Debat: Er det ikke på tide at droppe den konstante bashing af humaniora?

Af dekan Ulf Hedetoft, Det Humanistiske Fakultet

Bragt som debatindlæg i Politiken den 17. januar 2014.

Der uddannes for mange humanister. Der er for mange uddannelsesretninger.
Kvaliteten er for nedadgående. Der udbydes for lidt undervisning. De studerende er dovne og forkælede. Studietiderne er for lange. Kandidaterne kommer for let igennem deres eksaminer, fordi universiteterne misbruger taksameter-økonomien. Kandidaterne er arbejdsløse, underproduktive eller overkvalificerede (i moderne økonomisk newspeak: 'ufaglærte'). De tjener for lidt og skaber altså, sådan er logikken, for lidt værdi. Det er i det hele taget en værre redelighed, som der bør ryddes op i.

De, der nikker til eller måske ligefrem står bag disse påstande - og der er mange af dem: politikere, erhvervsrepræsentanter, økonomer, tænketanke, medier, 'manden på gaden' - forekommer i stigende grad immuniseret over for argumenter og fakta, der tilbageviser eller relativerer den herskende mytologi og sætter spørgsmålstegn ved dens præmisser. For man 'hører jo' så meget. Folk fortæller. Og man kan huske, fra man selv studerede. Anekdoterne vinder nemt over virkeligheden.

Så interesserer det ikke så meget, at arbejdsløsheden blandt humanistiske kandidater er nedbragt fra 25 procent i midt-80'erne til 6 procent i dag. At kandidatproduktionen er firedoblet i samme periode. At listen over kandidaternes beskæftigelse er længere end nogensinde før, både inden for den offentlige og private sektor. At vi på universiteterne udbyder mere undervisning, mere vejledning, større praksisorientering og flere internationale studiemuligheder end tidligere. At vi satser benhårdt på opgradering af pædagogiske former, didaktiske kompetencer og præsentation af den nyeste viden i undervisningen. At alt dette er blevet gjort i en situation præget af politiske krav om optag af flere og flere studerende.

Nej, så vejer det tungere at fastholde, at humanisterne stadig har en 'overledighed', at humanister jo ikke er ingeniører, at de ikke tjener lige så meget som læger, at arbejdsgiverne er på herrens mark, når de skal vurdere eksamensbeviser, og at humaniora i øvrigt repræsenterer adskillige fagligheder, der slet ikke lader sig indordne under en økonomisk produktivitets- og konkurrencesynsvinkel. Jo, vi skal da kunne noget om hovedsprogene, og viden om kulturforskelle kan også være ganske nyttig til fremme af dansk eksport. Men så må det også stoppe. Eller må det?

Det gamle og rigtige diktum non scolae sed vitae, uddannelse er ikke for skolen men for livet, er ved at blive omfortolket og indsnævret. I dagens Danmark, i konkurrencestatens ånd, er livet blevet erhvervslivet, uddannelsens værdi identisk med dens bidrag til bundlinjen på bnp-opgørelsen. Målt med den alen - og den er jo alle fordommenes fader - ser humaniora uden tvivl lidt forpjusket ud. For det er jo rigtigt, at vi 'kun' afsætter 40 procent af kandidaterne til det private erhvervsliv, ikke 100. At den gennemsnitlige livsløn ikke kan måle sig med lægens (som i øvrigt drager fordel af en situation, der bedre kan betegnes som et statsmonopol end resultatet af fri konkurrence). At mange humanister får andre job end dem, de oprindelig havde forestillet sig. At vi stadig mangler en smule for at komme ned på den for hardcore økonomer 'normale' og acceptable ledighedsprocent.

Og endelig - ja, det er rigtigt - repræsenterer vi også uddannelser og forskning, som ikke kan og heller ikke skal underlægges et økonomisk målbart produktivitetsregime.
Ikke kun uddanner vi kandidater til den store offentlige sektor (uddannelses-, forsknings- og kulturinstitutioner, offentlig forvaltning, medievirksomheder osv.), men ansatte på humaniora (og andre personer med humanistisk baggrund) bidrager i væsentlig grad med deres ekspertiser til offentlige debatter om centrale spørgsmål inden for kultur, sprog, historie, identitet, samfundsudvikling og værdier - både de økonomiske og alle de andre.

Dette er vel at mærke ikke det samme som et forsvar for brødløs uddannelse til arbejdsløshed - noget, vi skal gøre alt for at undgå, bl.a. ved at forsøge at dimensionere vores optag af studerende til samfundets behov og beskæftigelsesmuligheder. Men det er at fastholde, at selv i et samfund dybt præget af konkurrenceparadigmet må og skal vi også bibeholde den del af humaniora, der fokuserer på viden og refleksioner om den historiske og filosofiske kulturarv, om menneskets subjektivitet, om udsynet til den globale kontekst og om tilsyneladende eksotiske emner, der ikke sådan uden videre lader sig omsætte til salgbar vare, men som er en uundværlig del af dannelsesdimensionen i et oplyst, civiliseret samfund. Det er humaniora også.

Det bidrager til dannelse, udsyn og oplyste diskussioner. Til borgernes generelle tilfredshed med deres livsvilkår. Til løsninger på velfærdsproblemer. Til et fornuftigt civilsamfund baseret på tillid og ligeværdighed.

Kompleksiteten gør utvivlsomt humaniora sårbar over for flankeangrebene fra de moderne utilitarister. Man kan kun håbe på, at også de - for de har langt hen ad vejen magt til at forme institutionerne og definere debattens præmisser - kan indse, at konkurrenceformlen ikke er anvendelig på alt, og at nytte er en mangfoldig størrelse.

I modsat fald påtager de sig et tungt, tungt ansvar for et nationalt tab af indsigt, kultur og historie.