Proteiner kan vise, hvilke dyr vi lavede dragter af for 2.000 år siden

Velbevarede moselig som Grauballemanden har været en guldgrube af informationer om fortidens folk og deres skikke. Men selv om moserne har en enestående evne til at bevare mennesker og deres beklædning, har de også den uheldige egenskab, at de nedbryder dna. Og det betyder, at dna fra fx skind fundet i moser er så nedbrudt, at det ikke kan analyseres.

Efter flere forgæves forsøg på at udvinde dna fra skindene prøvede Luise Ørsted Brandt fra Center for Tekstilforskning i forbindelse med den ph.d.-afhandling, som hun netop har forsvaret, at analysere skind fra mosefund med en anden teknik: proteinanalyse.

- Jeg har analyseret 12 danske dyreskind fra ældre jernalder, dvs. fra 500 år f.Kr. til 400 år e.Kr, ved at udvinde proteiner fra dem og undersøge deres sammensætning i et såkaldt massespektrometer. På baggrund af proteinernes forskelle mellem dyrearter har vi blandt andet været i stand til at vise, hvilke arter dyreskindene var lavet af, siger Luise Ørsted Brandt og fortsætter:

- Alle de skind, vi analyserede, var fra husdyr, hvilket tyder på, at jernalderfolket hovedsagelig brugte skind fra tamdyr og i mindre grad fra vilde dyr – og det er lidt overraskende. Analyserne giver os altså ny viden om forhistorisk husdyrproduktion. Fx viste en jernalderdragt fundet i Møgelmose sig at være lavet af okse – og ikke ged eller mår, som de tidligere mikroskopiundersøgelser havde vist.

- Ud over den nye artsbestemmelse gav proteinundersøgelsen fra netop denne dragt endnu et spændende resultat: Vi var i stand til at udvinde et peptid – proteiner består af de kortere kæder af aminosyrer, peptiderne – som kun ses i de første måneder af et dyrs liv. Derfor må skindet altså komme fra en kalv. Så proteinanalyserne kan ikke bare give os præcise informationer om, hvilket dyr der blev anvendt til at fremstille skindet, men i visse tilfælde også hvor gammelt det var.

Luise Ørsted Brandt har udført proteinanalyserne på Center for GeoGenetik ved Københavns Universitet med samarbejdspartnere fra Nationalmuseet. Proteinerne blev sekventeret på Novo Nordisk Fondens Center for Proteinforskning.

Mere fokus på proteiner i arkæologien

Grunden til, at det overhovedet kan lade sig gøre at analysere moseskindenes proteiner, når nu dna’et er så ødelagt, er, at skind består af kollagen. Og kollagen er et protein, et stærkt et af slagsen, som kan tåle det meget sure miljø i moser og i egekistegrave.

- Med tanke på proteinernes særdeles gode bevaring og de gode resultater, vi allerede har haft, mener jeg, at der er store perspektiver i at bruge flere resurser på proteinanalyser i fremtiden som supplement til traditionelle metoder til artsbestemmelse - og de vil kunne bidrage til et mere nuanceret billede af fortidens husdyrhold og beklædningstraditioner, end vi har nu. Derudover vil det også være en mulighed at analysere proteiner i andre materialer end skind – fx tekstilerne, vi finder i egekistegrave, som dna er dårligt bevaret i. Her vil proteinanalyserne udgøre et særdeles godt alternativ til dna-analyser, mener Luise Ørsted Brandt.

Verden over arbejder forskere på at opbygge databaser med proteinsekvenser fra en masse forskellige dyr, og det er disse databaser, som Luise Ørsted Brandt og hendes kolleger vil kunne benytte sig af og selv bidrage til; jo større databaserne bliver, jo større bliver mulighederne for at sammenligne biologisk materiale fra fortiden med moderne proteinsekvenser. På den måde kan arkæologerne blive klogere på, hvordan vi i forhistorien holdt husdyr, og hvad vi brugte dem til.

Kontakt

Ph.d. Luise Ørsted Brandt
Københavns Universitet, Center for Tekstilforskning og Center for Geogenetik
Mail: lbrandt@hum.ku.dk
Mobil: 28 18 40 20

Kommunikationsmedarbejder Carsten Munk Hansen
Det Humanistiske Fakultet
Mail: carstenhansen@hum.ku.dk
Mobil: 28 75 80 23