De faktiske forhold i hjerneindustrien

Af Ulf Hedetoft, dekan, Det Humanistiske Fakultet

Bragt i Politiken 11. januar 2016

REGERINGEN HAR iværksat et af de mest omfattende indgreb i universiteternes muligheder for at opretholde en høj international standard inden for uddannelse og forskning i nyere tid. Den omprioriterer, dimensionerer og fremdrifter til den store guldmedalje. Hertil kommer usminkede reduktioner og fjernelse af bevillinger uden legitimatoriske dikkedarer. Dem har den jo ikke behov for. Den har magten og kan vælge og vrage, som den vil, under forudsætning af den nødvendige politiske opbakning. Og det har den desværre indtil videre.

Det indebærer for mit eget fakultet, at vi over de næste 3-4 år må skære i vores budget. Op mod en femtedel af vores samlede indtægt, ca. 125 mio. kr., vil forsvinde og dermed mange stillinger, uddannelser og forskningsprojekter. Det kan ikke undgås, og det må vi tage til efterretning. Vores uddannelser er i forvejen underfinansieret markant. Ministeriets analyse underbygger den slutning. Ifølge den koster en humaniorastuderende 72.000 kr. om året, men vi modtager kun godt 44.000. Mankoen må vi hente fra forskningsbevillinger, men med reduktioner i denne størrelsesorden går det ikke længere. Grænsen er nået.

Politikerne får, hvad de er villige til at betale for. Og hvis de mener, at det er fremtidssikrende, visionært og nationalt meningsfuldt at overføre midler fra universiteterne til skattelettelser, håndværkerfradrag og udflytning af statslige arbejdspladser, så er det sådan. Jeg tillader mig at være uenig.

Det er straks mere forunderligt, at vi, år efter år, ikke kan få redskaberne til at gennemføre de tiltag, der besluttes på Christiansborg, så de passer med de hastigt reducerede økonomiske rammebetingelser. Eksemplerne på dette paradoksproblem er legio, men lad mig nøjes med at nævne tre:

Paradoks nr. 1

Studiefremdriftsreformen. Den kræver af universiteterne, at vi sikrer studerendes gennemførelse på godt og vel normeret tid (5 år), ellers vanker der en statslig bøde i millionklassen. Man skulle så tro, at universiteterne kunne stille tilsvarende krav til de studerende. Men nej, vi kan kun kræve, at de består en enkelt prøve hvert år, og ifølge den netop aftalte revision af reformen vil vi heller ikke fremover kunne forlange, at studerende gennemfører mere end 75 pct. af de nødvendige prøver pr. år. Over et samlet studieforløb er det langtfra nok til at sikre, at universiteterne undgår bødestraffen.

Paradoks nr. 2

Lukning af uddannelser. Det bliver som nævnt uundgåeligt, når budgetterne ikke rækker til at opretholde den nødvendige bemanding for at sikre kvalitet og bredde på det niveau, vi skal, ifølge både vores egne standarder og dem, vi løbende måles på af den statslige akkrediteringsinstitution. Men lukke ned, det kan man bare ikke sådan uden videre, for studerende har ifølge ministeriets fortolkning krav på at færdiggøre den uddannelse, de er startet på. Men hvis den statslige akkrediteringsinstitution vælger at lukke en uddannelse af samme grunde, sker det med øjeblikkelig virkning, uden hensyn til studerendes berettigede forventninger.

Paradoks nr. 3

Relevant erhvervsarbejde. Alle politikere efterspørger praktiske samfunds- og erhvervsorienterede kompetencer hos vores kandidater, men fremdriftsreformen gør det vanskeligt at indbygge perioder med relevant erhvervsarbejde i studieforløb, der skal gennemføres inden for snævre tidsrammer. Projektorienterede forløb i uddannelserne kan kun delvis erstatte erfaringer fra det virkelige arbejdsliv. Deltidsstudier på kandidatniveau ville være en partiel løsning, men heller ikke det giver lovrammerne mulighed for, selv om det reelt ville indebære en væsentlig økonomisk lettelse af de offentlige finanser, fordi staten ville spare på SU’en.

Dette er kun toppen af et statsligt reguleringsisbjerg uden logik, sammenhæng eller overordnet sigtepunkt. Politiske krav til universiteterne må modsvares af en værktøjskasse, der gør det muligt at indfri dem? På universiteterne kan vi ikke gøre vores arbejde ordentligt, med rettidig omhu og med de efterspurgte resultater. De faktiske forhold i hjerneindustrien bør ændres. Det haster.