Kronik: Ophav og videnskab

Af prodekan Julie Sommerlund og institutleder Maja Horst, Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Bragt som kronik i Weekendavisen 23. august 2013

SIDSTE år udgav professor i filosofi Vincent F. Hendricks sammen med nationaløkonomen Jan Lundorff Rasmussen bogen Nedtur: Finanskrisen forstået filosofisk. I den anledning blev han interviewet af to journalister fra Børsen. Hendricks svarede så godt, han kunne, på spørgsmålene og hjalp bagefter med at tjekke formuleringerne i interviewet.

Det blev bragt ved siden af en anmeldelse af bogen. Efterfølgende lagde Hendricks en pdffil med interview og anmeldelse på sin egen hjemmeside, idet han betragtede interviewet som en del af sin formidlingsforpligtelse. Den vender vi tilbage til om lidt.

Der lå pdf-filen, indtil Hendricks i juni 2013 blev kontaktet af en af journalisterne med besked om, at Hendricks krænkede journalistens og Børsens ophavsret, og at han derfor skyldte dem 12.000 kroner. Hendricks fjernede naturligvis straks artiklen fra sin hjemmeside, men Børsen opretholdt erstatningskravet, fordi Hendricks havde haft markedsføringsværdi af artiklen i over et år.

Lad det være sagt med det samme: Journalisten og Børsen har retten ( ophavsretten) på deres side - men de har alligevel ikke ret. Historien rejser nemlig principielle spørgsmål om, hvad det egentlig er, danske forskere gør, når de beredvilligt stiller op og besvarer journalisters spørgsmål. Børsen mener tilsyneladende, at det er markedsføring af forskerne og deres bøger.

Men her er det på tide med lidt fakta: Vincent Hendricks har fået udbetalt et forfatterhonorar for bogen Nedtur på cirka 8000 kroner. Når man sammenholder det med den tid, det tager at skrive sådan en bog, er det åbenlyst, at han ikke har skrevet den for pengenes skyld. Måske kan omtale i for eksempel Børsen øge salget en smule, men der er stadig meget langt til, at det kan betale sig. Hvorfor skriver man så sådan en bog? HER kommer vi tilbage til formidlingsforpligtelsen.

Siden universitetsloven af 2003 har universitetsansatte ikke kun haft til opgave at forske og undervise, de skal også formidle deres viden til gavn for samfundet. Det er helt rimeligt, da det er staten, der langt overvejende finansierer universiteterne i Danmark.

Vincent Hendricks har altså stillet op til interview i Børsen som led i sit arbejde og i en bestræbelse på at formidle sin viden til samfundet. Han gør det ikke for at tjene penge, og det er heller ikke noget problem, for man får løn for at være professor. Men Børsen behandler Hendricks' bog som en kommerciel aktivitet, og han skal derfor betale for at mangfoldiggøre interviewet med sig selv. Dermed gør Børsen Hendricks' viden til noget, som Børsen har ophavsret til, når han besvarer journalistens spørgsmål.

På den måde rejser historien i vores øjne et principielt spørgsmål om, hvordan universiteternes formidlingsforpligtelse hænger sammen med ophavsretten. Kan det virkelig være rigtigt, at medierne kan gøre viden, som forskerne er forpligtede til at formidle efter universitetsloven, og som er betalt af samfundet, til noget, de »ejer«? Det tror vi ikke har været hensigten.

Vi kan godt se, at journalister og andre, der frembringer tekst, har brug for ophavsretten, således at de kan tjene penge på deres arbejde.

Men i dette tilfælde er journalisten jo allerede betalt af Børsen for sit arbejde - så det er jo ikke, fordi han ikke får løn. Vi kan også se det rimelige i, at kommerciel udnyttelse af journalistiske - og andre - tekster bør give ret til at inddrive honorarer. Men hvad med videreformidling af forskningsbaseret viden, der netop er betalt af skatteborgerne for at kunne være til glæde og gavn for hele samfundet. Ville det ikke være rimeligt, at man fandt en løsning, så den slags ikke-kommerciel formidling af viden kunne foregå uden ekstra betaling? Det meste af den viden, der produceres på universiteterne, har ikke kommerciel værdi, men er vigtig for udviklingen af et fornuftigt, oplyst og velfungerende samfund. Den slags viden burde ikke kunne gøres til genstand for privat ophavsret. Det er nemlig ikke alene moralsk forkert - det risikerer også meget nemt at give bagslag. En fremfærd som Børsens befordrer bestemt ikke en situation, hvor forskere gerne vil bruge deres tid på at svare på journalisters spørgsmål - selvom de ifølge loven er forpligtet til at formidle deres viden. Det giver forskere en stærk motivation for at finde andre måder at formidle på - og det kan jo være, det ender med at blive svært for journalisterne at finde noget at skrive om.