Uanstændige, utilladelige og unyttige skrifter

I 1700-tallets enevældige danske monarki var censur et grundvilkår for produktion og salg af trykte skrifter. Censuren er af samme grund ikke blot en nøgle til at forstå, hvilke tryksager der er bevaret fra 1700-tallet, og dermed en stor del af kildegrundlaget for vores viden om århundredet, men også et grundlag for at forstå 1700-tallets litterære og politiske offentlighed. Afhandlingen undersøger censurens væsen i det 18. århundredes Danmark ved at undersøge, hvordan den fungerede i praksis mellem udvalgte myndigheder med censurbeføjelser og det Københavnske marked for trykte skrifter. Censuren involverede et væld af aktører, hvoraf undersøgelsen omfatter centrale myndigheder i skikkelse af Københavns Universitet, Danske Kancelli og Københavns Politimester. De var alle udstyret med forskellige ansvarsbeføjelser til at forhåndsgodkende, forbyde og konfiskere skrifter, men med hver sine arbejdsformer og agendaer, som afhandlingen viser ikke altid var sammenfaldende. Censuren anskues altså differentieret og dermed også som noget, der rakte ud over den institutionaliserede forhåndscensur, der havde Københavns Universitet som institutionelt knudepunkt, og som Struensee lod afskaffe 14. september 1770.

Afhandlingens omdrejningspunkt er en undersøgelse af forandringer og forskydninger i de ovennævnte tre aktørers ansvarsfordeling og praksis med udgangspunkt i de arkiver de har efterladt sig. På den baggrund demonstreres det, hvad det var for motiver, hensyn og intentioner, som var udslagsgivende for de rejste censursager og deres udfald. Ved at undersøge de censuransvarlige myndigheders praksis giver afhandlingen indblik i censurens kompleksitet, og især de underliggende dagsordener, der ikke lader sig aflæse normativt i censurens rammelovgivning.

Den ydre grænse blev sat ved skrifter, der udfordrede kongemagt, regering og kirke, men gennem undersøgelsen påvises det, hvordan enevældens censur ikke kan reduceres til politisk repression, eller én repræsentativ praksis, da den i vid udstrækning var situationsbunden og fungerede ad hoc. I praksis var mange funktioner og hensyn sammenflettede. Hensyn til markedet for trykte skrifter blev således tillagt stadig større betydning, og afhandlingen viser hvordan markedshensyn dels påvirkede forhåndscensurens indretning og praksis, dels hvordan ansvarsfordeling og prioritering mellem de forskellige censuraktører forandredes i tidsrummet mellem 1746 og 1773. Herigennem kaster afhandlingen nyt lys over et klassisk historiografisk tema.