Kronik: Oldnordiske myter om humaniora

Af dekan Ulf Hedetoft og rektor Ralf Hemmingsen

Bragt som kronik i Jyllands-Posten 6. februar 2013

Rektor Ralf Hemmingsen

Høj SU til uddannelser med stor værdi. Og mindre SU til uddannelser med lav værdi og samfundsnytte«. Sådan lyder essensen af professor Jan Rose Skaksens SU-forslag i begyndelsen af januar her i avisen. Dansk Erhverv taler med i kor og advarer de unge om, at de ikke får villa, vovse og stor bil, hvis de f. eks. vælger at studere italiensk.

En skeptisk holdning til humaniora - videnskaben om mennesket, og til de uddannelser, der bygger på den - er efterhånden udbredt.

Hvad skal vi med humanistiske kompetencer? Kan pengene ikke bruges bedre, f. eks. til uddannelse af flere læger og ingeniører? Det undrer os, at den dagsorden står næsten uimodsagt, for de humanistiske uddannelser er ikke værdiløse, som det kan virke til i medierne - heller ikke når man måler på hårde facts som beskæftigelsesgrad og bruttonationalprodukt.

Dekan Ulf Hedetoft

Og lige så vigtigt skaber de humanistiske uddannelser afgørende samfundsmæssig og kulturel værdi, som kan være svær at måle og veje, men som det er utænkeligt at have et civiliseret samfund uden.

Først tallene. De humanistiske kandidater har en nettoledighed på 5,9 pct. (AC, nov. 2012). 0,9 procentpoint mere end gennemsnittet af alle akademikere. Al arbejdsløshed er skidt, men den humanistiske arbejdsløshed er dog ikke markant anderledes end på andre fagområder.

Humanisternes arbejdsløshed er i samme statistik i øvrigt helt identisk med den for de kandidater i økonomi, Jan Rose Skaksen uddanner til daglig på Copenhagen Business School.

Der er heller ikke noget, der tyder på, at f. eks. sprogfag står i modsætning til økonomisk tænkning og virksomhedernes indtjening.

Dansk Industri fastslog i en rapport fra 2008, at danske virksomheder i disse år taber ordrer eller afstår fra nye markedsfremstød på grund af manglende sproglige kompetencer.

»Manglende fremmedsproglige kompetencer kan have direkte økonomiske konsekvenser for virksomhederne«, lyder konklusionen.

Interessant nok fastslog EU's såkaldte Elan-rapport det samme i 2006 - blandt små og mellemstore virksomheder mister over hver tiende kontrakter på grund af manglende sprogkundskaber. Og tallet kan reelt være meget højere, lyder vurderingen.

Manglende sprogkompetencer medfører altså manglende indtjening.

Omvendt viser undersøgelser, at virksomheder med en flersproglig strategi klarer sig bedre end virksomheder uden en sådan.

I Schweiz, der har fire officielle sprog, menes befolkningens sprogkompetencer at generere så meget som 10 pct. af landets samlede bnp.

Og det er ikke kun de store verdenssprog, der er værdifulde.

Sprog er et gode, og jo flere sprog, vi behersker, jo bedre. Skulle man mene. Men når økonomer måler værdien af sprog, gør de det ofte på samme måde, som de måler værdien af en valuta, dvs. ud fra hvor godt en valuta performer på markedet. Logikken er, at et sprogs værdi afhænger af antallet af brugere, dets status og størrelsen på dets domæne.

Men også "små" sprog fra hele verden er nødvendige at kende.

Sprogkendskab gør det nemlig muligt på kortere tid at indhente og vurdere information om virksomhedsforhold, samfundsstrukturer, politiske kulturer og nytænkning inden for produktion, marketing og handelskanaler. Så hvis man for alvor vil forstå og kommunikere med den meget store del af verden, der ikke har f. eks. engelsk som modersmål, skal erhvervslivet tænke bredere. Og det er ikke nok at kunne tale sproget.

