Analyse: Effekt. Humanistisk viden skal mere i spil – Københavns Universitet

Forside > Pressekontakt > Opinion > 2015 > Analyse: Effekt. Human...

26. januar 2015

Analyse: Effekt. Humanistisk viden skal mere i spil

effekt

Der er behov for nye indikatorer, som kan måle og synliggøre effekten af humanistisk viden, skriver Julie Sommerlund og David Budtz Pedersen.

Af Julie Sommerlund, prodekan, og David Budtz Pedersen, forskningsleder

Bragt som analyse i Politiken 22. januar 2015

Enhver, der er interesseret i forskning og uddannelse, må have bemærket, hvordan der de senere år er kommet pres på universiteterne for at bidrage til vækst og udvikling. Forskningens samfundsmæssige effekter er blevet et varmt emne blandt beslutningstagere og politikere. Og med god grund. Danmark bruger hvert år mere end 1 procent af bruttonationalproduktet på offentlig forskning og 2 procent på privat forskning og udvikling.

I et velfærdssamfund som det danske er der stor konkurrence mellem de forskellige velfærdsområder, når det gælder om at tilkæmpe sig bevillinger - f.eks. inden for ældrepleje, sygehuse, infrastruktur eller uddannelse. Det samme gælder mellem de videnskabelige hovedområder. Der er konstant konkurrence om at fremvise effekterne af forskellige forskningsindsatser. Mange antager instinktivt, at bevillinger til sundhedsvidenskab eller teknisk videnskab automatisk fører til nye velfærdsløsninger og livskvalitet. Mange antager tilsvarende, at investeringer i humanistisk forskning ikke fører til samme værdi for samfundet. Tænk blot på fordelingen af forskningsmidler. Sundhedsvidenskab modtager hvert år 35 procent af de offentlige forskningsmidler.
Humaniora modtager 8 procent.

Men spørgsmålet er, om denne opfattelse af videnskabens samfundsværdi afspejler virkeligheden eller snarere vores måde at måle forskningens værdi på.

SOM EFTERÅRETS debat om dimensionering af danske uddannelser understreger, er der stor efterspørgsel efter at påvise værdien af forskning og uddannelse. Embedsmænd og analyseinstitutter anvender forskellige økonomiske modeller, der fastlægger værdien af uddannelse ud fra eksempelvis lønmodtagernes indkomst eller effekten af forskning ud fra antallet af patenter og graden af ekstern finansiering. Det er der god grund til. Patenter kan nemlig fortælle noget om forskningens kommercielle potentialer - men ikke om de indfries. Samarbejdsaftaler, licenser og privat medfinansiering kan sige noget om, hvorvidt virksomheder og fonde finder forskningsprojekterne anvendelige og relevante.

Men patenter og virksomhedssamarbejde udgør kun én måde, hvorpå forskningen skaber effekt i samfundet. Der findes mange andre typer af videnspredning og værdiskabelse. Ligesom det globale marked er differentieret i en række nicher strækkende sig fra traditionelle produktionsvirksomheder over serviceøkonomi til nye former for social deleøkonomi, er også efterspørgslen efter viden differentieret. Private virksomheder, offentlige institutioner, kulturinstitutioner og den demokratiske offentlighed anvender og efterspørger forskellige typer af viden, hvoraf kun en lille delmængde kan dokumenteres i kraft af samarbejdsaftaler og patenter.

Tilsvarende varetager de humanistiske vidensinstitutioner et differentieret sæt af samfundsopgaver. Vi uddanner bachelorer og kandidater, bidrager med myndighedsbetjening (ekspertise, formidling, konsultation, politisk rådgivning osv.), skaber kulturel produktion i form af traditions- og kulturformidling og er aktive i erhvervssamarbejde og innovation.

Den viden og indsigt, der skabes på universiteterne om udenrigspolitik, ekstremisme, klimaforandringer, global kultur, forbrugsmønstre eller ansvarlig virksomhedsledelse finder vej til samfundet på utallige formelle og uformelle måder - gennem formidling, samarbejde, netværk, partnerskaber, efteruddannelse, rådgivning osv.

MINISTERIER, universiteter, tænketanke og politiske partier kræver en evidensbaseret tilgang til forskningens effekter. Men hvis vi skal have en kvalificeret debat om universiteternes effekt og samfundsværdi, må hele spektret af indikatorer og indsatser medtænkes.

Tænk f. eks. på de mange forskere, der deltager i den offentlige debat og kvalificerer den demokratiske samtale. Tænk på historievidenskaben, der muliggør, at hver generation har adgang til viden om verdenshistorien og kulturarven.

Eller tænk på den komplekse sammensætning af viden og kompetencer, som er nødvendig for at drive innovationsprocesser i virksomheder som Carlsberg, Lego eller Novo Nordisk, hvor ledelse, organisering, kulturforståelse, sprogfærdigheder og teknologiudvikling integreres i en sammenhængende forretningsmodel.

MANGE TING kan gøres bedre, og forskningens resultater kan udnyttes endnu bedre til fordel for samfund, kultur og erhvervsliv.

På Københavns Universitet vil vi derfor invitere de forskellige forsknings-og innovationspolitiske interessenter til at indgå i en bred og fordomsfri debat om, hvordan vi kan skabe bedre vilkår for, at humanistisk forskning kommer endnu mere i spil i samfundet. For at få et retvisende billede af humanioras samfundsnytte er det nødvendigt med en debat om, hvorvidt de nuværende indikatorer er tilstrækkeligt gode til opfange det fulde udbytte af forskningen. Humanistiske forskere er i offensiven og vil gerne bidrage til relevans-og kvalitetsdebatten.