Med hul i timeglasset

Fagligt Forum for Sprogpsykologi (FAFOS) inviterer til sprogpsykologisk aften med oplæg af cand.mag. i sprogpsykologi Bent Holshagen Hemmingsen.

Alle er meget velkomne!

I dette oplæg fortæller jeg om min egen undersøgelse af det psykologiske case studie CW, der har interesseret mig siden min studietid, og som har dannet grobund for en tidslighedsorienteret tilgang til mine studier i forståelse og interaktion.

CW, der har det borgerlige navn Clive Wearing, var på vej til at blive en stor britisk musikolog og dirigent, indtil han i 1985 blev ramt af herpes simplex encephalitis og mistede sin evne til at danne nye erindringer såvel som at huske hovedparten af sin fortid.

Han lever den dag i dag i en slags tidsboble, der svarer til et ca. 7-13 sekunder ”nu”, hvor de elementer, der indgår i hans oplevede bevidsthed forsvinder uden spor øjeblikket efter, og hvor de få ting, som er ham bekendte, glider længere og længere væk fra den tid han nu befinder sig i og igen og igen overraskes af. Små forandringer ryster ham, og han besidder ikke kapaciteten til at begribe strukturelle forandringer i sit liv. Derved lever han med den konstante følelse af, at der er noget, som ikke helt er på sin plads, hvilket konstant forstyrrer hans adfærd.

CW’s tilfælde fortæller os meget om den menneskelige tilstand og gør det på en måde, som udfordrer flere af psykologiens teoretiske ståsteder og videnskabsfilosofiske grundlag.

I min tid på sprogpsykologi har vi altid lagt stor vægt på førstepersonsoplevelsens rolle i menneskets væren og gøren, takket være William James’ arv. Men psykologien såvel som den mere hårde videnskab har siden James’ tid skævet skeptisk til individets bevidsthed som en videnskabelig informant. Hvorfor vi gør det, vi gør, bliver sporet tilbage til enten kognitivt funktionelle egenskaber i hjernen eller kulturelt og socialt betingede dynamikker, alt efter det herskende paradigme inden for den pågældende forskningsindsats.

De to yderpunkters forklaringsmodeller er ikke uden validitet hver især, men vi mangler stadig at tage højde for bevidsthedens rolle i menneskets agentiske væren, der begynder i den betydningsrige økologiske virkelighed, som vi befinder os i, netop fordi vores hjerner fortolker omverden som betydningsbærende. I dette oplæg giver jeg et bud på en mekanisme, som placerer førstepersonsoplevelsen i center fokus for menneskelig agens, og viser hvordan et temporalpsykologisk perspektiv er mere hjælpsomt for interaktionsundersøgelser, end de mere statiske undersøgelsesperspektiver, som præger både humaniora og psykologi.