man ikke, hvor stor variation der er i verdens sprog, når det gælder orientering. Forskere tog afsæt i verdenssprog som engelsk og troede, at vi mennesker generelt bruger vores egne kroppe som udgangspunkt, når vi taler om placering i lille målestok, og verdenshjørnerne, når vi taler om placering i stor målestok, fortæller ph.d.-stipendiat Ditte Boeg Thomsen, medarrangør af konferencen, og fortsætter:
- Men de sidste årtiers sprogvidenskabelige feltarbejde med en mængde hidtil ubeskrevne sprog har vist, at mange sprog simpelthen ikke har ord for højre og venstre, men bruger den større geografiske kontekst som orienteringsramme, a la: ”Kan du lige række mig skålen syd for elkedlen?”
Fra Pakistan til Mexico
- Det ser man fx i kalasha, der bliver talt i en bjergkæde i det nordvestlige Pakistan, supplerer Jan Heegård.
- Kalashafolket bruger først og fremmest flodernes retning og bjergsidens hældning, når de taler om placering – selv når de er indenfor og taler om småting. Floden er så central, at kalasha endda har et fascinerende sæt af ”flodbøjningsstavelser”, man kan sætte på andre ord: ”opflods-”, ”nedflods-”, ”krydsflods-”.
Opmærksomhed på det omgivende landskab finder man også i en helt anden del af verden. Ditte Boeg Thomsen har været på flere feltarbejder i en mexicansk bjerglandsby, hvor den ældste generation (ca. 200 mennesker) stadig taler deres oprindelige sprog, otomi.
- Vi undersøgte bl.a. orienteringssprog ved at spille et matchingspil udviklet af Max Planck-instituttet i Nijmegen. Her skal den ene beskrive et sæt fotos, og den anden finde de tilsvarende fotos i sit sæt. Flere af billederne adskilte sig kun ved det, der for os ville være højre/venstre-forskelle.
- Men otomitalerne løste opgaven ved at bruge to krydsende landskabsakser: opad (øst)-nedad (vest), bjergsiden (nord)-fyrretræssiden (syd). Hvis vi drejede et foto i forskellige retninger på en bordflade, forandrede talerne deres beskrivelse, fordi relationen til omgivelserne blev ændret: ”Manden står over/under/på bjergsiden af/på fyrretræssiden af træet”. Landskabet er i det hele taget centralt i sproget, hvor man har udsagnsord for ”at se noget opad” (mod øst) og ”at se noget nedad” (mod vest). Og ligesom vi på dansk bøjer ord i nutid og datid, bøjer man på otomi også ord i retning: ”Jeg spiste-på-vej-væk-herfra” vs. ”Jeg spiste-på-vej-hertil”.
Tid og sted
30.-31. Maj 2016
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
lokale 23.0.49, Njalsgade 126, Kbh. S.
Læs mere på konferencens hjemmeside
Kontakt
Ph.d.-stipendiat Ditte Boeg Thomsen
Mail: ditte.boeg@hum.ku.dk
Telefon: 61 26 19 81
Lektor Jan Heegård Petersen
Mail: janhp@hum.ku.dk
Telefon: 50 71 40 37
Emner
Kontakt
Ph.d.-stipendiat Ditte Boeg Thomsen
Mail: ditte.boeg@hum.ku.dk
Telefon: 61 26 19 81
Lektor Jan Heegård Petersen
Mail: janhp@hum.ku.dk
Telefon: 50 71 40 37