Kommentar: Fakta om humanioras værdi

Af prodekan Julie Sommerlund og prodekan Jens Erik Mogensen, Det Humanistiske Fakultet

Bragt som kommentar i Jyllands-Posten 26. februar 2013

Jannik Schack Linnemann, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, får i JP 13/2 i debatten om de humanistiske fags samfundsmæssige værdi desværre bragt væsentlige fejl og misforståelser til torvs. Emnet er vigtigt og skal derfor diskuteres konstruktivt og på et korrekt grundlag.

Linnemann skriver, at »humaniora under ét har leveret så mange kandidater siden 2005, at dimittendledigheden konstant har været 7 til 8 procentpoint højere end gennemsnittet for universitetskandidater, uagtet at den nuværende krise midlertidig har vendt lidt op og ned på tingene.« Og yderligere, »at der ikke bør være en automatik i, at vi til stadighed får flere humanister, når vi får flere højtuddannede. Få, men rigtig gode humanister er afgjort en bedre løsning både for den enkelte, for aftagerne og for skatteyderne.«

Ifølge AC's (Akademikernes Centralorganisation) statistikker siden 1998 har der ikke på noget tidspunkt været en overledighed blandt humanistiske kandidater bare i nærheden af 7-8 procentpoint. I 2004 sneg den sig op på 5. Dagens situation med 0,9 procentpoints overledighed er altså en positiv udvikling, der har været længe undervejs, og som bunder i en vandring fra det offentlige til det private arbejdsmarked. En langsom, men støt bevægelse, der ikke har noget med finanskrisen at gøre.

En kulturbærende funktion

I november 2011 fastslog Rockwool Fonden i en undersøgelse baseret på tal fra 1980 og 2007, at »mens en nyuddannet magister for 30 år siden helt overvejende kunne se frem til en livslang tjeneste i den offentlige sektor, er situationen i dag væsentligt anderledes«. Over 80 pct. var i 1980 beskæftiget med at producere til offentligt forbrug - i 2007 var det 44 pct.

Nu er målet faktisk ikke, i parentes bemærket, at alle humanistiske kandidater skal arbejde i den private sektor. De har i høj grad en kulturbærende funktion i samfundet f.eks. i undervisningssektoren - på gymnasier og mellemlange uddannelser - og i offentlige kulturinstitutioner.

Humaniora uddanner i dag tre gange flere kandidater end i begyndelsen af 1990'erne og har samtidig en meget lavere arbejdsløshed. Her er der tale om en meget stor jobskabelse, som altovervejende er sket inden for det private erhvervsliv. Så der er sådan set ikke noget, der taler for at uddanne færre humanister.

Det kunne til gengæld, som Linnemann også opfordrer til, være interessant at føre en konstruktiv diskussion om, hvordan kandidaterne kan blive endnu bedre til innovation og få bedre fodfæste i flere små og mellemstore virksomheder, Linnemanns medlemsvirksomheder.

De globale udfordringer

Det er det, vi vil løse de kommende år med strategiske initiativer i undervisningen og i uddannelsesplanerne. Et af KU's indspil til det kommende regeringsinitiativ Inno+ handler præcis om dette. Et eksempel er, hvordan vi med humaniora kan skabe vækst hos små og mellemstore virksomheder på nye eksportmarkeder ved at nedbryde kulturelle barrierer.

Linnemann afslutter med at postulere, at humaniora ikke medvirker til at løse samfundsmæssige udfordringer, og skriver: »Det kunne være interessant at få en debat om, hvilken rolle et mindre og mere elitært humaniora kan spille i forhold til de store globale udfordringer, vi som samfund står overfor. Alle de "hårde" videnskaber er i fuld gang med at levere svar. Spørgsmålet er, hvad humaniora kan og vil byde ind med?«

Sammen med "de hårde videnskaber", altså sundheds- og naturvidenskab, er humaniora allerede i dag med i store forskningsprojekter, der skal løse konkrete samfundsudfordringer. Det gælder f.eks. inden for sund aldring, bæredygtighed, katastrofer, ligesom der er satsninger inden for vigtige globale spørgsmål som migration og udviklingen i Mellemøsten, Asien og Sydamerika.

Med fakultetets satsning på at skabe endnu større sammenhæng mellem forskning og uddannelse vil det også forplante sig indirekte på arbejdsmarkedet. Det er altså ikke kun de "hårde" videnskaber, der byder ind med svar på globale udfordringer, som Linnemann tror og hævder, humaniora svarer også - ofte i samarbejde med de "hårde" fag.