Debat: Alle studier uddanner til arbejdsløshed
Tandlæger har en gennemsnitlig bruttoledighed på 4,3 procent, økonomer på 3,0. Det synes ikke at bekymre uddannelsesministeren. At humanisterne kan mønstre en ledighed på 6,1 er derimod et kerneargument for dimensioneringsplanen. Men er det virkelig så ubærligt, at ' kun' 94 og ikke 96 procent, af dem kommer i arbejde?
Af Ulf Hedetoft, dekan
Bragt som debatindlæg i Information 29. oktober 2014
Når den såkaldte dimensioneringsplan, der varsler en dramatisk nedskæring af uddannelsespladser på især universiteterne, skal forsvares, er uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsens (R) standardsvar, at vi ikke kan være bekendt at uddanne til arbejdsløshed. Et tilsyneladende sympatisk signal, for hvem vil uddanne til arbejdsløshed? Er det ikke helt rigtigt at bede 4.000 brødløse studerende om i stedet at skifte til ingeniørstudiet, jura, økonomi eller medicin? Problemet er, at selv for uddannelser med meget direkte sammenhæng mellem studiet og bestemte erhvervsfunktioner er der ikke perfekt overensstemmelse mellem et altid skiftende arbejdsmarkeds behov og uddannelsessystemets output. Tandlæger har f. eks. en gennemsnitlig bruttoledighed på 4,3 procent, dyrlæger på 3,3, jurister på 2,8, økonomer på 3,0. Selv hos lægerne ligger arbejdsløsheden på 1,8 procent, selv om de skriger på flere læger i udkantsområderne og i medicinalindustrien.
Til sammenligning har cand.merc. er en ledighed på 5,3 procent, civilingeniører på 3,1 og humanistiske magistre (i statistikken beregnet over én kam!) på 6,1. Men f. eks. musikkandidater ligger på 3,4 procent, og de store sprogfag (engelsk, tysk og fransk) på cirka 3,0. Gennemsnitsledigheden for alle er på 4,5 procent.
Men alle grupper - jeg gentager: alle - opviser ledighed i et eller andet omfang. Så på den måde uddanner vi overalt til ledighed - og burde måske derfor dimensionere alle uddannelser ned? Så ville vi i hvert fald ikke uddanne til ledighed.
Det ville selvfølgelig være at skyde helt forbi. For ovenstående dokumenterer med ønskelig tydelighed, at langt de fleste får et meningsfyldt arbejde. Cirka 95 procent i snit. Ganske vist er dimittendledigheden over hele linjen (også blandt ingeniører) på mellem 30 og 40 procent - oplagt alt for høj. Men kurven går markant og tilsyneladende systematisk ned for alle grupper efter et til to år.
Det er altså indholdstom snak, spin mere end fakta, at tale om, at »vi uddanner til ledighed«.
To kunsthistorikere færre
Der gælder ganske vist det særlige for humaniora set bredt, at arbejdsløsheden i snit ligger på 6,1 - 1,34 procent over den gennemsnitlige.
Humaniora har altså en såkaldt overledighed, og det er tilsyneladende den, der godt hjulpet af Produktivitetskommission, Søndergaard-udvalg og erhvervsorganisationer har bragt ministerens sind i kog. Et så graverende misbrug af statens penge bør ikke gå upåtalt hen. Det er ubærligt, at det blandt humanister ' kun' er 94 procent, ikke 96 procent, der kommer i arbejde. Blandt enkelte grupper endda helt ned til 92-93 procent! Et udskældt område, der kan præstere en relativt høj arbejdsløshed (cirka 11 procent), er kunsthistorie. Vi uddannede i 2014 25 kandidater i faget. 11 procent af dem, svarende til maks tre personer, kan altså se frem til at blive arbejdsløse. Skal vi ned på den gennemsnitlige humanistiske arbejdsløshed på 6,1 procent, skulle vi uddanne 1,45 person færre, en anelse mindre, hvis vi skulle ned på den gennemsnitlige akademikerarbejdsløshed.
Altså skulle vi uddanne maks to, minimum en færre! Ikke 25, men 23 eller 24.
Eksemplet er ikke atypisk, men illustrerer problemets størrelse eksemplarisk - også hvad andre uddannelser angår. Og vi kan ikke på fakultetet levere et ' værre' eksempel end kunsthistorie.
Diskursen om ' uddannelse til arbejdsløshed' funderer sig på denne slags latterligt små, næsten mikroskopiske forskelle.
Dialog, tak
Man bør ikke antage, at ministeren ikke er orienteret om disse sammenhænge, men snarere, at der ligger noget andet bag - at dimensioneringsplanen ikke kan være andet end en øvelse, der har til formål at spare statskassen udgifter til de højere uddannelser.
Hvis det drejede sig om sammenhæng i uddannelsespolitikken, ville man tage en reel dialog med de berørte uddannelsesmiljøer og sørge for at få de nødvendige justeringer på plads. Og ja, vi vil gerne tale om justeringer.
Men den dialog har ministeren indtil videre afvist. Jeg vil opfordre hende til at genoverveje sin holdning. Vi ville sammen kunne finde en langt bedre løsning end den foreliggende model.