Dimensionering af humanioras uddannelser

af Ulf Hedetoft, dekan for Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Planen indebærer for KU, at der skal reduceres i optaget på Kandidatuddannelserne (sammenlignet med et vægtet gennemsnit over de seneste 10 år) med i alt 614 pladser fordelt over årene 15, 16 og 17. HUM skal heraf reducere med ca 370 (tallet er ikke endeligt, idet det på et område skal forhandles med SAMF), altså langt de fleste.

Det svarer til ca 1/3 af optaget i 2013, som var på ca 1150. Reduktionen fordeles som sagt over tre år, fordelt på seks humanistiske og humanistisk-samfundsfaglige  ”uddannelsesgrupper” .

Grupperne og tallene fremgår af følgende tabel:

Vi er pt. ved at tjekke tallene efter for at sikre os, at de afspejler virkeligheden.

Opgaven går fra nu af ud på at sørge for, at vi lever op til i første omgang målet for 2015 inden for hver uddannelsesgruppe. Vi kan selv fordele reduktionen inden for grupperne, og det er muligt at skrue op og ned på optagsrammerne, så længe vi i aggregeret forstand overholder reduktionsmålet.

Problemet er hovedsageligt, at da dette er en KA-dimensioneringsmodel, er vi på en måde låst af optagstallene bagud, og dermed af den relativt store diskrepans mellem BA-optaget og KA-optaget (pga. frafald og valg af andre KA-uddannelser). Dermed bliver den også en BA-reduktionsmodel ad bagvejen, for vi skal kunne garantere en KA-uddannelse til alle bachelorstuderende pga. retskravet – eller tilbyde en KA-uddannelse for vores egne midler, og det har vi ikke råd til.

Anderledes formuleret er dette en skruestiksmodel med langt større effekt end den umiddelbart ser ud til at have ved første blik. Og yderligere tager den ikke højde for fremskridt gjort inden for den seneste tid, for gode nye fremtidige beskæftigelsesmuligheder for vores kandidater eller for nødvendigheden af at opretholde et meget bredt fagudbud inden for humaniora. For findes det ikke på KU, findes det nok slet ikke i Danmark.

Grunden er, at dette lige så meget er en spareøvelse som et forsøg på at geare kandidatudbuddet til arbejdsmarkedets behov. Derudover synes det styret af politisk ønsketænkning i meget vidtgående grad. Ellers skulle man mene, at hammeren også skulle ramme DTU, jura eller statskundskab. Alle steder, hvor dimittendarbejdsløsheden er lige så høj som, eller højere end hårdt ramte uddannelser på HUM.

Logisk er det ikke, hvis man tog den officielle udmelding om bekymringen for de ledige kandidater helt alvorligt. Men det skal man nok heller ikke. Logikken ligger andre steder, steder der ikke bekymrer sig meget om hverken humanioras innovative potentiale, vores dybe viden på afgørende områder, eller vores impact på den offentlige meningsdannelse og samfundsmæssigt-kulturelle sammenhængskraft.  

Men det er desværre også den politisk tilrettede realitet, som vi må leve med.

Indsatsen nu går derfor primært på at finde den mindst ringe modus vivendi. I mellemtiden skal vi så pointeret og skarpt som muligt dokumentere konsekvenserne af dette uhørt centralistiske stykke regeringspolitik, der griber dybt ind i universiteternes frihed og selvbestemmelse.

Ulf Hedetoft, dekan