15. december 2015

Forsker undersøger klassiske musikeres samspil

Helt ind i sindet

Hvad sker der i sindet på professionelle og dybt koncentrerede musikere, når de spiller? Det spørgsmål undersøger Simon Høffding fra Center for Subjektivitetsforskning på Københavns Universitet i en ny ph.d.-afhandling. Her viser det sig bl.a., modsat hvad musikere og videnskabsfolk har troet, at musikere tilsyneladende kan spille perfekt sammen uden egentlig at kommunikere.

Ved siden af sin forskerkarriere er filosoffen Simon Høffding amatørcellist. Og kendskabet til musikken er ganske givet en fordel for forskeren i hans aktuelle projekt, hvor han undersøger, hvad der sker i sindet på musikere, når de spiller.

- Der er mange forskellige teorier om og holdninger til, hvad der sker. På den ene side taler man om, at musikerne ’taber sig selv’, når de spiller – om et såkaldt ’flow’. På den anden side taler man om, at musikerne er meget fokuserede på sig selv og på deres egen krop. På konservatorierne er der mange forskellige teorier om, hvad der er den bedste måde at koncentrere sig på, men der er ikke nogen entydig evidens på området, forklarer Simon Høffding, der har været på turne med Den Danske Strygekvartet, der består af nogle af Danmarks dygtigste musikere, i sin research. Forskeren har observeret, filmet og interviewet musikerne over en længere periode.

Den Danske Strygekvartet, eller The Danish String Quartet, som kvartetten er kendt som i udlandet, er genstand for Simon Høffdings ph.d.-afhandling.
Foto: Caroline Bittencourt

Musikalsk delt bevidsthed

Simon Høffding undersøger bl.a. begrebet ’joint musical attention’, musisk delt bevidsthed.

- ’Joint attention’ er et buzzword inden for kognitionsforskningen. Man kan forklare begrebet ved, at hvis du og jeg begge to kigger på en ting, så er det ikke bare mig, der kigger på den og dig, der kigger på den – jeg ved også, at du kigger på den, og du ved, at jeg kigger på den. Man mener, at ’joint musical attention’ er nødvendig for at kunne gennemføre et stykke musik, dvs. at musikerne sidder sammen og kigger i deres noder og er opmærksomme på hinanden i en eller anden grad. At de må have en stærk fælles ide om det musikalske udtryk og en fælles ide om, hvad de andre laver. Men mine undersøgelser viser, at det bare ikke passer. Nogle gange har musikerne overhovedet ingen anelse om, hvad de andre laver, fordi de er henkastet i deres egen verden. Og alligevel spiller de perfekt sammen, forklarer Simon Høffding.

Hosteanfald gav godt analysemateriale

Simon Høffding har en række oplevelser, som han fokuserer på i sin research. Bl.a. overværede han på et tidspunkt en koncert, hvor en kvinde blandt publikum begyndte at hoste og var nødt til at gå ud. På sin vej ud faldt hun, og det larmede meget og der var meget postyr.

Simon Høffding forsvarede den 14/12 sin ph.d.-afhandling på Det Humanistiske Fakultet i et fyldt auditorium. Foto: Privat

- Det var en god situation at observere, for den afveg fra koncerternes – og musikernes – normaltilstand. Kvartetten opførte en meget smuk og langsom sats af Beethoven, som er skrøbelig og kræver en meget stærk koncentration. Men her blev koncentrationen totalt smadret, og det var interessant at spørge ind til, hvordan man genopbygger den. Jeg kunne efterfølgende spørge musikerne, hvordan de oplevede situationen, om de blev ved eller stoppede, om hvordan de troede, de andre oplevede det etc. Og så kunne jeg holde deres svar op imod hinanden og fx sige: ’ham her troede, at ham der troede det her. Men det troede han overhovedet ikke’ osv. Min undersøgelse viser, at de kan spille fantastisk godt sammen uden nødvendigvis at have nogen som helst indsigt i, hvad der foregår hos de andre, forklarer Simon Høffding.

Musikere med ”hive-mind”

Samhørighed mellem musikerne eksisterer dog også, og der opstår også øjeblikke, hvor alle musikerne har oplevelsen af at være på fuldstændig samme side. Med et begreb fra computerspilsverdenen beskriver en af musikerne tilstanden som ’hive-mind’. For situationen minder om en myretue, hvor alting er koordineret – men uden at det enkelte individ har en direkte bevidsthed om, at det er sådan.

- Man ved præcis, hvad de andre skal til at gøre, så man behøver ikke engang at kigge på dem. Det er bl.a. erfaringen med at spille sammen i mange år, der giver den følelse af samhørighed. Så den eksisterer selvfølgelig, men den er langtfra altid til stede, forklarer Simon Høffding, der har fundet ud af, at det, folk kalder ’flow’, er et fænomen, som spænder over tusindvis af forskellige sindstilstande. I bund og grund handler det om, om man kan tænke samtidig med, at man gør noget andet.

- Der er nogle af musikerne, der er i stand til at lave meget sofistikerede overvejelser, mens de spiller. Bl.a. indeholder stykkerne nogle gange passager, der skal gentages, og her sidder en musiker måske og tænker: ’om fem minutter, når jeg skal spille det her igen, kan det være, jeg skal have et andet strøg’. At være i stand til at have den form for metareflektion samtidig med, at man er i gang med noget andet koncentrationskrævende, er der mange, der vil sige er umuligt, fordi det ødelægger koncentrationen og evnen til at udfolde sig. Men det viser mine undersøgelser simpelthen er forkert, siger Simon Høffding.

Kontakt:

Ph.d. Simon Høffding,
Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet,
Mobil: 60 90 52 01,
E-mail: simonf@hum.ku.dk

Kommunikationsmedarbejder Pernille Munch Toldam,
Mobil: 29 92 41 69
E-mail: pmunch@hum.ku.dk