For at blive en dygtig sprogbruger og sprogformidler må virksomheden også have stort kendskab til den kultur, sproget er knyttet til.

En anden håndfast vinkel på værdi er, at de humanistiske kandidater oplever markant stigende efterspørgsel i den private sektor.

Hvor de fleste kandidater fra f. eks. sprogfag, historie og dansk traditionelt blev ansat i undervisningsjob i det offentlige, viser den seneste kandidatundersøgelse, at overvægten i dag ligger i det private.

Når man samtidig tager i betragtning, at Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet i dag årligt uddanner tre gange flere kandidater end for 20 år siden, kan man roligt tale om massiv privat jobskabelse. Statistikker viser desuden, at humanister i stort tal er aktive som iværksættere.

Det betyder ikke, at arbejdsmarkedet er rosenrødt for humanister.

Fagene prioriterer derfor endnu tættere omverdenskontakt og mere karrierebevidst studiegennemførsel, og som grundlag for den udvikling har fakultetet derfor før jul igangsat en omfattende undersøgelse af job og kompetencebehov blandt 4.000 kandidater fra de seneste fem år.

Mange af de store udfordringer ligger i dag uden for Europa. I Asien og i Sydamerika. Man kan dårligt forestille sig, at nøglen til succesen for danske virksomheder på de nye markeder ikke går via medarbejdere med et solidt og forskningsbaseret kendskab til sprog, kultur og lokale samfundsforhold. Humanioras specialister i Kina, Indien eller Rusland går fra at have en lettere eksotisk uddannelse til at være en eftertragtet handelsvare.

Andre værdier er sværere at måle.

Samfundsmæssig værdi er meget andet og mere end penge. Der findes kulturer og samfund, som er materielt rige, men som vi ikke af den grund kulturelt ønsker at komme til at ligne.

Humaniora bidrager med væsentlig værdi i form af viden om håndtering af samfundsmæssige udfordringer, om vores og andre samfunds historie, udvikling og kulturarv; om uomgængelige dannelseselementer - de sider af menneskets samfundsmæssige liv og færden, som ikke kommer af sig selv, men også skal udforskes, læres, studeres og udvikles.

Det britiske forskningsråd dokumenterer i en stor undersøgelse (" The economic impact of UK arts and humanities research"), at humaniora bidrager »til et civilisatorisk niveau, der gør, at England er så attraktivt et land at arbejde og leve i«. Danmark står med andre ord med et markant og ganske alvorligt paradoks. På den ene side findes der en udbredt skepsis over for humanistisk forskning og humanistiske uddannelser - som den Dansk Erhverv har givet udtryk for her i avisen. På den anden side har humanister faglige kompetencer på højeste niveau, der ikke kun efterspørges af studerende og arbejdsgivere, men som også lever op både til det moderne samfunds krav til kultur, civilisation og refleksion og behovet for højtuddannet arbejdskraft i en stadigt mere kompleks og globaliseret verden.

Kompetencer i øvrigt som i stigende grad også efterspørges af læger, ingeniører og naturvidenskabsfolk.

Myten om det irrelevante humaniora er i dag virkelig en myte.

Den er oldnordisk.

De, der måtte være i tvivl, bør se humaniora efter i kortene. Tag f. eks. et gennemsyn af vores strategiske planer for de næste år.

Blandt mange ting arbejder fakultetet med mere intensivt samspil mellem forskere og studerende, en omfattende internationalisering af studierne, løbende vurdering af uddannelsesprofiler og aftagerbehov og mere kvalificeret tænkning i innovation.

Debatten om humaniora bærer præg af en vildledende opdelinger mellem værdi og værdiløshed. Lad os i stedet føre en konstruktiv debat om, hvordan humanioras stærke fagligheder bedst bidrager med viden og nytænkning.

Vi modtager gerne et godt råd til, hvordan tingene kan gøres bedre.

Men den blinde mistænksomhed kan ikke bruges til noget, og er ikke i samfundets interesse.