Birch Sørensen ser bort fra udviklingen på arbejdsmarkedet

Af prodekan Julie Sommerlund, Det Humanistiske Fakultet

Bragt som debatindlæg i Universitetsavisen 6. februar 2014

Han mangler at fortælle, at humanisters beskæftigelse har gennemgået en rivende – stærkt positiv – udvikling. For tredive år siden, hvor KU uddannede mellem en tredjedel og en fjerdedel af det nuværende antal, var ledigheden flere gange højere. I dag uddanner humaniora over 1.000 kandidater årligt, og aktuelt er ledigheden syv procent ifølge Akademikernes Centralorganisation. I 1984 var den 24 procent. Når man samtidig ved, at humanisterne i dag for ca. 40 procents vedkommende er ansat i det private, kan man roligt tale om en massiv jobskabelse. Peter Birch Sørensen skylder at forklare, hvorfor den udvikling pludselig skulle stoppe. Erfaringen taler jo rent faktisk for det modsatte.

Kigger man i øvrigt på aktuelle ledighedstal for de nyuddannede, ligger humanisterne faktisk bedre end både de samfundsvidenskabelige kandidater og ingeniørerne.

Et andet mangelfuldt udsagn handler om, hvad humanisterne skaber af værdi. Ikke samfundsmæssigt eller fagligt, som ellers nok kunne være væsentligt i debatten, men i kroner og øre. For det lyder på Birch Sørensen som om indtjeningen er den rene jammerdal. Det synspunkt trænger i den grad til en relativering.

Det er rigtigt, at både samfundsfaglige kandidater og ingeniører har en højere gennemsnitsløn end humanister. Men ser man på, hvor meget kandidaterne er værd for de virksomheder, de arbejder for, bliver billedet noget mere nuanceret. Centre for Economic and Business Research på CBS har undersøgt sagen i samarbejde med fagforeningen DJØF sidste sommer, og her er den samlede effekt af en humanist i f.eks. servicevirksomheder rent faktisk større end ingeniørens. Effekten af en humanist er 900.000 kr. årligt – ikke småpenge skulle man mene – mens effekten af en ingeniør er 770.000 kr. Det er ikke den virkelighed, man fornemmer på Birch Sørensens fremstilling.

Hans ærinde er, at de seneste års større optag på universiteterne sker forkerte steder, og derfor foreslår han sindrige modeller for at få unge mennesker til se bort fra deres helt legitime, faglige interesser og tænke uddannelsesvalg ud fra prognoser. F.eks. at give humanistiske studerende mindre i SU eller give de humanistiske uddannelser færre penge til undervisning. Det sidste foreslår han endda, selv om en undersøgelse for få år siden netop konkluderede, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser var underfinansierede, hvilket førte til, at den tidligere regering hævede taxameterbevillingen til de to områder.  

Hvis han nu i stedet havde foreslået at kigge specifikt på enkelte uddannelser for at se, om der skal justeres på optag, hvor ledigheden er højere end gennemsnittet, ville det være mere seriøst. Ingen ønsker at uddanne til ledighed, og den øgning af optaget, der er sket i forbindelse med regeringens målsætning om at 25 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, kan sagtens vise sig at være udtryk for en for hurtig udvikling. Så der kan være god mening i at genoverveje nogle af udvidelserne de seneste år. Men ingen – og slet ikke de nuværende studerende, der skal bruge tiden til at skabe sig en solid uddannelsesprofil – kan være tjent med at blive skræmt at dommedagsprofetier uden bund i fakta.